Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Inddrag private aktører i coronavaccinationsprocessen

Især inddragelsen af de praktiserende læger vil give et kæmpe boost til hastigheden af coronavaccinering, mener Henning Bastian. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kena Betancour / Ritzau Scanpix

Vaccinationer

Det er efterhånden blevet dokumenteret mange gange, at det offentlige er allergisk overfor samarbejde med private aktører. I den nuværende vaccinesituation må det dog være oplagt at inddrage de private hospitaler og de praktiserende læger i vaccinationsprocessen, Særligt efter at vi nu kan modtage vaccinen fra Moderna, som kan opbevares ved køleskabstemperatur.

Især inddragelsen af de praktiserende læger vil  give et kæmpe boost til hastigheden i udbredelsen. Mon ikke de kan magte opgaven?

Henning Bastian, Vedbæk

Det danske sprog

Det er utroligt, så sløjt det står til med det danske sprog.

I disse dage hører vi gang på gang tv- og radiojournalister udtale ordet »Kongressen« som »Kongrassen«. Ord som f.eks. »præst« bliver udtalt »prast« og ikke mindst ordet »kræft« bliver udtalt »kraft«, som er det absolut modsatte af den frygtede sygdom. »Ligge« og »lægge« er det også helt galt med.

Før i tiden blev tv- og radiojournalister belært om, hvordan det danske sprog udtales. Man kan kun håbe på, det bliver »maed bedre i framtiden!«

Aase Eriksen, Hørsholm

Barnebrude ude og hjemme

Dagens udenrigsnyheder: Danske organisationer støtter varmt kampen mod barnebrude i Afrika. Skuespiller Lars Ranthe lægger sin populære, men alvorlige, stemme til en tv-reklame, der går på, vi skal støtte med et fast månedligt beløb, for at sikre små piger under 15 år mod at blive gift med ældre mænd i lande, der tillader den slags. Vi bakker i den grad op om initiativet.

Gårsdagens indenrigsnyheder: Integrationsminister i 2016, Inger Støjberg (V), støtter kampen mod barnebrude og forbyder disse unge piger at være sammen med ældre mænd, der måske er blevet deres påtvungne ægtefælle. Det tillader vi nemlig ikke her i landet. Vi bakker i den grad ikke op om initiativet. Fru Støjberg skal derfor straffes, da hun og Danmark overtræder nationale/internationale regler? Love og kærlighed er svære størrelser at forstå.

Lars Juul, Frederiksberg

Unge versus gamle

Livet har en udløbsdato, det ved vi alle. Dødsårsag som »gammel« er ofte influenza, lungebetændelse, demens – eller blot »træt af livet«.

I denne vanvittige pandemi, vi står i lige nu, er det så rimeligt at fokusere på de gamle, hvis liv lakker mod enden, mens børn og unge tabes på gulvet i deres skolegang, uddannelse og sociale kompetencer? De børn og unge, der skal føre samfundet videre, vokse op som velfungerende mennesker og skabe vækst.

Jeg ved, at det er et spørgsmål om hospitalsvæsenet og hvor meget, de kan klare. Men når Mette Frederiksen står prime time på TV 2 og siger, at det er en dyb tragedie, at en tredjedel er døde af corona på et plejehjem, kan jeg ikke lade være med at tænke, ja, det er trist – men hvis vi ikke havde corona, hvor lang tid ville de så leve – tre måneder, et halvt år, et år?

Det er en stor etisk pille at sluge, men vores fremtidsscenario er uendeligt meget mere end en dyb tragedie, med alt det pandemien byder vores børn og unge. Stor respekt til de læserbreve, hvor de gamle stiller sig bagest i køen, lad der være flere af dem. Forstå det nu, Mette Frederiksen, kan du ikke se, at det er helt galt?

Hanne Kragh, Hørsholm

Fangernes dilemma for levebrødspolitikere

Det er svært at stemme for rigsretssag mod en af sine egne, men Venstre vil næppe stå stærkere som slappere over for embedsmisbrug.

Socialdemokratiet ønskede at undersøge sagen mod Støjberg. Men det var før minkmiseren.

Nu tøver Mette Frederiksen, der jo nødigt vil inspirere andre til at rejse sager om lovhjemmel til højre og venstre. Lov og orden gælder åbenbart kun os andre.

DF toner i det mindste rent flag (for de har jo sagerne om Meld og Feld hængene over næstformanden).

Tror statsministeren virkelig, at minkkritikken forsvinder ved at lade Støjberg slippe? Stemmer S imod en rigsretssag, vil vi huske Mette Frederiksen som den stærke, magtfuldkomne statsminister, der ofrede retfærdigheden i handlingens navn. Det er en slags »fangernes dilemma« for levebrødspolitikere.

Det ville klæde politikere at lade retten afgøre politikeres skæbne. Kun på den måde kan retsstaten sejre – uanset resultatet af en rigsretssag.

Almindelige borgere vil fortsætte tryggere gennem livet vel vidende, at loven gælder alle. Og så kan Støjberg trygt fortsætte i Nye Borgerlige. For der må man forstå, at man godt må bryde loven, så længe det går ud over traumatiserede flygtninge.

Troels Rud, København