Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kære Mette Frederiksen, her er løsningen på manglen på sygeplejersker i Danmark

Sygeplejersker går dagligt med den oplevelse, at værdien af det arbejde de udfører, ikke er sammenligneligt med det, der ender i lønningsposen, mener Tanja Rejmer Hammer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Vi sygeplejersker har stemt NEJ til overenskomstforhandlingerne 2021, og der er nu varslet strejke. Vi har været nødt til at stemme nej for at vise dig, Mette Frederiksen, at vi mener det.

Gennem alt for mange år, har vores løn ikke stået i mål med vores arbejdsindsats og engagement. Vores fag er ikke en ekstra indtjening, nej, det er derimod en god politisk investering, der holder befolkningen sund og rask.

Der vil komme til at mangle omkring 6.000 sygeplejersker allerede i 2025, hvis der ikke snart handles. Samtidig er mere end hver fjerde af de nyuddannede i tvivl om, hvorvidt de er i faget om fem år. I mine øjne har du løsningen lige foran dig. Vores fag er desværre ikke så attraktivt, som det engang har været, samtidig med at vi i Danmark går en tid i møde med mange ældre og kronikere.

Der er mange parametre, som man kunne flytte på, men en stor ting, som fylder hos os sygeplejersker, er lønnen. Vi går nemlig dagligt med den oplevelse, at værdien af det arbejde, vi udfører, ikke er sammenligneligt med det, der ender i lønningsposen. Når jeg modtager en patient, som har fået det akut dårligt, så er det min opgave sammen med lægen at få patienten stabil igen. Det gør vi i fællesskab. Det sker ikke sjældent, at jeg er den erfarne, som hjælper lægen med at tage de korrekte beslutninger. Det gør jeg, fordi vi arbejder i et team, hvor vi er afhængige af hinanden.

Det er en skøn følelse at mærke, at man har gjort en forskel for patienten. Samtidig er det en ringe følelse, jeg står med bagefter, når jeg tænker på den løn, som på ingen måde afspejler det arbejde, jeg lige har stået i.

Mette Frederiksen, du skal huske på, at vi ikke har noget sundhedsvæsen, hvis vi ikke har nogen sygeplejersker. Hør nu, hvad vi siger, og afskaf den tjenestemandsreform.

Tanja Rejmer Hammer, tillidsrepræsentant for akutmodtagelsen og sygeplejersker i lægevagten (Aalborg)

Syriske flygtninge klarer sig godt

Når Berlingske skriver, at det går dårligt for syrerne på arbejdsmarkedet, så burde avisen skrive det modsatte: At det er flot, at hele 39.5 procent af de syriske flygtninge, der kom i 2015, allerede er i job. Men ikke kun det – tallene for »under uddannelse« skal tages med i regnestykket. For de syriske flygtninges gennemsnitsalder er lav. Her kan vi glæde os over, at 33,6 procent af de unge syriske kvinder og 21 procent af de unge syriske mænd er under uddannelse. Det vil sige, at mellem en tredjedel og en femtedel af syrere over 16 år er under uddannelse lige nu.

I disse dage hører vi om flere af disse unge mennesker, gymnasieelever og studerende, der bliver udvist. De skal ikke udvises. Om få år vil de enten kunne blive en ressource for det danske arbejdsmarked, eller – når Syrien igen bliver et fredeligt land uden diktatur – vil de med en god dansk uddannelse i bagagen kunne rejse til deres gamle hjemland og aktivt bidrage til at genopbygge det.

Lad os derfor se på de positive sider af den syriske indvandring fra 2015. Der er i virkeligheden rigtig meget at glæde sig over, når man ser på tallene for både beskæftigelse OG uddannelse (fra Danmarks Statistik). Tallene tyder på, at de unge syriske flygtninge er parate til at uddanne sig. Flot, at Danmark kan bidrage med at give dem en uddannelse. Det er et smukt bidrag til det ødelagte Syriens fremtid.

Pia Sigmund, Odense

Parlamentatrisk Rohderi

Så har vi den igen; en parlamentarisk fordrejning af sandheden.

Hvis en politiker i Folketinget melder sig ud af sit parti, så er han/hun løsgænger indtil næste valg. Hverken mere eller mindre.

Nu er det Jens Rohde, der har meldt sig ud af De Radikale, og er derved blevet løsgænger. Men så melder han sig ind i Kristendemokraterne, og nu jubler det parti over, at de endelig igen er repræsenteret i Folketinget... Vel er de ej!

Lige så vel, som at de to løsgængere fra Liberal Ambulance eller De Alternaive heller ikke sidder og repræsenterer de nye partier, som de har stiftet.

Når en MFer forlader sit parti, kan han/hun ellers overlade den taburet til en anden fra det parti, som gav dem mandat til Folketinget. Ellers er en løsgænger bare løsgænger indtil næste valg, og først der kan de stille op for deres nye parti og se, om de så bliver valgt ind.

Alt andet er parlamentarisk roderi.

Grev Lyhne, København