Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Jeg savnede håbet i din tale, Mette Frederiksen

»Jeg savnede en sprække i epidemivirkeligheden, hvor jeg kunne skimte en hverdag, som jeg genkender,« skriver Heidi Krumhardt Mortensen om den tale, statsminister Mette Frederiksen (S) holdte mandag 6. april. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mandag aften kl. 20 sad jeg som de fleste andre klinet til skærmen for at høre statsministeren sætte ord på den varslede genåbning efter påske. Forventningsfuld og håbefuld. Endelig lidt gode nyheder og måske endda en svag duft af noget normalitet.

20.23 var spændingen udløst. Statsministeren gav ordet videre. I stuen var stemningen trykket mere end forløst. Det lugtede mest af alt af et ansvar, som ikke bare skulle bæres, men også balanceres på en hårfin line af en hel befolkning i takt. Behovet for en astronomisk afsprittet balancestang med plads til samtlige borgere med to meters afstand meldte sig. En svær fællesgang, som samtidig havde den gradvise, forsigtige, kontrollerede genåbning af Danmark i et jerngreb; hvis bare én mistede balancen og ikke holdt afstand, sprittede af og nøs i ærmet i løbet af påsken og måske i al tid fremover, så var der slet ikke nogen genåbning – så var den ikke mere værd end det papir, statsministeren læste op af.

Forstå mig ret, jeg forstår alvoren. Jeg forstår, at vores individuelle valg har betydning for smittekæder, hospitalskapacitet og i sidste ende overlevelse for dem, der bliver smittet. Jeg vil gerne tage ansvar, men jeg vil samtidig have lov til at håbe. Og ikke kun på en vaccine et sted ude i fremtiden.

I de godt 23 minutter mandag aften savnede jeg positivt definerede delmål for vores fælles indsats. Jeg savnede, at den grønne kurve blev beskrevet med tal, og dermed forvandlede sig til en lysegrøn, håbefuld retningslinje for, hvornår vi som samfund er på rette kurs. Jeg savnede en sprække i epidemivirkeligheden, hvor jeg kunne skimte en hverdag, som jeg genkender.

Håbet er meningsfuldhedens forudsætning. I håbet konkretiserer vi her og nu, hvad vi ønsker os af fremtiden. Med håbet tør vi satse og sige, at det kunne være rigtig dejligt, hvis ... Og det gælder også midt i en epidemi. I håbet finder vi fremdrift, retning og positiv motivation.

Frygten derimod fortærer håbet. Hvis vi bruger skræmmebilleder alene til at motivere adfærd, tapper vi befolkningen for energi, fordi vi udelukkende løber væk fra og ikke henimod. Vi har, som statsministeren sagde, ikke selv valgt coronavirussen, men vi vælger selv, hvordan vi reagerer på den. Lad os huske at gøre det med håb og ikke frygt alene.

Heidi Krumhardt Mortensen, cand.mag. i dansk og filosofi, 2300 Kbh. S