Jeg forlader et videomøde kort før jul med FNs chef for udvikling (UNDP) Addallah Al Dardani i nærmest chok.

Hans øjenvidneberetning fra Gaza er rystende. Han har aldrig set så store ødelæggelser nogensinde. Det er de største ødelæggelser af byer siden 2. Verdenskrig, siger han. Siden er det kun blevet værre.

På under tre måneder er et helt landområde blevet næsten smadret.

1,5 millioner palæstinensere er internt fordrevet. I tusindvis af børn traumatiseret. Skoler, hospitaler og anden infrastruktur er i ruiner. Et land, der i forvejen var i knæ, er nu næsten helt væltet omkuld. Sygdom og epidemier er på vej.

Bomber og granater er regnet og regner fortsat ned over Gaza, fordi din nabo eller genbo er et mål.

I tusindvis er dræbt, heraf mange uskyldige børn. Det er ubærligt at tænke på, forstå og sætte sig ind i de rædsler, det må være at leve og overleve under.

Fysisk og psykisk tilføres mennesker ar, som aldrig forsvinder igen.

Efter Anden Verdenskrig var mange byer sønderbombet på samme måde i Europa. Men vi kom videre, fordi der var et håb. Håb om en bedre fremtid. Hele verden ville den. Genopbygningen og freden. Vi lagde hadet bag os og kom videre.

Det forfærdelige terrorangreb på lige så uskyldige israelere 7. oktober kan ikke fordømmes nok. Men det viste med al sin gru, at Israels usårlighed og den fortælling Israels premierminister har bygget ikke længere holder. Det ved befolkningen nu og den reagerer. Reagerer med vrede over dem de har mistet, reagerer med desperation over de gidsler, der stadig er fanget. Men snart reagerer de også mod en politik, som ikke gav dem den sikkerhed, de troede de havde. Der er på mange måder et før og et efter den 7. oktober.

Måske ligger håbet lige der. At befolkningens pres på begge sider, men især i Israel, åbner døren på klem for håbet. For håbet om fred, genopbygning og en tostatsløsning. Eller som Addallah Al Dardari siger det ”building for peace”.

Det er vores ansvar at presse på. Det er USAs ansvar. Det er EUs ansvar. Det er Danmarks ansvar. Ligesom efter 2. verdenskrig er det politikeres ansvar verden over at afslutte en årtier lang konflikt, som ingen, der bor der, kan leve med, og som vi udefra ikke længere kan se på uden at reagere og involvere os meget mere i. Vi kan og skal lægge pres på. Som både Israels venner og palæstinensernes. På begge befolkningers vegne. Vi kan og skal skabe håbet.

Jon Stephensen, uafhængigt medlem af Folketinget, medlem af Udenrigsudvalget.