Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Ingen skal frygte at kysse sin partner

»Alle har ret til at være den, de er. Regeringen vil arbejde for reel ligestilling for alle uanset seksuel orientering og kønsidentitet. På baggrund af en lovgennemgang vil vi efter sommerferien tage stilling til, hvordan homo- og biseksuelle, trans- og interkønnedes rettigheder og lige muligheder kan styrkes,« skriver Mogens Jensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Noget af det dejligste, man kan opleve, er en gåtur langs vandet, i parken eller på gader og stræder hånd i hånd med den person, man elsker. Og et kys, mens solen skinner på en lun, dansk sommerdag.

Der er desværre for mange – alt for mange – som ikke får lov til at opleve sådanne lykkelige stunder hånd i hånd med deres elskede. Over halvdelen af lesbiske og bøsser undlader nogle gange eller ofte at kysse og holde deres partner i hånden i offentligheden. Det viser en ny undersøgelse. Det er kærlighed mellem to mennesker, som begrænses, fordi de frygter chikane eller diskrimination fra andre på grund af deres seksuelle orientering. For transpersoner er det omkring halvdelen, som tilpasser deres udseende og deres opførsel i det offentlige rum. Tænk, at vi i Danmark i 2020 har disse problemer.

Det, som andre oplever som helt naturligt og nok slet ikke tænker over, fylder hos rigtig mange homoseksuelle og transpersoner. Vi har at gøre med mennesker, der føler sig tvunget til at lægge låg på deres kærlighed og person, og det er helt urimeligt. Alle uanset køn, seksuel orientering eller kønsidentitet og kønsudtryk skal have reelt lige muligheder, rettigheder og vilkår. Det er både det rigtige og retfærdige.

»I Danmark skal man ikke frygte chikane, diskrimination eller manglende accept pga. sin LGBTI-identitet.«


Alle har ret til at være den, de er. Regeringen vil arbejde for reel ligestilling for alle uanset seksuel orientering og kønsidentitet. På baggrund af en lovgennemgang vil vi efter sommerferien tage stilling til, hvordan homoseksuelle, biseksuelle, trans- og interkønnedes rettigheder og lige muligheder kan styrkes, for det er der tydeligvis brug for.

Alle skal kunne være sig selv både i det offentlige rum og på arbejdspladsen uden at frygte diskrimination, chikane og manglende accept. Derfor vil jeg sidst på året sammen med interessenter fra arbejdsmarkedet sætte gang i en kampagne til fremme af inklusion af LGBTI+ på arbejdsmarkedet. For der skal også sættes fokus på kulturændringer, og det er vi alle sammen ansvarlige for.

I Danmark skal man ikke frygte chikane, diskrimination eller manglende accept pga. sin LGBTI+-identitet. Det kan ikke siges tydeligt nok.

Mogens Jensen, ligestillingsminister (S)