Jagten på bureaukraterne

Vil man have mindre administration, må man først have modet til at ville færre opgaver. Alt andet er blot symbolpolitik.

Hver gang nye tal viser flere administrative medarbejdere i den offentlige sektor, lyder det samme politiske omkvæd sekunderet af CEPOS her i Berlingske: Der er for mange bureaukrater.

Det er en nem, bekvem og lidt doven fortælling. For den fritager politikerne for at svare på det helt centrale spørgsmål: Hvilke opgaver er det, de administrative medarbejdere ikke skal løse?

Administrative stillinger opstår ikke af sig selv. De bliver oprettet, fordi Folketinget, kommuner og regioner tager nye initiativer, vedtager flere patientrettigheder, mere dokumentation, flere tilsyn, nye reformer og højere kvalitetskrav. Man kan ikke bestille flere opgaver og bagefter beklage sig over, at der er nogen, som skal løse dem.

Administration er ikke et mål i sig selv. Men den er heller ikke et problem i sig selv. På hospitalerne sørger administrative medarbejdere for, at løn bliver udbetalt, vagter planlagt, milliardinvesteringer styret, utilsigtede hændelser fulgt op, og reformer implementeret. Det er netop det arbejde, der gør det muligt for læger, sygeplejersker og andre fagprofessionelle at bruge deres tid på patienterne.

Selvfølgelig skal den offentlige sektor være effektiv. Men effektiv i forhold til hvad? Færre fejl? Kortere ventetider? Bedre service? Debatten bliver tom og skinger, når effektivisering reduceres til et spørgsmål om at tælle.

Og selvfølgelig skal vi udnytte de muligheder, kunstig intelligens giver. Regeringen vurderer, at ai på sigt kan frigøre op mod 30.000 årsværk. Det kan meget vel vise sig at være rigtigt. Men historien viser også, hvad der sker, når ønsket om effektivisering løber foran virkeligheden.

I skattevæsenet blev medarbejdere sparet væk i forventning om, at ny teknologi kunne klare opgaverne. Resultatet blev milliarddyre genopbygninger. Hvis politikerne virkelig vil have mindre administration, må de begynde med at prioritere færre opgaver, mindre kontrol og færre regler. Alt andet er symbolpolitik.

Sara Vergo, formand for Djøf, og Johanne Nordmann, formand for Djøf Offentlig

Tak er kun et fattigt ord

I fredags afsluttede jeg et komprimeret forløb på Rigshospitalet efter konstatering af et tilfælde af modermærkekræft.

Startende med fjernelse af modermærket, efterfølgende biopsi, diverse scanninger, inden den afsluttende operation i fredags.

Oplevelsen disse dage er på samme niveau, som det forløb jeg havde for tre år siden på Hvidovre Hospital, hvor jeg fik et par nye knæ, og som jeg ikke fik kvitteret for dengang. Det er disse oplevelser, jeg synes fortjener nogle ord.

I begge forløb har jeg og min hustru, som fulgte med hele vejen, oplevet en behandling, som afkræver den dybeste respekt for de mange medarbejdere, vi har mødt i hele forløbet.

Vi har kun mødt hjælpsomhed, venlighed, faglig kompetence, nærvær, omsorg og forståelse fra samtlige ansatte uanset, hvor i organisationen de har arbejdet.

Det er så imponerende og positivt at opleve for et par seniorer, der ikke har været helt trygge ved situationen. Og læg dertil, at begge operationer har været vellykkede.

Jeg ved godt, at for jer medarbejdere har det nok været »en almindelig dag på kontoret«.

Men for mig har oplevelsen i begge tilfælde været, at jeg i den grad har følt mig heldig og privilegeret.

Tænk, at man har været så heldig at have følelsen af, at man er udvalgt til at være månedens patient.

Hvis vi kunne stemme på månedens medarbejder hos jer, havde hver og én, vi har mødt, fået en stemme.

Som sindig jyde må jeg hellere begrænse min ordstrøm til det ene ord, som står tilbage og gerne skal sige alt: Tak!

Lynge Back, Brøndby

1-0 til UEFA

Bravo, siger de fleste efter Gianni Infantino måtte give efter for kritikken og droppe planerne om at sælge en andel i forbundets turneringer til private investorer.

Men er det nok bare at få forpurret salget af selve fodboldsporten? Erfaringerne fra det netop overståede VM 2026 tyder på, at det er nødvendigt at få erstattet i hvert fald Infantino som præsident for FIFA. Helst med en person af en helt anden støbning, hvis man skal kunne bevare den europæiske fodbold.

Under VM var vi vidner til en serie af overgreb på selve reglerne for sportens udøvelse: Eksempelvis det omstødte røde kort til USA-angriberen Folarin Balogun og vandpauserne i hver halvleg (underholdnings/-reklamepause).

Fremover er der grund til at frygte mere af samme skuffe – inklusiv »fredspriser«, hvor kun fantasien sætter grænser.

Hvis ikke det lykkes UEFA, med støtte fra et klart flertal af FIFAs øvrige medlemsorganisationer, at få erstattet Gianni Infantino, bør UEFA overveje at fralægge sig det ellers aftalte værtskab for VM 2030 i Spanien, Portugal, Marokko, Argentina, Uruguay og Paraguay.

I stedet kan de overveje at afholde deres eget VM i »rigtig fodbold« (gerne med de planlagte jubilæumskampe i Sydamerika, hvis også disse lande slutter op herom).

Stig Werdelin, Charlottenlund

Trykfejl

Det er en stor skam, at korrekturlæserne stort set er afskaffet på Berlingske. Det forstyrrer læsningen, når selv fede overskrifter er behæftet med fejl, det være sig trykfejl eller deciderede fejlstavninger.

Senest åbenbares der på forsiden den 5. august følgende: »I Cueta venter de tilbageblevne …« På forsiden! Det er useriøst og sjusket.

Inden korrekturlæserne forhåbentlig vender tilbage og sørger for, at »I Ceuta venter de tilbageblevne«, sidder vi pedanter med tilbageholdt åndedræt. Bliver kronprinsen pludselig til kornprisen?

Morten Riise-Knudsen, Nordhavn

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk