Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Invester i oplysning og demokratisk dannelse

Invester i oplysning og demokratisk dannelse, sæt Lex.dk på finansloven, mener Martin Schmidt-Nielsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scan
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Overskriftens budskab er særlig vigtigt og aktuelt, når Lex.dk ikke er en del af regeringens udspil til den kommende finanslov. Prioriteringen er et udtryk for manglende forståelse for et demokratisk og oplyst samfunds behov.

Lex.dk er et meget vigtigt værktøj til at kvalificere den demokratiske samtale blandt danskerne, som foregår dynamisk og hastigt alle døgnets 24 timer. Lettilgængelig og pålidelig dansksproget information er en nødvendighed for konstruktiv debat, og opslagsværkets 1,2 millioner månedlige læsere vidner om, at der er et udtalt behov blandt befolkningen.

I Forbundet Kultur og Information er vi opmærksomme på, at et oplyst og demokratisk samfund fordrer viden, dannelse og ikke mindst informationsspecialister, der kan bistå danskerne med at navigere i en informationsstrøm, som bliver stadigt mere mudret. Vi oplever politikere, som beklager sig over misinformation og planlægger indgreb mod Google, Facebook og de øvrige techgiganter, fordi de anerkender, at private aktørers enormt betydningsfulde status i forhold til oplysning er problematisk. I det lys forekommer det paradoksalt, at vi ser en nedgang i folkebibliotekernes betjente åbningstid, antallet af bibliotekarer på ungdomsuddannelserne og folkeskolerne m.m. og nu også et fravalg af Lex.dk.

Man siger, at viden er magt, og summen af ovenstående besparelser spiller magten i hænderne på mastodonter som Google og Wikipedia, der alle deres kvaliteter til trods er tveæggede sværd. Indholdet hos techgiganterne kræver både verifikation og opmærksomhed på, at der kan være skjulte dagsordener, som påvirker indholdets karakter. På Lex.dk kan man imidlertid stole på, at artiklerne er godkendt af danske forskere og dermed troværdige, ligesom man kan føle sig sikker på, at danske informationsspecialister, som møder borgere i alle aldre, vil levere pålidelig information på den enkelte borgers niveau.

Hos Forbundet Kultur og Information er vi ikke i tvivl. Vi ønsker et Danmark, som værner om folkeoplysning og den demokratiske samtale på et solidt fundament af viden, dannelse, fri og lige adgang til information, og som understøtter borgernes nysgerrighed og personlige udvikling ved at facilitere solide, troværdige informationskanaler. I den henseende er Lex.dk en vigtig byggesten. Martin Schmidt-Nielsen, Frederikshaven, medlem af hovedbestyrelsen, Forbundet Kultur og Information