Spændende mennesker

Tak for Anne Sophia Hermansens vise ord ord om ånd og krop her i Berlingske 24. august. Under overskriften »Spændende mennesker leverer bedre resultater end asketiske helligfranser« foreslår ASH at gøre museumsbesøg til et personalegode og belønne folk med bøger, hvis de har gjort en ekstra indsats. Jeg ville ønske, at en tilsvarende opfordring blev rettet mod de institutioner og mennesker, der har med »de unge« at gøre.

Jeg bliver så deprimeret, når jeg erfarer, hvorledes denne gruppe bruger weekend efter weekend på hjernetom fest og druk i en larm og en atmosfære, hvor enhver begavet eller interessant samtale er umulig, i stedet for at blive klogere på ånd og skønhed i alle afskygninger, for derigennem at finde deres vej, blive spændende mennesker.

Dette produkt af kollektiv statsinstituationalisering dyrker for fuld udblæsning det højt besungne sociale fællesskab, som de af statsansatte pædagoger er hjernevasket til at se som det eneste ene, men som er tomt og værdifattigt, når det udleves af og med uspændende mennesker.

De er i den alder, hvor man er allermest modtagelig for nye indtryk, ny viden, ny kærlighed til kunst og kultur (bortset fra Joy Mogensens håndbold). Det er så synd for dem, at de skal træffe deres valg af livsvej m.m., som de har bedre chancer for at vælge frit, end nogen før dem har haft, på grundlag af erfaringer fra social druk og larm, uden kendskab til meget af det allerskønneste, livet har at byde på. Og gruppepres tillader næppe, at man tilbringer en weekend eller blot en aften med en god bog. Så holder man sig jo uden for fællesskabet.

Derfor dette slag for, at »det spændende menneske« får en chance i denne socialistiske ørken af socialt fællesskab. Lad os forebygge, at udsagnet om, at »sådan er de unge« eller begrebet »de unges drukkultur« bliver sagt så ofte, at det bliver taget som en uafvendelig sandhed. Inge Lind, Vejle

Det er ikke sandt, Hjulmand

I sit læserbrev søndag undrer Erik Hjulmand sig over, at jeg »har oplevet cyklister med høj fart ved Snekkersten Strand, for denne … er kendetegnet ved at bilisterne i sommermånederne parkerer på den smalle cykelsti, hvorefter cyklisterne kan vælge mellem kørebanen eller fortovet«, og at det, hvis de vælger fortovet, betyder, at de automatisk sætter farten ned.

Kære Erik Hjulmand, det er faktuelt forkert. Langs hele Snekkersten Strand er der parkering forbudt på landsiden af Strandvejen og absolut ingen forhindringer for vanvidscyklister – andet end sagesløse fodgængere, der forsøger at holde sig på det urimeligt smalle fodgængerområde. Det udnytter mamil'erne. På vandsiden er der mange parkerede biler på de store badedage, men det er undtagelsen, at de parkerede biler overskrider kantlinjen, der adskiller cykelstien fra den brostensbelagte »rendesten«, hvor parkering er tilladt. Vi lokale ved nemlig godt, at parkeringsvagterne kommer efter os, hvis vi parkerer på cykelstien. Derimod er der på en god badedag mange fodgængere, der ganske rigtigt på disse få dage om året kan tvinge mamil'erne ned i fart. Til deres tydelige irritation.

Når Erik Hjulmand mener, at politiet snarere skulle tage sig det (ikke eksisterende) parkeringsproblem – så mamilerne kan fortsætte deres vanvidskørsel uden forhindringer, må jeg forstå – er det en ægte mamil, der taler!

Om fartbegrænsning eller ej: Det er betydeligt nemmere at håndhæve regler, der hviler på objektive kriterier, fremfor skønsmæssige vurderinger. Torben Hvid, Snekkersten

Hvorfor ikke kun bankerne?

Søren Pind skriver 22. august om de danske banker, og om den position, de har sat sig i gennem det sidste årti – en ganske udmærket beskrivelse af udviklingen og af bankernes aktuelle situation.

Kommentarerne handler kun om bankerne, men alligevel slutter Søren Pind med at konkludere, at det »er mig ufatteligt, at den danske finanssektor har lagt sig ned«, og at den »finansielle sektor burde have taget sig selv så alvorligt, så man for længst havde stået på mål for sine medarbejdere«.

Hov, for Søren. Den finansielle sektor er altså andet end bankerne. Den består også af forsikringsselskaber og pensionsselskaber med flere, der hermed bliver trukket ind på banen uden at have hverken lod eller del i de sagen, som bankerne er under beskyldning for.

Denne fejltagelse gør sig oven i købet også gældende i regeringen, som nu lægger op til, at hele den finansielle sektor skal betale samfundsbidrag for at finansiere den meget omtalte Arnes kommende nye pensionsmulighed. Hvorfor det? Regeringen må kunne forklare, at andre end bankerne skal involveres. Flemming Kosakewitsch, Frederiksberg