Kære Christina Egelund. Tommy Ahlers dumpede, men kampen mod nulfejlskulturen i uddannelsessystemet skal genoptages


I 2019 fejlede daværende uddannelses- og forskningsminister, Tommy Ahlers, i at ændre karaktersystemet i Danmark. Problemet med 7-trinsskalaen er, at karaktererne er så brede, at de skal rumme for forskellige niveauer i præstationerne, men mest essentielt er det en skala uden en karakter, der belønner de elever, som faktisk gør det bedre end perfekt og kommer med noget ekstra.
Dengang mente Rektorkollegiets formand, Anders Bjarklev, at en ny skala kunne skabe en masse bøvl. Blandt andet mente Bjarklev, at det ville koste for mange ressourcer og resultere i en stor mængde arbejde. Men hvad er egentligt omkostningerne ved status quo, hvis vi bare beholder 7-trinsskalaen, som vi kender den?
Karakterskalaen, som vi kender den, har for meget fokus på mangler og bidrager til en nulfejlskultur. I stedet for at gå op i, hvad der er godt og originalt, går den op i mangler. Den er indrettet sådan, at du starter med 12, hvis du har nul fejl, og jo flere fejl du begår, jo længere kommer du ned ad skalaen.
Jeg vil have en skala, der bedømmer og fokuserer på det gode. Vi skal have en skala, hvor også det ekstraordinære kan bedømmes – og det ekstraordinære er altså ikke nul fejl. Det ekstraordinære er noget andet, noget mere. Vi har i dag en skala, som ikke opmuntrer til det mod og den nysgerrighed, som man nødvendigvis må have for at lære noget.
Så kære Christina Egelund, Tommy Ahlers dumpede, men kampen mod nulfejlskulturen i uddannelsessystem skal genoptages på ny!
Loui Femhøj, uddannelsesordfører i Liberal Alliances Ungdom
Vi ser, at statsministeren opfordrer en politisk modstander til at melde sig som statsministerkandidat – angiveligt »for at få en mere fair debat«.
Jamen, vi har da ikke præsidentvalg i Danmark. Vi stemmer på politiske overbevisninger og er glade, når beslutninger vedtages med stort politisk flertal.
Er statsministerens udtalelse et eksempel på, at hun mener, at ved at være statsminister kan ens parti udvise en herskermentalitet – for eksempel den, som Berlingske forleden beskrev, at Annette Vilhelmsen havde været udsat for, eller de mange diktater under den såkaldte coronakrise, deriblandt nedslagtningen af alle mink?
Suzanne Ekelund, Rødovre
Tre forslag til anvendelse af det økonomiske råderum:
Forsvaret – få nu oprustet, så vi matcher Sverige, Norge og Finland i styrke.
Klimaet – kom i gang med udvikling af atomkraft, fremtidens miljøvenlige energi.
Skattelettelser – fjern topskatten, så råderummet kan blive endnu større næste år.
Ole Borg, Hellerup
Socialdemokraterne har besluttet at gå til angreb på Liberal Alliances popularitet. Og nu skal det dreje sig om skattelettelser.
Skatteministeren har brugt ministeriet til at regne på et eller andet, som, socialdemokraterne mener, er LAs plan for skattelettelser. Det ligner misbrug af Skatteministeriets embedsmænd til partipolitiske formål.
Hvis vi nu skulle se på det faktuelle, så kunne vi se på de skattelettelser, som regeringen har vedtaget for 2026 og frem. Her har socialdemokraterne stemt for at sænke topskatten fra 15 procent til 7,5 procent, og de har samtidig valgt at forbigå en million folke- og førtidspensionister fuldstændig. Nul skattelettelser til folkepensionister.
Disse skæve skattelettelser vender den tunge ende nedad. Når de ikke kan forklares eller forsvares som balancerede, så er det meget lettere at gå til angreb på oppositionen.
Ib Mogensen, Hørsholm
Måske skulle der indføres en totrinsoptagelse i EU i stedet for enten ingen eller fuldt medlemskab. En slags prøveperiode, hvor kandidatlandet har møde- og taleret, men ikke stemmeret i parlamentet og ministerrådet. Der kunne være specifikke samhandelsaftaler, så kandidatlandenes borgere kunne se fordelen ved medlemskabet, men mindre krav til korruption, retsstatsprincipper, m.m. Fuldt medlemskab kan så opnås, når disse betingelser er opfyldt.
Det kunne gøre det nemmere for kandidatlandene at opnå resultater på disse områder, idet befolkningen bedre kan se fordelen ved medlemskabet.
John Jørgensen, Gilleleje