En mørk påmindelse fra Madrid
For et par uger siden var min søster og jeg på en tredagestur til Madrid. Vi havde glædet os, og det var bestemt også en fin tur.
Men så ramte strømnedbruddet. For os varede det 11 timer.
Vi var blandt de heldige. Vi sad ikke fast i metroen, i en elevator eller i lufthavnen – for vi skulle heldigvis ikke rejse hjem den dag (hvilket vi heller ikke havde kunnet, hvis vi skulle).
Ingen vidste, hvad der var sket. Hotellet var ikke særlig forberedt på situationen – og det var ingen af os. Vi bad om at få stearinlys til værelset, da det var noget ubehageligt at sidde i buldermørke, men det måtte receptionisten ikke give os pga. brandfare. Restauranterne lukkede én efter én. Ingen strøm = ingen mad, ingen kortbetaling. Heldigvis fandt vi et lille sted, hvor vi kunne købe ubagte pizzaer med kontanter, og om aftenen fik vi lidt ost og skinke på vores tagterrasse sammen med hotellets andre gæster. Det hjalp på humøret.
Men det var faktisk en skræmmende oplevelse til trods for, at vi på så mange måder var heldige. Usikkerheden – og så i et fremmed land i en fremmed by – var ubehagelig. Hvorfor? Er det russerne? Er det cyberangreb? Hvor længe? Kan vi komme hjem om to dage? Bliver der verdenskrig?
Det sidste var det nok kun mig, der tænkte, men når usikkerheden tager fat, står spøgelserne i kø.
Oveni usikkerheden var der alle de forskellige småirritationer: mobilen var ved at tømmes for strøm; det var fra den, vi fik lidt lys fra og en sjælden gang kontakt med omverdenen. Toiletterne virkede ikke. Tagterrassen, hvor vi kunne få lidt mad og selskab, lå på 9. etage – og vi boede på 3.
Med metro, bus og taxaer ude af drift (kun politibiler kørte), havde vi i forvejen gået byen tynd. At gå op og særligt ned ad trapper i buldermørke var en udfordring.
Alt dette er ikke ment som jammer og klage, men som en opfordring til at preppe igennem.
Siden jeg kom hjem, har vi investeret i en regnvandstønde, ekstra batterier, stearinlys og masser af vand. Når jeg tænder for det elektriske lys om aftenen, siger jeg ofte tak – for det er ikke en selvfølge mere.
Måske det ikke bliver så slemt herhjemme, hvis det overhovedet bliver – men jeg vil i hvert fald være forberedt fremover, og særlig når jeg skal ud at rejse.
Så oveni huskeremsen, inden man tager afsted, »Penge-pas-papirer« skal der nu tilføjes powerbank, og ved siden af: lys, lighter og lommepenge.
Ellen Guldager, Allerød
Skidt, Søren Gade
I december 2022 havde jeg i denne avis under samme overskrift et læserbrev om Søren Gades dårlige idé om at kombinere posten som formand for Folketinget med en formandspost i det kommunalt ejede Esbjerg Havn.
Nu har han og vi balladen, og hans uprofessionelle beslutning kan ende med, at Esbjerg Havn af principielle årsager ikke kommer i betragtning til gode offentlige kontrakter, hvilket er synd for Esbjerg Havn – og måske også for Danmark.
Søren Gade opfordres derfor til at trække sig som formand for Folketinget, således at han ikke står i vejen for en sund udvikling i Esbjerg Havn, hvor han efter egen vurdering er uundværlig som formand.
Niels Mogensen, Bagsværd
Kommentatorsnak
Sidste weekend så jeg fodbold fra en af de engelske tv-stationer med engelsk tale og engelsk medkommentator. Åh, hvilken behagelig og velgørende afveksling, idet de fleste speakere og medkommentatorer på danske tv-stationer fylder os med en mængde ligegyldige bemærkninger om eventuel trænerfyring, statistikker på tabte udekampe og mængder af andre data, der skal vise, hvor vidende de pågældende er.
Danmarks måske bedste fodboldspiller gennem tiderne, Michael Laudrup, docerer i et væk om alt muligt andet end spillet på banen … drivende kedsommeligt!
Men de engelske speakere på tv-stationen Peacock koncentrerede sig i den grad om selve spillet, om det, der foregik her og nu, og med en løbende kommentar om, hvem der nu havde bolden. Intet overflødigt vås.
Et sidste hjertesuk: Boksere er enten venstre- eller højrefods boksere; fodboldspillere sparker med benet, ikke med foden alene. Fodboldkommentatorer benytter i stigende grad betegnelsen venstrefod eller højrefod om en spillers foretrukne ben. En højrefods- eller venstrefodsspiller i fodbold er noget vrøvl.
Man taler da også helt korrekt om en håndboldspillers skudarm … ikke om hånden (kun i yderst sjældne tilfælde). Her kunne de gode fodbold-kommentatorer lære noget. Hvorfor er håndboldkommentatorer i øvrigt generelt lysår bedre end fodboldditto? Er det tempoet? Målhyppigheden?
Morten Riise-Knudsen, København
Sørens Gades formandsposter
Under overskriften »Det er grådighed og ikke inhabilitet, der belaster Gade«, har Bent Winther i Søndagens Berlingske en analyse af Søren Gades ekstra job som formand for Esbjerg Havn.
Jeg er stor beundrer af Søren Gade, som jeg altid har betragtet som en hæderlig og ubestikkelig person. Det var derfor med stor glæde, at jeg som venstremand erfarede, at Søren Gade som primus inter pares var blevet udpeget som Folketingets formand.
Med stillingen fulgte en stor møbleret lejlighed på Christiansborg, egen chauffør og en årsløn på størrelse med statsministeren. Man skulle derfor formode, at embedet som formand for Folketinget kunne varetages på fuld værdig vis. At yderligere indtægter knyttet til andre job i.e. 300.000 kroner fra Esbjerg Havn må være overflødig er indlysende. Der skal ikke kunne sættes en finger hverken økonomisk, juridisk eller moralsk på formanden for Folketinget.
Min anbefaling er derfor, at du kære Søren Gade fraskriver dig dit honorar som formand for Esbjerg Havn
Flemming Gylling, Ishøj
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
