Med tanke på den seneste tids udgivelser om tinnitus som folkesygdom, samt interviewet med Nanna Vedel-Hertz, der blev ramt af Sudden Deafness, og den efterfølgende rustchebane af følelser, hun gennemgik, må tankerne ledes hen imod, hvordan vi har indrettet dagens samfund.

Det er alment kendt blandt unge hørehæmmede, at skoler, arbejdspladser og sociale begivenheder på ingen måde skænker akustik eller kommunikation en tanke – men det gør vi. Derfor kommer her en opsang, til, hvordan vi kan forbedre de rum, vi færdes i, samt skabe bedre kommunikation.

For det første må det påpeges, at vi konstant udsættes for støj – selv efter sengetid, for Wolt-buddet skulle lige aflevere en leverance til naboen på sin scooter. Eller hvis man i morgentrafikken lige skal høre den nye podcast eller sang, mens alle andre kan høre med grundet lydniveauet.

For det andet er især skoler berygtede for at være noget så frygtelige at færdes i, som ung hørehæmmet. Et sted som skolens kantine, der i høj grad former de sociale relationer, er præmissen, at du skal affinde dig med, at samtlige stole rykkes rundt, og det dertilhørende bestik skal jo også et sted hen, og det går næppe stille for sig. Mit eget studie har et »Open Learning«-rum, hvor der kører en ventilator, og jeg ville ikke blive overrasket, hvis den gav resten af min klasse tinnitus, inden året er omme.

For det tredje, vil jeg opfordre alle læsere til at granske den støj, de selv udsættes for i løbet af en dag. For når du først får knas med hørelsen, kan du aldrig få den igen. Man kan gendanne meget af den med høreapparater, men du vil aldrig få den 100 procent tilbage.

Sidst, men ikke mindst, har Miljøstyrelsen nogle fastsatte værdier for støjgrænser, der tillægges et genetillæg i diverse tidsrum, som stadig betyder, at støjen kan være konstant og åbenbart acceptabelt livsvilkår. Men hvis man står på Rådhuspladsen i København eller er til karneval i Aalborg, kommer man langt over de 60 decibel, en normal samtale rummer.

Dertil bør man huske, at især de gamle byer, der i disse dage fornyes og udvides, har konstante lyde fra bygningsarbejdere, der med tungt maskineri udsætter forbipasserende for støj, der kræver høreværn.

Hvis man synes, at det er blevet sværere at finde fælles fodslag folk imellem, er det måske, fordi vi ikke kan høre, hvad vi siger til hinanden. Så har kommunikationen da også svære vilkår.

Rasmus Rejnholt Knudsen, ungerepræsentant, Høreforeningen