Mange unge går hver dag på arbejde med ondt i maven. De mistrives i deres arbejdsliv. Som samfund er vi hurtige til at konkludere, at det er strukturer og rammer om disse unge, der gør, at hverdagen bliver en kamp for dem. Men det er for unuanceret.

Mange af dem har brug for at lære at gå på arbejde og arbejde med de tanker, som vanskeliggør deres arbejdsliv.

Der er mange arbejdspladser, hvor der er reelle strukturelle udfordringer og ledere, som ikke er interesseret i at lede. Med det her debatindlæg ønsker jeg dog at lægge fokus der, hvor de unge selv kan gøre fra eller til.

I podcasten »Lær at gå på arbejde« kigger jeg sammen med en række unge mennesker på det at begå sig på en arbejdsplads. For manges vedkommende skyldes mistrivslen, at de ikke tør være ærlige om deres mistrivsel, fordi de gør sig tanker om eventuelle negative konsekvenser.

I sidste ende er det et fælles ansvar. Der er brug for ledere, der forstår vigtigheden af en arbejdspladskultur præget af psykologisk tryghed. Hermed forstås en høj grad af gensidig tillid og respekt medarbejdere og ledere imellem, hvilket giver tryghed til at tale højt om tvivl og fejl. Men der er også behov for medarbejdere, som tør være bevidste om og udfordre deres leveregler. Det vil sige de budskaber, som de opererer efter i det daglige.

En leveregel kan få os til at konkludere, at hvis jeg går til min leder og er ærlig om min mistrivsel, så vil vedkommende synes, at jeg er inkompetent, og så bliver jeg fyret. Det er vigtigt at udfordre det budskab. Min erfaring er, at langt de fleste vil stå tilbage med en oplevelse af at blive mødt i deres ærlighed. De vil gøre sig nye, positive erfaringer og i tilgift øge deres arbejdsglæde, fordi de rækker ud og får den nødvendige hjælp.

For et fåtal viser det sig, at frygten var begrundet, og du bliver fyret. Men man kan spørge sig selv, hvad alternativet er her? At blive i et job, hvor du mistrives, og hvor potentialet for bedre trivsel sandsynligvis ikke er til stede?

Som mennesker er vi nødt til at teste vores hypoteser og katastrofetanker ved at være ærlige. Og så skal vi selvfølgelig være klar til at bære konsekvensen, vel vidende at alternativet var ikke at agere. Størstedelen vil dog sandsynligvis blive beriget med nye, positive erfaringer, der vil give dem fornyet arbejdsglæde og nye perspektiver, som kan bruges i alle livets arenaer.

Neela Maria Sris, psykolog og direktør i psykologhuset Encounter