Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Jeg ville næppe kunne mønstre det mod, Irans studerende udviser på gaden

Det rører mig dybt at se mange af de samme studerende gå på gaden og råbe slagord mod regimet, skriver Ole Hassager, der netop har deltaget i en videnskabelig konference, hvor han blev mødt af gæstfrie og entusiastiske studerende. Fold sammen
Læs mere
Foto: ATTA KENARE

Æret være studenterne

Kort før jul havde jeg den fornøjelse at holde et inviteret foredrag ved en videnskabelig konference i Iran. Den gæstfrihed jeg her mødte og ikke mindst den entusiasme, som studenterne udviste, glemmer jeg aldrig.

Det rører mig derfor dybt nu at se mange af de samme studerende gå på gaden og råbe slagord mod regimet. Det er ikke ufarligt. Det kræver mod – et mod jeg selv næppe ville have kunnet mønstre. Æret være studenterne!

Ole Hassager, Frederiksberg

Tvangsfjernelser

For mange år siden sagde en nobel overlæge: Nej. Jeg slår aldrig mine børn. Jeg når altid at dampe af inden jeg kommer ovenpå.

Men de fleste udsatte børnefamilier når aldrig at komme ovenpå. Derfor er det en fryd, at regeringen har sørget for ekstra økonomisk støtte til de fattigste. Økonomien er nemlig altafgørende og noget af det væsentligste i en families hverdag. Det har statsministeren naturligvis fattet. Klogt! Men debatten om statsministerens forslag om flere tvangsfjernelser må ikke stoppe nu.

Der er næsten lige så mange meninger om dette begreb i landet som farver på en palet og det er slet ikke så tosset. Ligesom statsministerens prioritering i sin nytårstale var kløgtigt valgt, nemlig børnene. Så må vi da forstå det. Intet er mere presserende end at prioritere netop børnene højt. Børn er jo det vigtigste råstof vi har til at videreføre vores samfund.

Og så kan vi diskutere lægmænd og dommere om og hvorfor det er rimeligt at tvangsfjerne et barn. Under alle omstændigheder vil det altid komme an på et skøn vurderet på observationer ud fra barnets handlinger og reaktioner. Et barns fremtoning er et symptom på en families funktion eller mangel på samme. Og er denne fremtoning alvorligt præget af omsorgssvigt er barnet ikke længere forældrenes, men vores alle sammen. Og de tværfaglige grupper omkring barnet er hermed forpligtet til at gribe ind og finde den bedste løsning, hvor ligeledes tvangsfjernelse naturligvis kan komme på tale.

Indtil da vil de omsorgssvigtede drenge blive kriminelle og pigerne ofte behandlet inden for psykiatrien, hvis vi ikke griber ind.

Diskutere skal og må vi. Uenighed gør stærk. Endelig er der alt det, vi ikke ved, men som vi tror vi gør, om udsatte familier.

Wivian Fuglsang, Holbæk

Raseri

En artikel i Berlingske har – i hvert fald på nettet – fået overskriften »Enhedslisten raser over Kronprinsens hemmelige huskøb«. Går man ned i artiklen, fremgår det, at Enhedslistens ordfører »slet, slet ikke forstår« det, »blev meget overrasket« og »har svært ved at se«, at det kan være en privatsag. Hvis det er raseri, så skal redaktionen da virkelig til at søge efter passende ord, når en kilde faktisk bliver rasende.

Mon ikke at det bare er automatpiloten, der er trådt i kraft hos journalisten? Når han skriver »Enhedslisten« følger umiddelbart »raser« automatisk på skærmen. En hurtig mediesøgning viser, at danske medier de sidste ti år har skrevet 281 artikler, hvor der står »Enhedslisten raser«.

Michael Voss, Frederiksberg

Kommunerne og banksektoren

I en kommentar i Berlingske 10. januar, råder Berlingske Business-redaktør Simon Bendtsen kommunerne til at holde sig til at drive vuggestuer i stedet for at blande sig i, om bankerne overholder loven.

Tak for rådet, men nej tak, Simon Bendtsen.

Vi mener faktisk, at kommunerne skal sikre, at der til enhver tid er tillid til den bank, der står for kommunens bankforretninger.

Simon Bendtsen behøver ikke tillægge kommunerne politiske motiver for at forklare kommunernes ønske om god etik og ordentlighed i banksektoren.

Tilliden til bankerne har i den grad været sat på prøve med hvidvasksagerne. De governanceprincipper og kontraktvilkår, der er udarbejdet til brug for samarbejdet mellem kommuner og banker, er ganske rimelige og fornuftige - både for kommunerne og bankerne.

Hvis tilliden skal tilbage, kræver det ganske enkelt, at sektoren tager ansvar, og viser danskerne, at de forstår kritikken og påtager sig et samfundsansvar. Det er både i kommunernes, borgernes og bankernes interesse.  Det er jo helt åbenlyst, at borgerne skal kunne have tillid til, at de banker, kommunerne bruger, har det moralske kompas i orden.

Bankerne er nødt til at påtage sig et samfundsansvar og vise, at de har fokus på etikken, og at de er klar til at rette op, hvis de får en dom eller bøde i forbindelse med en hvidvasksag. Det er helt basalt det, det handler om.

Og lad mig så forsikre Simon Bendtsen om, at kommunerne allerhelst vil bruge tiden på det, vi er sat i verden for - nemlig at give borgerne en god velfærd.

Jacob Bundsgaard, formand for Kommunernes Landsforening