Hvad har Alex Vanopslagh, Magnus Heunicke og 77 procent af Danmarks befolkning til fælles?

De vil gerne forbyde spilreklamer.

I programmet »Signe Moldes Roadshow« sluttede Liberal Alliances partileder sig til det klare flertal, der vil tage et opgør med den nærmest uregulerede gamblingindustri og dens reklamer overalt med et forbud som en forsøgsordning.

Det er enormt positivt, at magthaverne begynder at stille sig der, hvor resten af befolkningen og forskningen på området har stået i årevis. Men hvornår omsætter det sig til handling?

Tallene står soleklare: Unge mænd i Danmark gambler i gennemsnit for 915 kroner hver eneste måned. Det tal er en stigning fra 800 kroner sidste år.

Hver gang det tal stiger, betyder det endnu flere endeløse regninger, mere uoverstigelig gæld og et øget pres på de danske unge, der er fanget i ludomani.

Forskningen slår fast, at eksponering til reklamer fører til mere gambling. Det giver sig selv: Hvis det ikke virkede, havde gamblinggiganterne ikke smidt så mange penge i det.

Der tegner sig et rigtig stort flertal bag handling her. Men det forpligter også. Det her er ikke bare et problem, som kan løses, når det lige er belejligt for politikerne på Christiansborg. For hver dag, der går, falder unge dybere ned i afhængigheden. En afhængighed, der er ufatteligt svær at komme ud af. Og den afhængighed er ligeglad med, hvad der er politisk belejligt.

Det er en kamp, vi har kæmpet i SF i lang tid. Men den kan ikke kæmpes alene. Vi har for længst truffet en politisk beslutning om, at det frie marked ikke kan få lov til at smide tobaksreklamer i hovedet på unge i det her land. At virksomheders ønske om profit ikke kunne få forrang for menneskers ve og vel. Det er på høje tid, at vi også gør det med spilreklamer i Danmark.

Marcus Mossalski, byrådsmedlem for SF i Randers Kommune og ludomanibehandler, og Magnus Flensborg, politisk leder for SF Ungdom

Den lærerstyrede skole

Forældrene skal have to valgmuligheder i folkeskolen: den almindelige, velkendte samarbejdsstyrede folkeskole og en særlig lærerstyret afdeling.

Muligheden for at vælge mellem de to former tvinger forældrene til at reflektere over, hvad de egentlig ønsker af skolen, og hvilke værdier de lægger vægt på.

For mig er den mest interessante model den lærerstyrede skole. Den kunne bygge på følgende 13 teser:

  1. Undervisningen tager udgangspunkt i hele klassen – både for de fagligt stærke og dem, der har svært ved at lære.

  2. Klassen er det primære fællesskab – vi lærer sammen, lytter til hinanden og tager ansvar for fællesskabet.

  3. Undervisning kræver ro – når læreren underviser, er der ro.

  4. Vi bruger niveaudeling. I nogle fag og perioder deler vi eleverne i skiftende hold efter fagligt niveau, så den enkelte får undervisning, der passer til dér, hvor eleven er – og samtidig bliver udfordret til at komme videre.

  5. Trivsel hænger sammen med tydelige rammer og spilleregler – ikke kun med den enkeltes følelse her og nu.

  6. Læreren har ledelsesretten i undervisningen – men eleven skal samtidig have en tydelig mulighed for at blive hørt. Derfor afsluttes den egentlige undervisning fem minutter før timens afslutning, så der er plads til spørgsmål, evaluering og samtale.

  7. Vi fokuserer på, at alle skal lykkes. Det er lærerens ansvar at skabe en undervisning, hvor eleven bliver udfordret på sit niveau – og elevens ansvar at deltage og give plads til, at andre kan lære.

  8. Vi afslutter hver dag sammen med en kort opsamling på dagens gode oplevelser og de udfordringer, der har været.

  9. Elever med særlige udfordringer hjælper vi med konkrete aftaler, som så vidt muligt kan rummes inden for klassens fællesskab.

  10. Vi løser mange opgaver med almindelig håndskrift og bruger computeren dér, hvor den og dens hjælpemidler giver faglig mening.

  11. Læsning er et must. Derfor bruger vi meget tid i klassen på at læse i fuldstændig ro.

  12. Ved fravær reagerer vi samme dag. Eleven kontaktes eller opsøges af en af vores trivselsvejledere.

  13. Vi bruger ikke Aula i forældrekommunikationen. Derimod har eleverne en fast klassisk kontaktbog.

Allan Lauenblad, tidligere skoleleder på Østerbyskolen i Vejen

Københavnsk trafikpolitik

Jeg har ingen bil, men har tit brug for at køre med sygetransport. Det medfører, at jeg har måttet køre kilometerlange omveje og har siddet fast i næsten lige så lange bilkøer.

Til gengæld har jeg så haft mulighed for at sidde på en bænk i solløse og trækfyldte gader og spise en is, som ikke kunne købes lige der i nærheden.

Københavns trafikpolitik er som molboerne, hvor otte mand trampede kornet ned for at jage storken ud.

Hans Knudsen, København

Det er ikke o.k., Berlingske!

Lørdag 29. august fik vi ikke vores Berlinger. Jeg kontaktede Berlingske kundeservice, hvor jeg fik fortalt, at Berlingske på grund af produktionsvanskeligheder ikke var udkommet/omdelt i store dele af Nordsjælland.

Medarbejderen fortalte, at han ville sørge for, at avisen blev godskrevet. Det undrede mig, så jeg spurgte, om dette ikke skete automatisk, når Berlingske udmærket var klar over, at mange abonnenter ikke ville få avisen denne dag.

Svaret på spørgsmålet var: »Nej, det gjorde man ikke automatisk.«

Jeg synes, det er meget dårlig kundepleje og samtidig urimeligt, at avisen ikke godskrives automatisk. Det er trods alt ikke billigt at abonnere på en papirudgave af avisen.

Søren P. Andersen, Lundtofte

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk