Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Inger Støjberg er hyklerisk og ignorant

»Forblændet af jagten på popularitet, magten og hadet mod muslimer udstiller Støjberg sig selv som en sand og ignorant hykler,« skriver Elvir Abaz Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Helms

Inger Støjberg er ikke alene en demagogisk hykler, der med åbne øjne undergraver retsstaten og »lighed for loven«-princippet.

Hun vil åbenlyst gerne diskriminere danske muslimer ved at forbyde omskæring af muslimske drengebørn. Samtidig vil Støjberg tillade danske jøder fortsat at omskære deres drengebørn, idet hun ikke ønsker at true det jødiske samfunds eksistens i Danmark. Det gør Støjberg med et forslag om at forbyde omskæring af drenge, fra de er otte dage gamle. For jøder lader deres drengebørn omskære på ottendedagen efter fødslen.

Man kan ikke være inderligt imod omskæring af raske drengebørn, sådan som Støjberg hævder, og så samtidig være »selektiv principiel«.

Hvad bliver det næste absurde diskriminerende forslag, som den antidemokratiske Støjberg og hendes ligesindede venner fra Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti vil foreslå for at diskriminere danske muslimer og gøre deres tilværelse mere utålelig i Danmark?

Måske forslag, der forbyder muslimske forældre at kalde deres barn for Mohamed, at religiøse symboler på hovedet kun må dække issen, eller at det godt må hedde kosher, men ikke halal, når vi taler om henholdsvis jødiske og muslimske spisevaner?

Forblændet af jagten på popularitet, magten og hadet mod muslimer udstiller Støjberg sig selv som en sand og ignorant hykler.

Støjberg ved tilsyneladende ikke, at der i islam er anbefalet, at drengebørn bliver omskåret d. 7. dag, men på grund af tradition i de forskellige »muslimske« lande omskæres drengene i praksis ofte senere. Og i min optik nogle gange for sent, især når man ikke anvender fuld bedøvelse under indgrebet og nøjes med lokal bedøvelse. Mange iranerne/persere plejer at omskære deres drengebørn i dagene efter fødslen, hvilket jeg synes er fornuftigt og mere skånsomt end at vente til børn bliver 1-2 år eller ældre og dermed mere bevidst om, hvad der sker under indgrebet med risiko for unødig psykisk trauma til følge.

Jeg har respekt for andre mennesker, der principielt og af hensynet til barnets tarv kan være modstander af drengeomskæring, som ikke er medicinsk begrundet. Men så skal man ikke diskriminere og have et principielt standpunkt, der gælder alle.

Alt andet er pinligt hykleri.

Elvir Abaz, Odense