Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Jeg var cirka 12 år, da epidemien ramte Danmark

Folk står i en lang kø og venter på at blive vaccineret mod polio. Fold sammen
Læs mere
Foto: Steen Jacobsen

I Berlingske 17. marts bliver 97-årige Sten Hegeler spurgt om han har oplevet noget lignende coronaepidemien, og han mener, at AIDS tilbage i begyndelsen af 1980 er det, der kommer tættest på.

Hvis jeg blev stillet overfor samme spørgsmål, ville jeg promte svare polio – børnelammelsesepidemien i 1952-53, hvor 7.000 mennesker blev ramt af den frygtede sygdom,  og mange børn og familier fik deres livsbane og skæbne totalt ændret.

Min veninde og jeg var begge omkring 12 år, og onsdag eftermiddag var vi til børnefødselsdag. Torsdag morgen, hvor jeg som sædvanlig løb hen for at hente hende, så vi kunne følges i skole, stod hendes far uden for lågen og ventede på ambulancen. Aase var om natten blevet syg, bl.a. med nakkestivhed.

Jeg begyndte at græde, for jeg vidste godt, at det var et af de alvorlige symptomer på den frygtede sygdom. Aases far havde overskud til at trøste mig, ved at lægge armen om mine skuldrer og sige »dette vil vi lære af, det skal nok gå«.

Aase blev efterfølgende indlagt på Blegdamshospitalet, hvor hun blev lagt i jernlunge, som det hed dengang. Som jeg husker det, så jeg hende først ca. et år efter. Hun lå i isolation og måtte ikke få besøg. Indtil da havde vi været uadskellige. Balletdansere, arkrobater og rulleskørteløbere. I det år, der gik, kom Aase bl.a. til behandling på Poliohjemmet i Hornbæk. Jeg skrev til hende hver dag om mit savn og den forandrede hverdag.

Da hun kom hjem, var familien samlet. Til anledningen havde jeg købt en grammofonplade med Poul Reichardt, datidens store hit »Dans med mig, pigelil« som spillede, da Aase gik op ad havegangen med tunge metalskinner på begge ben og krykker under armene.

»Det gik«, og det var måske det vi lærte? Med sit gåpåmod og lyse sind fik hun et godt liv, men altid med kampen mod sit alvorlige handicap. Hendes forældre og søskende fik et handicappet barn og en handicappet søster, der skulle have hjælp til mange ting, og hendes børn - der senere kom til - har kun kendt deres mor som handicappet. I dag, hvor vi er gamle kvinder på 80 år, kæmper hun fortsat mod sit handicap bl.a. ved regelmæssig træning, men nu også mod senfølgerne af børnelammelses-epidemien i 1952.

Der var mange, der som Aase blev ramt, og i respekt for dem og deres familier og deres vedholdende kampe mod det handicap, som fulgte med sygdommen og de senfølger, der er kommer til, bør vi ikke glemme polioepidemien i 1952. Vibeke Kirst, Vanløse