Kan de ældre ikke betale lidt selv?

»Vi har ikke en konto hos Nationalbanken eller statskassen, skat er noget, der betales og omsættes her og nu i bl.a. velfærd.« Modelfoto Fold sammen
Læs mere

I disse tider foregår der en debat om, hvor ofte der skal gøres rent, og hvor ofte der skal være bad for de ældre i egen bolig, som er visiteret til hjemmepleje.

Jeg har på TV og i aviser set eksempler på besøg hos ældre medborgere, hvor en frivillig på spørgsmål til beboeren fik det svar, at hun godt kunne tænke sig at få pudset vinduer, eller hvor der er en beklagelse over, at antal rengøringer og bade ikke er tilstrækkelige.

På intet tidspunkt stiller journalister det spørgsmål: Hvis du vil have pudset vinduer, kan du så ikke selv betale herfor? Eller hvor det drejer sig om rengøring, kan du ikke betale for ekstra rengøring via privat aftale herom?

Jo, jeg kender automatsvaret, nu har jeg betalt skat hele livet, og så har jeg en forventning om, at samfundet skal stille op.

Vi har ikke en konto hos Nationalbanken eller statskassen, skat er noget, der betales og omsættes her og nu i bl.a. velfærd.

Er det dog ikke muligt, at debattører og politikere kan hjælpe med at ændre på denne vildfarelse og kultur, at når vi når folkepensionsalderen, har vi ret til hele paletten, vederlagsfrit lige indtil vi dør.

Det må da være rimeligt at antage, at vi, der har penge på kistebunden, selv bidrager til ekstra hjælp, hvis der er behov herfor.