Jamen, så skrid da, Grønland
ALT synes snart galt med Danmark, når man lytter til grønlandske politikere op til valget 11. marts til Landstinget Inatsisartut. Den 27. februar afholdtes i Nuuk en demonstration: »Danmark, her går grænsen«.
Men DRs »dokumentar«, »Grønlands hvide guld«, var et kontrafaktisk og stærkt manipulerende partsindlæg i valgkampen. Faktisk blev samtlige statslige indtægter fra kryolitminen, og mere til, brugt til udvikling af det grønlandske samfund.
Alligevel fastholder landsstyreformand Múte B. Egede sin konklusion: »Det er Danmark, der har tjent pengene. Minimum 400 milliarder kroner (…) Lige nu er der ikke et bloktilskud. Jeg synes, det er en afdragsordning efter kryolitminen«. Han kræver, at den nu »afpublicerede« film igen bliver tilgængelig på DRs hjemmeside.
Men demonstrationen skyldtes især Jonatan Spangs »Grønlands brune is«, der 22. februar på DR2 ironiserede over DRs egen ringe dømmekraft. Det førte omgående til politianmeldelser for »racisme«. MF Aaja Chemnitz kalder indslaget racistisk og krænkende, og stiller § 20-spørgsmål til kulturministeren, hvor hun mener, at det »puster til fordomme«.
Jamen, så skrid da, Grønland. Jeg vil være ked af, at vi skilles, men held og lykke med Trumps snarlige overtagelse. I vil komme fra asken i ilden.
Knud Larsen, Hvidovre
Glem ikke klimakrisen
Hvis du har snublet over en avisoverskrift de sidste måneder, der ikke indeholdt ordene »Trump« eller »Elon Musk«, så har det nok været en trykfejl.
Det amerikanske demokratis tilbagegang og dets konsekvenser for Europa og resten af verden har været allestedsnærværende i den danske mediedækning. Det fylder meget, og det gør det med rette. Vi kan aldrig tage frihed og rettigheder for givet, og når demokratiet er under pres i verden, skal vi kæmpe alt, hvad vi kan.
Men det har også ført til et opmærksomhedsmæssigt sort hul, der har suget fokus væk fra alt andet – værst af alt den største krise, vi står over for: klimakrisen.
Januar 2025 satte varmerekord. Klimakrisen buldrer derudad, og vores vindue for at handle bliver stadig mindre og mindre. Det er ikke noget nyt budskab. Du har helt sikkert hørt det før. Du er nok også ved at være træt af at høre det – men det går ikke væk, bare fordi den udenrigspolitiske modløshed skyller ind over dig gennem dit nyhedsfeed.
Modsat hvad der foregår inde i hovedet på en antidemokratisk amerikansk præsident, så kan vi rent faktisk påvirke en masse, når det gælder den fremtid, vores planet går i møde.
Når regeringen udskyder CO₂-afgiften på en hel industri, så rykker vi os selv længere væk fra den klimapolitiske målstreg. Væk er slogan-begejstringen, der gik igennem hele Folketinget i 2019, hvor alle konkurrerede med hinanden om at være mest grønne. Nu udskydes CO₂-afgifter, fordi det er politisk besværligt.
Magtesløse skuldertræk bliver svaret fra politikerne til de udbud på vindmølleparker, der ikke blev mødt af markedet. Tysklands manglende finansiering fører til, at Energiø Bornholm bliver tabt på gulvet. Det grønne bliver »endnu« et politisk emne – og bliver sat i bås med alle de andre emner, der kan sparkes til hjørne og nedprioriteres i lyset af den nye sikkerhedspolitiske krise.
Men det er ikke bare endnu et politisk emne. Hver en lille temperaturstigning, vi kan undgå, tæller. Hver lille klimahandling, som lykkes os, betyder færre mennesker på flugt. Færre naturkatastrofer i verden. Færre tab og mindre ødelæggelse. Færre oversvømmelser i vores gader.
Det er det tungeste politiske ansvar, der falder på det politiske systems skuldre. Ansvaret er kun større i vores hjørne af verden, når vi har nogle af de største udledninger pr. indbygger. Det ansvar skal vores politikere være bevidst, selv når udenrigspolitikken trækker al opmærksomheden – for klimakrisen går ikke væk.
Magnus Flensborg og Sofie Christiansen, begge folketingskandidater for SF og forretningsudvalgsmedlemmer i SF Ungdom
Bosteder
Det er dog utroligt, at så mange bosteder – private som offentlige – igen og igen optræder i mediernes søgelys på grund af svigt. Senest i en udsendelse fra TV 2, som dokumenterer helt utilstedelige forhold for borgere med multiple diagnoser, borgere, der er ude af stand til at klare sig selv.
Hvordan kan man ansætte mennesker, der er uden forståelse for disse menneskers behov? Det kan kun lade sig gøre, såfremt ledelsen er usynlig i hverdagen – og selv er fejlcastet. Socialstyrelsen, som skal have kontrol med disse bosteder, giver en meget elastisk line og mange påbud, inden der kommer egentlige indgreb som for eksempel lukning af et bosted.
Det er ikke, fordi der ikke er afsat penge til at varetage den opgave, det er at passe på så sårbare mennesker, nej, der er faktisk tale om exorbitante beløb, som tilflyder bostederne, men der kan ikke altid kan redegøres for, hvordan pengene er anvendt.
Det er helt utilstedeligt at behandle medborgere så uempatisk og skammeligt således at sikre sig flere penge fra statskassen.
Irene Bjerrehuus, København
Bederum
Indlægget 28. februar fra de muslimske studerende, der klager over lukningen af bederum, er et typisk eksempel på, hvordan muslimske kræfter forveksler religionsfrihed med religionslighed.
Vi er altså nogle, der ikke vil finde os i at blive mødt med islam overalt, hvor vi befinder os. De aggressive islamiske kræfter tromler hensynsløst hen over alle andre – og insisterer på, at alle andre skal rette ind efter dem. Det skal stoppes NU.
Alexander Borg, København
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
