Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kæmpe selvmål i #metoo-debatten

Jeg er helt med på, at det er håndteringen af sagen, der har fældet Morten Østergaard. Men den følger handlingen. Han har ikke voldtaget nogen eller haft sex med en mindreårig, skriver Pernille Rølle. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest

Er kvinder blevet helt ude af stand til at sige: »Fjern snitterne, fister«?

Jeg er helt med på, at det er håndteringen af sagen, der har fældet Morten Østergaard. Men den følger handlingen. Han har ikke voldtaget nogen eller været ét enkelt lys i kagen fra at blive tiltalt for pædofili, i modsætning til andre siddende ministre. Til sammenligning har han raspet et par snickers-is eller tre. Og det er naturligvis ikke i orden.

Jeg troede, at jeg var den sidste, der skulle sige det. Men jeg mener, at debatten er ved at køre af sporet, når vi forveksler en hånd på et lår med magtmisbrug og institutionaliserer vores hjælpeløshed som kvinder ved at kræve en kulturændring eller lovgivning, frem for at sige fra i situationen.

I stedet for at bruge #metoo-debatten som løftestang til at diskutere, at kvinder og mænd i Danmark stadig ikke har lige løn og karrieremuligheder, er der fare for, at den i øjeblikket graver dybere grøfter kønnene i mellem.

Morten Østergaard har lavet et selvmål, men er det tilstrækkeligt til at blive fældet? Han har været en vigtig stemme i debatten for ligeløn og lige karrieremuligheder for kvinder og mænd. Hvis hans manglende stemme i debatten nu kommer til at betyde, at vi fjerner os længere væk fra den problematik, mener jeg, at hans exit må ses som et selvmål i #metoo-debatten.

Pernille Rølle, København

Populistisk retorik om udlændinge skal stoppes

Som en anden soundboks der boomer derudaf, er det alarmerende bekymrende, hvordan den diskriminerende retorik om »udlændinge« er nummer et på dagsordenen. »Ugens hit« er unge drenge med guldkæde og dunjakker, der nedgøres med en grotesk retorik fra regeringens side og på sociale medier.

Den ekskluderende retorik reproducerer og legitimerer de diskurser, som er med til at male et misvisende billede af vores medborgere. Afstanden til vold er helt på sin plads, men hvordan statsministeren og hendes bagland bevidst negligerer en bestemt befolkningsgruppe gang på gang, skader det totale billede af minoritetsetniske grupper. Dette ses tydeligt på de sociale medier, hvor retorikken fra danske borgere udvikler sig til det ekstreme.

En racistisk, nedladende retorisk forbandelse er blevet almindeligt på de sociale medier, når udlændinge- eller flygtningepolitikken er på tale. Retorikken rammer helt forkert. Det skaber en øget polarisering i samfundet, der ikke former den faktuelle virkelighed, som danske borgere bevæger sig rundt i.

En ændring af retorikken er nødvendig, og de mange positive historier om »udlændinge« skal ligeledes synliggøres. Det er på tide at politikere, såvel som danske borgere, stempler ind, påtager sig ansvar og gør en ende på den nuværende form for kommunikation, nemlig populisme. Den nuværende udlændingeretorik splitter folk.

Det skaber flere fordomme, og det fremhæver en forkert opfattelse af den gruppe individer, som statsministeren kalder for »indvandrere«. Det stigmatiserer indvandrere og indvandrergrupper. Det skal stoppes! Til det, kan vi starte med at italesætte den omtalte befolkningsgruppe som danskere eller danske borgere.

Frederik Scheuer, København

Kvindelige tømrere

Med glæde ser jeg i min lokale avis (Sjællandske), at 20 unge har bestået deres svendeprøve som tømrere.

Men med vantro konstaterer jeg, at ingen af de 20 er kvinder. Det skal kvinderne ikke acceptere.

Nu forventer kvinderne og jeg, at Berlingske og ligestillingsminister Mogens Jensen går lige så meget på barrikaderne for ligestilling i tømrerfaget, som man gør, når det drejer sig om ligestilling blandt direktører og i bestyrelseslokaler.

