Irans befolkning skal ikke underkaste sig præstestyret

Siden den islamiske revolution i 1979 har den iranske befolkning levet under et styre, hvor religiøs magt og politisk kontrol er smeltet sammen. 

Det, som dengang blev set som et opgør med korruption og udenlandsk indflydelse, har udviklet sig til et autoritært teokrati, hvor staten kontrollerer borgernes liv ned til mindste detalje, og oprør mod regimet betragtes som en krigshandling mod Gud.

I næsten et halvt århundrede har den iranske befolkning betalt prisen for dette system. 

Kvinder er blevet underlagt tvang og kønsbegrundet undertrykkelse gennem lovgivning. Almindelige borgere har fået berøvet rettigheder såsom ytringsfrihed og retssikkerhed, og politiske modstandere er sågar blevet fængslet. 

De protester, vi i dag ser i Irans gader, er derfor ikke et pludseligt oprør. Det er en kulmination af årtiers undertrykkelse, økonomisk fejlslagne reformer, mangel på politisk ansvarlighed og gentagen ekstrem islamisering. 

Samtidig viser meningsmålinger, at 70–80 procent af iranerne ikke længere ønsker præstestyret, hvilket understreger, at regimet mangler folkelig opbakning.

Det, som sker i Iran lige nu, er ikke blot et spørgsmål om økonomisk utilfredshed. Det er et oprør mod et styre, som ikke står til ansvar over for sin befolkning. 

Når præstestyret bruger religion som en undskyldning for brug af vold og frygt eller truer med internetnedlukninger for at skærme befolkningen fra omverdenen, bekræfter det blot, hvor skrøbeligt regimet er, når det udfordres af sit eget folk.

Et stabilt samfund bygger ikke på, at religion bruges som undskyldning for systematisk undertrykkelse eller diktatorisk styre. 

Et samfund, som fratager borgere grundlæggende friheder, vil i sidste ende gå til grunde. Det iranske folk har behov for stabilitet og sikkerhed. Det kan kun opnås uden det ekstreme islamistiske præstestyre. 

Historien viser, at magt uden ansvar fører til korruption, fattigdom og konflikt. Det er præcis det, vi ser i Iran i dag!

I Danmark og i resten af Vesten bør vi fastholde en principfast linje over for Iran. Det skal ikke gøres gennem naiv dialog, men ved konsekvent at stille præstestyret til ansvar for overgreb mod sin egen befolkning.

Mads Lund-Carøe, medlem af Konservativ Ungdom, Væggerløse

At forholde sig til døden

På tv vises lige nu flere programmer omhandlende døden. Programmer, som kan medvirke til at aftabuisere emnet, der jo er det eneste sikre i vores liv.

Det vil altid være svært at tale om, måske fordi der er så mange ubekendte faktorer knyttet til netop døden – og den døende.

Esben Dalsgaard, som selv er syg af kræft, tegner et portræt af en familie, hvor faren er uhelbredelig syg af kræft. En familie, hvor der ikke er ubesvarede spørgsmål, hvor man lever i nuet og opfylder de drømme, der er mulighed for. Jeg siger ikke, at det er nemt, men med ærlighed og ikke mindst kærlighed styrkes det fundament, som er i fare for at styrte sammen.

Esben Dalsgaard viser en empati, der er enestående.

Irene Bjerrehuus, København

Skatterabat og boligpolitik

Hver dag forklarer højtuddannede eksperter, hvorfor boligpriserne i hovedstaden stiger voldsomt. 

Forklaringerne er mange: Mangel på ejerboliger, for få nybyggerier, spekulationsopkøb til udlejning via Airbnb og indvandring fra land til by. Men den største hindring for at få gang i boligmarkedet er en helt anden – nemlig den mærkelige ordning med lavere beskatning for boliger, der ikke er handlet efter 31. december 2023.

Hvorfor skal nogle boligejere have livsvarig skatterabat, blot fordi de ejede en bolig før 1. januar 2024? Det er ikke rimeligt. Og hvorfor fastholder vi stadig fordelene ved forældrekøb, hvor man sparer penge i skat, bare fordi man køber en bolig til sit barn? Det er ikke fair over for dem, der ikke har råd til at hjælpe deres børn på samme måde.

Samtidig mangler der desperat små lejligheder, fordi politikerne i årevis har krævet, at nye boliger skulle være store. Hvorfor ændrer I ikke det? Og hvorfor giver I stadig tilladelse til sammenlægning af boliger, når det er et kæmpe ressourcespild og reducerer antallet af boliger yderligere?

Kære politikere: Tag nu tyren ved hornene! Start med at afskaffe den livsvarige skatterabat. Det vil helt sikkert få flere boliger ud på markedet. Husk, hvordan ældre tidligere ikke flyttede fra deres store lejligheder, fordi det ville koste dem en betydelig højere husleje at flytte til en mindre – en lejlighed, der ellers ville passe dem meget bedre.

Det er tid til handling, ikke tomme ord. Skab et boligmarked, der er retfærdigt og fungerer for alle – ikke kun for dem, der allerede har en bolig.

Ebbe Asserborg, Frederiksberg

Davids kamp mod Goliat

Når man erfarer Gentofte Kommunes problemer med at blive hørt i en arbejdsmiljøsag om Banestyrelsens stedsevarende støjgener, gribes man af fornemmelsen af ulige kamp.

Man ser nemt Banestyrelsen personificeret som en art ondskab, der qua sin størrelse lader hånt om regler og påbud.

Den er en statslig virksomhed. Et væsen, som vi kender det fra skattevæsnet, postvæsnet, toldvæsnet … størrelser, der giver mindelser om vejrmøller og Don Quijotes problemer med bekæmpelse af samme.

Sjældent ser vi personlige konsekvenser af overtrædelser begået af disse væsner. De er derfor ansigtsløse og virker usårlige.

Det er almenvellets kamp mod miljøet og dybest set to ministerier, der er på kant med hinanden. Transportministeriet og Miljøministeriet.

Det skal blive spændende at følge, om Gentofte Kommunes politianmeldelse af Miljøstyrelsen kan afdække strafbare forhold hos enkeltpersoner, eller om det blot ender ud i påbud fra domstolen.

Erik Tang, Klampenborg

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk