Til de, der mener, at Frederik Vad bør holde mund. Til de, der udskammer en kollega for at advare mod social kontrol. Til de, der mener, at det er o.k. ikke at give hånd til kvinder. Til de, der mener, at alle problemer er sociale og ikke religiøse. Til de, der bare siger: Vi skal ikke blande os.

Til dem har jeg en opfordring til sommerferien: Brug ferien på at læse, eller genlæse, Hans Kirks »Fiskerne«.

Hans Kirks roman fra 1928 beskriver et lille samfund af fiskere, hvor den hårde Indre Mission har sit stærke tag. Dér er religiøsitet en metode til at sikre social kontrol – i et parallelsamfund båret af intolerance og følelsen af at være alle andre overlegne. Alt imens man vandrer frem mod døden for at få belønningen i det hinsides.

Skrevet for de små 100 år siden er »Fiskerne« jo tidsmæssigt på behagelig afstand, så man kan gyse og tænke: Godt det ikke er mig.

Men, erstat nu datidens strenge mission med islam: Pludseligt springer du frem til vore dage. Lige nu, hvor præcis de samme mekanismer af social kontrol fungerer i bedste velgående. Som Frederik Vad og andre beskriver.

Men ønsker vi social kontrol af unge piger? Ønsker vi en herskerkultur med baggrund i religiøse/kulturelle fællesskaber? Ønsker vi et parallelsamfund?

Uanset om hudfarven er mørk eller lys, er svaret for de fleste nok et rungende nej!

Derfor skal man i debatten ikke beskytte eller »forklare« undertrykkere og religionen. I stedet skal vi løfte mønsterbryderne op og hjælpe dem ud af den sociale kontrol.

Politikere, borgere og organisationer må tage debatten åbent og kræve, at man bekæmper social og religiøs kontrol. Også når det sker i islams navn. Også når det er besværligt at gøre op med.

God fornøjelse med sommerlæsningen.

Søren Revsbæk, Næstved

Aktiv dødshjælp

I den løbende debat om aktiv dødshjælp er det, som om befolkningen, vores politikere og måske endda vores hospitaler ikke er klar over, hvor langt vi i dag er nået med den palliative smertebehandling, som udføres på alle vores hospicer.

Og er det ikke indlysende, at aktiv dødshjælp, også set ud fra erfaringer fra udlandet, ikke kan undgå at blive uoverskuelig, når vi selv eller vores nærmeste får lov at bestemme, hvorfor og hvornår vi skal dø? Det er umenneskeligt, at vi skal leve med uudholdelige, vedvarende stærke smerter, men behøver svaret være aktiv dødshjælp, når lovgivningen allerede nu giver mulighed for smertelindring i kombination med sovemedicin til det sidste?

Steen V. Skånstrøm, Nærum

EP-valget og nedtur for S

Det kunne vel ikke tænkes, at regeringens nedtur ved EP-valget skyldes folks lovlige reaktion på minksagen, slettede sms'er, store bededag, koranloven og – for de mere tænksomme – postloven, der nærmest gør det umuligt for almindelige mennesker at sende breve med postvæsenet. Men det er selvfølgelig blot en naiv flyvetanke.

Hans Knudsen, København

Den sorte svanes tavshedspligt

Berlingskes journalister har spurgt »juridiske eksperter«, hvilke overtrædelser visningen af dokumentarserien »Den sorte svane « kunne indebære. Er det medvirken til forbrydelse, agent provocateur, mv.

Men hvorfor er der intet fokus på det ret åbenbare: Amira Smajic overtræder sin lovbestemte tavshedspligt, og TV 2 medvirker hertil.

O.k., vi har ikke ondt af dem, der bliver afsløret, tværtimod, men der mangler, så vidt jeg kan se, en analyse af, hvorfor det hér er lovligt at bryde tavshedspligten. Der er undtagelser, ja, blandt andet vidnepligt i retten og generelt interessen i at forebygge eller anmelde alvorlige forbrydelser. Men var det motivet her, og hvem har eller bør have kompetence til at vurdere rækkevidden af sådanne undtagelser?

Hvis det var en advokat, der tillod optagelser af samtaler med klienter, ville der lyde et ramaskrig.

Nu er Amira ikke advokat, men derimod »juridisk rådgiver« og dermed dækket af lov om juridisk rådgivning, der blandt andet via en bekendtgørelse om god skik udfærdiget af justitsministeren fastslår, at også en »juridisk rådgiver« har tavshedspligt, jf. bekendtgørelsens § 8 (tidligere § 9). 

Det er forbrugerombudsmanden, der er tilsynsførende, men spurgte TV 2 forbrugerombudsmanden? Og hvis ja, hvad var svaret?

Karen Dyekjær, advokat, Hellerup