Så kom endelig den helt store nyhed. Nej, det var ikke noget om krigen i Ukraine eller noget om præsidentvalget i USA. Men verdens smukkeste kvinde er dansk.

Endnu en gang er Danmark verdens førende. Som sædvanlig er vi et foregangsland. Ingen kan overgå eller følge med Danmark (når vi selv skal sige det).

Victoria Kjær Theilvig fra Søborg er, efter at et hav af folk har iagttaget hende og mål og vejet hende, blevet bedømt til at være verdens smukkeste kvinde. I tv-nyhederne (både på DR1 og på TV 2 News) var det den helt store »breaking story«.

Men ærlig talt forstår jeg det ikke. I dag må ingen jo sige til en kvinde, at hun er smuk. Så er der tale om klam sexisme. Uha-uha! Så tingene hænger ikke sammen. Det her er – også efter min oprigtige mening – helt galt.

En sådan konkurrence minder om de store dyrskuer, hvor den bedste ko eller den flotteste tyr skal kåres. Nej, vi ville nok kunne være foregangsland, hvis vi herfra sagde nej til den slags skønhedskonkurrencer.

Kvinder skal ikke måles og vejes. Den slags hører på ingen måde vor tid til.

Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk

Asocial ejendomsbeskatning

Beskatning af privat ejendom til boligformål er både asocial og i strid med ønsket om et grønnere samfund.

Vi har nu modtaget (den foreløbige) vurdering af værdi af vores ejendom, dvs. Vurderingsstyrelsens beregnede værdi af hus og grund, der danner grundlag for »ejendomsværdiskat« til staten og »grundskyld« til kommunen.

Vurderingsstyrelsen har fastsat grundens værdi, hvor »Vi har vurderet, hvad der økonomisk set er den bedste måde at anvende og udnytte din grund på. Det har vi gjort, fordi vi skal vurdere, hvilke muligheder for at bygge på grunden der gør den mest værd«.

Jamen, det er jo helt ude i tovene! I vores tilfælde har vi altid ønsket mest muligt grønt – relativ stor have og mindre hus, i fuld overensstemmelse med vores kommunes (Gentofte) grønne ambitioner – uden nogen som helst intentioner om mere byggeri.

Ikke desto mindre bliver vi nu straffet for ikke at have belagt grunden med al den beton, som kommunen (v/ Vurderingsstyrelsen) mener, der er plads til. Hertil kommer, at beskatning af private boliger generelt er en urimelig beskatningsform af aktiver, som vi har købt og besidder.

Reelt er der tale om en form for konfiskation af privat ejendom/værdistigning, uden at der samtidig er en indtægtsstigning for ejeren, der kan betale den hermed følgende øgede ejendomsbeskatning. Som ejere kan vi således blive tvunget til at sælge det hus, som vi ellers har ejet i måske mange år.

Når så betænkes, at provenuet fra ejendomsbeskatningen udgør under tre procent af den offentlige sektors samlede indtægter fra skatter og afgifter, er denne beskatningsform helt ude af proportion med samfundsnytten af ejendomsskatten.

Flemming Bækkeskov, Gentofte

Frivillige drikkepenge

Fuldstændig som Loch Ness-uhyret dukker drikkepengespørgsmålet med sikkerhed op i Berlingskes spalter cirka hvert femte år, selvom begge fænomener for længst har fundet deres endelige løsning og burde være lagt i graven. De eneste overbevisende fotografier fra Loch Ness har vist sig at være ren svindel, og det samme kan man sige om danske restauratørers ublu krav om ekstra drikkepenge.

Siden overenskomsten i 1969 har det nemlig ikke været frivilligt at give drikkepenge i Danmark. For at skåne tjenerne for ydmygelsen ved gennem mere eller mindre servil optræden at skulle tigge gæsterne om de drikkepenge, der var en helt afgørende del af de fleste tjenernes indkomst, blev man enige om, at 15 procent drikkepenge obligatorisk skulle skrives på regningen og udleveres til tjeneren som en del af hans/hendes velfortjente løn.

Inspireret af systemer i andre lande, især USA, hvor drikkepenge stadig udgør en afgørende del af tjenerens løn, har smarte danske restauratører i de senere år set lyset og indført et pres på gæsterne til at betale ekstra drikkepenge i form af rubrikker på betalingsmaskinen med forskellige takster op til og med 30 procent oven i de allerede indregnede 15 procent på selve regningen. Især over for amerikanske turister, der ikke kender den danske overenskomst, må dette betegnes som bondefangeri, som også uvidende danskere tit bliver ofre for.

Det står naturligvis enhver frit for at give en sympatisk tjener en personlig gave, men da bør man gøre det ved som englænderne at lægge en pengeseddel under sin tallerken. Man kan nemlig ikke være sikker på, at de ekstra drikkepenge, som man eventuelt donerer via betalingsmaskinen, på samme måde kommer den tjener til gode, som man ønskede at belønne.

Christian Aage, Hørsholm

Faderskab og hemmeligheder

En far til tre spørger i Berlingskes brevkasse 16. november, om han og hans kone efter godt 50 års ægte- og faderskab skal afsløre over for deres ældste søn, at han er resultatet af et sidespring, som hans mor havde kort før, hans far kom hjem fra et længere udlandsophold.

Spørgsmålet fik mig til at tænke på noget, jeg aldrig kan glemme, og som skete for 70 år siden hos bekendte til mine forældre, længe inden p-pillen og abort.

En mor til tre lettede på sit dødsleje sin samvittighed over for sin mand og fortalte, at han ikke var biologisk far til deres yngste søn på 17 år. Manden var dobbelt ulykkelig, da konen døde, og fortalte børnene sandheden. Sønnen på 17 år var utrøstelig, blev helt indesluttet, følte sig ikke så god som sine søskende og kort tid efter sprang han på hovedet ud fra sit værelse på 1. sal og var død på stedet.

I det aktuelle tilfælde kunne en voksen søn – måske – forstå, tilgive et sidespring. Imidlertid er han født i ægteskabet og har en far, som altid har elsket ham. Hvad gavn skulle sønnen have af at kende til sidespringet? Hvorfor ødelægge det gode forhold, påtvinge ham spekulationer, mv.?

Af og til skal man ikke fortælle alt, hvad man ved, og frem for alt undgå at gøre de børn, som man elsker, til man dør, ulykkelige.

Måske ville det være klogt af ægteparret at tage hemmeligheden med sig i graven.

Elisabeth Christensen, Holte

Har du et dilemma, du gerne vil have svar på? Skriv til Berlingskes brevkasse på brevkassen@berlingske.dk