Helge Adam Møller, Næstved

Selvransagelse hos samfundets priviligerede

Stor tak til Johanne Thorup Dalgaard, for at sætte ord på det moralske forfald, som vi, i middelklassen, er en del af. Kommentaren burde give anledning til selvransagelse hos samfundets priviligerede.

Allan Sørensen, Holbæk

Ronkedorer i debatspalterne

DR 2 har valgt at sende en hyggelig serie med deltagelse af ældre, erfarne mænd, som taler om løst og fast, tiderne og sædernes forfald over en bid brød. Det fremgår af den gode tone i programmet, at de deltagende vist hygger sig med betegnelsen »ronkedorer« med henvisning til gamle hanelefanter, der har set deres bedste tid.

Fænomenet »ronkedorer« har imidlertid længe levet også i Berlingskes debatspalter – om end i knap så hyggelig indpakning. Specielt fordi de alle er lige forudsigelige, når man har læst ét indlæg, kan man alene ud fra overskriften på det næste gætte sig til indholdet.

For år tilbage optrådte Henning Tjørnehøj, som vist gerne vil roses for at være Socialdemokratiets uofficielle partihistoriker, med frådende angreb på alt borgerligt og lige så unuanceret forsvar for alt, hvad der nogensinde er kommet ud af Socialdemokratiet: Ingen over og ingen ved siden af Socialdemokratiet.

Siden dukkede Mogens Lykketoft op med indlæg, der indeholdt angreb på alt, der ikke var groet i hans egen baghave. Hans indlæg er som regel udtryk for hans opfattelse, at ingen andre end ham selv har fattet sandheden: Ingen over, og ingen ved siden af Mogens Lykketoft.

De sidste par år har vi så måttet trækkes med Asger Aamund. Hans rosende indlæg om Donald Trump er på skurvognsniveau. Indholdsmæssigt så tynde, at man undres over, at han i mange år har kunnet opretholde betydningsfulde stillinger i erhvervslivet: Ingen over og ingen ved siden af Donald Trump.

Alle d’herrers indlæg er og har været så forudsigelige som årstidernes skiften. Selv ikke klimaforandringerne har rokket ved det. Men måske man så kunne bede Berlingskes debatredaktion om at være lidt mere selektiv i udvælgelsesprocessen, så vi sagesløse abonnenter ikke skal trættes af Berlingskes ronkedorgruppe?

Kresten Lundegaard, Humlebæk

Den kloge regering

Statsministeren og regeringen understreger gang på gang, at de træffer kloge beslutninger. Man er klog, når man har en stor viden og forstår at bruge den rigtigt.

Når regeringen fremsætter forslag om Arne-pension og delvist vil finansiere denne gennem øgede skatter i finansielle institutioner og på aktier, virker det, som om regeringen ikke er blevet klog af skade. Arne-pensionen minder meget om efterlønsordningen, som klogt blev fjernet. Arne-pension skal betales uden bidrag fra dem, der får pensionen, eller de virksomheder, de er beskæftiget i. Hvorfor skal »skadevolderen« ikke bidrage? Der er heller ikke evidens for den nedslidning, der påstås. Arbejdsudbuddet bliver ikke forøget. Stigende aktieavanceskatter virker lige modsat.

Statsministeren har fået meget ros for sin nedlukning af samfundet i foråret. På trods af myndighedernes anbefalinger gjorde statsministeren sig klog på coronavirussen. Det virker mindre klogt, at der ikke er/var truffet synlige foranstaltninger, da den delvise nedlukning skete i anden bølge. Er den viden, der er opbygget siden begyndelsen af coronakrisen brugt rigtigt? Blind tillid holder ikke i længden.

Klimaråd og klimakommission har anbefalet 750.000 til 1000.000 elbiler i 2030. Regeringen spiller ud med 500.000 elbiler i 2030. Er det klogt først at nedsætte et ekspertudvalg og så kloge sig ved ikke at følge anbefalingerne?

Det er svært at få øje på, hvordan regeringen i finanslovudspillet vil skabe incitamenter til at øge væksten i erhvervslivet, hvilket er forudsætningen for at kunne finansiere velfærdssamfundet. Klimainvesteringer vil angiveligt medvirke til dette. Er det særligt klogt ikke at være mere specifik om, hvordan ambitiøse klimamål skal nås?

Kjeld Bøg, Hellerup