Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kan det passe – en socialdemokratisk borgmester taler om byens sjæl?

»Turde man håbe på, at Lynetteholm-projektet, der lægger sig som et spærrende visir for den gamle bys udsyn til det store vand, lægges i mølpose og erstattes af en samtale med omegnskommunerne om udnyttelse af deres udviklingsmæssige potentialer?« spørger Carsten Hoff. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var da på tide, at en borgmester, en overborgmester ovenikøbet, viser forståelse for, at byen København har en sjæl, og at facetter af denne sjæl udtrykker sig i kulturhistoriske bygninger, sådan som der fremgår af Lars Weiss' seneste udspil.

Man kniber sig vantro i armen: en socialdemokratisk borgmester taler om byens sjæl? Kan det passe? Er der tale om et paradigmeskift i partiets holdning til byens fremtidige udvikling, at overborgmesteren også vil værne om de andre facetter af byens sjæl? Kan vi forvente, at man ikke længere vil bebygge affredede arealer som Amager Fælled eller kulturhistoriske områder som Fiskerihavnen? Kan vi se frem til, at boliger igen vil blive bygget med beboernes interesser for øje og ikke developernes og investorernes? Måske ligefrem med inddragelse af de fremtidige beboere? Kan vi glæde os over, at byens udvikling ikke mere skal styres af en pengemaskine som By og Havn, at forhandlingsplanlægning er en saga blot? At byplanlægning igen skal respekteres som en disciplin, hvor fremsynethed og humanisme går hånd i hånd?

Der er nok at rette op på efter årtiers umusikalske styre under socialdemokratisk overherredømme. Byens lunge har man proppet til med byggeri af tvivlsom karakter på Teglholmen og Enghave Brygge. Det kan der ikke rettes op på. Men turde man håbe på, at Lynetteholm-projektet, der lægger sig som et spærrende visir for den gamle bys udsyn til det store vand, lægges i mølpose og erstattes af en samtale med omegnskommunerne om udnyttelse af deres udviklingsmæssige potentialer?

Er der hold i disse forhåbninger? Eller er det en naiv fortolkning af borgmesterens interesse for byens historiske industribygninger, som måske mere handler om at positionere sig til det kommende kommunalvalg? Man kan da godt blive lidt mistænksom, når Lars Weiss på forhånd punkterer sit initiativ ved at erklære, at »politikerne har dårlige forhandlingsmuligheder, når der skal bygges nyt«, hvor han med overbevisning kunne erklære, at han vil benytte alle planlovens redskaber til at gennemføre sine intentioner. For redskaberne findes jo, kommuneplan, lokalplan, en bugnende kommunekasse til opkøb af ejendomme og erstatninger til grundejere.

Hvor der er en vilje, er der en vej.

Carsten Hoff, arkitekt