Jeg glæder mig heller ikke til alderdommen

Læs mere
Fold sammen

Tak, Edith Thingstrup, for din klumme 14. april om at blive gammel.

Heller ikke jeg glæder mig til alderdommen. Jeg er 77 år, langsommere, bliver hurtigere træt. Jeg motionerer hver dag, har et par frivilligjob: et spadserehold, en bestyrelsespost, er mødereferent. Jeg læser aviser og bøger, går til koncerter. Og det allerbedste: Jeg har det sødeste, dejligste barnebarn, en pige på otte år.

Men jeg kan se omkring mig, hvordan det går. Man bliver svag, kan ikke klare rengøringen og den daglige pleje, ikke bestemme, hvem der skal hjælpe én. Må acceptere at blive vasket intimt af en mand eller undvære! Hvordan er maden, når man ikke selv kan lave den?

Skal man have mulighed for at vælge, skal man være velpolstret økonomisk, og det er kun få. Ikke alene mister man venner og familie, bliver alene, men har ikke råd til at betale sig fra at få bedre hjælp og god, veltillavet mad – kun institutionsmad.

Hvad gør man, når man ikke mere kan læse? Ikke kan høre? Der kan komme svær og smertefuld sygdom, og man kan ikke vælge en hurtig og smertefri død.

Nej, jeg glæder mig heller ikke til at sidde og vente på de skiftende hjælpere, som gør det, de skal og har lov til, og skynder sig af sted igen for at holde skemaet. Der er kun tid til de nødvendigste ting uden for megen omsorg. Så er der kun et meget lille håb tilbage: At reglerne ændres, så alderdommen bliver bedre for vores børn og børnebørn. Klø på, Thyra!