Inger Støjbergs nystiftede parti Danmarksdemokraterne, som netop er blevet opstillingsberettiget, har som eneste erklærede mål at repræsentere de danskere, som bor uden for de større byer. Der er som sådan intet påfaldende i at henvende sig til et bestemt vælgersegment, men planen virker forfejlet, idet Støjberg i højere grad bidrager til splittelse i landet frem for at styrke den sammenhængskraft, hun må have efterlyst.
Støjberg har, måske berettiget, konstateret en kulturpolitisk kløft mellem land og by, men i stedet for at opildne til samling og forståelse vælger hun blot side i, hvad der kunne ligne et anakronistisk bondeoprør, med høtyvene forrest, mod storbyernes elitarisme og selvtilstrækkelighed. Kampen er utidig og svarer på ingen måde det tidsbillede og befolkningssammensætning, der udgør Kongeriget Danmark i 2022.
Støjberg tegner i sin retorik et forældet, historisk billede af landet, hvor alle med uddannelser bor i store byer, mens provinsbyer og mindre tætbefolkede områder består af ufaglærte og stolte bondetraditioner. Det er falskt. Virkeligheden er, at nyere generationer i langt højere grad end deres forældre har været oplyst om skolevalg og uddannelsesmuligheder. Og det er en myte, at alle unge flytter væk og uddanner sig for aldrig at vende tilbage til hjemstavnen. Mange unge begynder at flytte til provinsbyer og hjemlige omgivelser efter endt uddannelse. Coronaeffekten har tilmed ændret vores generelle måde at favorisere bestemte landsdele på, idet nedlukningen hev tæppet væk under storbyernes identitet og ændrede manges afhængighed af samme.
Inger Støjbergs store fejl er, at hun ikke er fulgt med tiden. For skade omtalte man i fortiden partiet Venstre som bonderøvspartiet og mange Venstre-folk, inklusiv Støjberg selv, har alligevel kunne se en sandhed i dette, men i stedet for at se Lars Løkkes og Ellemann-Jensens modernisering af partiet som en nødvendighed, kritiserer Støjberg det som værende et identitetstab for partiet. Danmarksdemokraterne er i dette henseende Venstre, som det tog sig ud i 1970erne og 1980erne. Det nye parti har gode muligheder for at komme i Folketinget og ophobe en fast vælgerskare, men uagtet partiets succes vil det fremkalde en udviklingsmæssig stagnering af Danmark, som arbejder imod demografisk og kulturøkonomisk udvikling, frem for det modsatte.
Danmarkdemokraterne er dansk politiks svar på en Morten Korch-film: En udvikling truer landsbyidyllen, men til sidst ånder alle lettede op, da tingene atter kan fortsætte deres vante gang.
Kristian Marstal, S-medlem, København
