Ikke alle kan blive sygeplejerske


Hvert år holder vi vejret på dagen, hvor ansøgertallene for sygeplejerskeuddannelsen offentliggøres. Igen i år var der ledige pladser på sygeplejerskeuddannelsen, og det er brandærgerligt.
Derfor skal vi sætte fokus på, hvor fantastisk sygeplejerskefaget er. Sygeplejerskeuddannelsen rummer så mange forskellige og spændende faglige elementer, og som sygeplejerske har man uanede mængder af karriereveje. Den fortælling skal stå stærkere.
Vi hører desværre, at nogle sygeplejestuderende oplever fordomme fra omverdenen, når de fortæller, at de læser til sygeplejerske. Det er fuldstændig uhørt. Hvis de unge, der overvejer at søge ind på sygeplejerskeuddannelsen, møder fordomme og påvirkes af fejlagtige fortællinger om faget, så mister vi potentielle ansøgere.
Fordomme som »man bliver sygeplejerske, fordi det er et kald«, »sygepleje handler om at tørre folk forneden og holde i hånd« og »sygepleje er noget, kvinder er særligt gode til« skal vi aflive.
Vi mangler sygeplejersker. Mange sygeplejersker. Derfor er det skidt, at ansøgertallet er faldet. Men vi skal samtidig glæde os over, at mere end 3.300 unge har søgt ind og er blevet optaget på sygeplejerskeuddannelsen. De kan se frem til et fantastisk fællesskab og et fag med mening.
Vi skal dog også turde tale højt om, at ikke alle kan og skal være sygeplejerske. Vi løser ikke problemet ved, at hvem som helst søger mod faget. For det kræver kompetencer på højt niveau at være sygeplejerske i et meget komplekst sundhedsvæsen. De studerende skal mestre blandt andet matematik, naturvidenskab, samfundsvidenskab, sundhedsvidenskab og humanistiske fag. Det indebærer blandt andet kompetencer i forhold til at kunne kommunikere med patienter og borgere og deres pårørende uanset alder, social baggrund og sygdom, evnen til at samarbejde på tværs af andre faggrupper og medmenneskelig forståelse og indsigt.
Vi vil fra Dansk Sygeplejeråd gøre, hvad vi kan for at fortælle om fagets mange muligheder – så vi kan tiltrække unge, der ser mulighederne og vil bruge deres stærke faglige og personlige kompetencer i sundhedsvæsnet. Samtidig vil vi fortsætte kampen for bedre løn- og arbejdsvilkår, spændende karrieremuligheder og et godt arbejdsmiljø, da det er en forudsætning for, at vejen ind i sygeplejefaget bliver endnu mere attraktiv.
Harun Demirtas, 1. næstforperson i Dansk Sygeplejeråd
Hele tre danske topministre var rejst til USA for at deltage i Demokraternes konvent. Udenlandske lejemordere i danske byer, forsvundne børn i børnehaver, asylansøgeres chikane mod et lokalsamfund og stigende frygt for økonomisk recession må alt sammen nedprioriteres i lille Danmark til fordel for ligegyldig dansk symbolpolitik hos ét nøje udvalgt amerikansk parti.
Ifølge Lars Løkke (M) føler alle tre regeringspartier sig »tættest tilknyttet Demokraterne«, og det rejser jo flere relevante spørgsmål, når man ser tilbage på de sidste katastrofale fire år under præsident Joe Bidens og vicepræsident Kamala Harris ledelse.
Støtter ministrene dermed Demokraternes dybt uansvarlige grænsepolitik, der har formået at lukke vanvittige 7,2 millioner illegale immigranter ind i USA siden 2021?
Ønsker ministrene den samme rekordhøje inflationsramte samfundsøkonomi, hvis lige ikke er set i over 40 år under Joe Biden?
Skal USAs højeste antal hjemløse nogensinde på 650.000 amerikanere også være en realitet i Danmark kombineret med Amerikas rekordhøje 75.000 årlige tilfælde af fentanyloverdoser?
Vil de danske ministre i fremtiden også kopiere Joe Bidens ynkelige ferierekord på hele 40 procent af sin fireårige præsidentperiode?
Søren Søby Jørgensen, Fredericia
Er landmændene den eneste befolkningsgruppe, der ikke bader om sommeren? Nu er de danske fjorde igen ramt af ildsvind, og der lugter grimt langs strandene. Hvis Danmark skal tiltrække turister til sommerhusområdet og strande, så må vi få de badeglade landmænd til at gå forrest. Stop udledninger, hop ud ad traktoren når sprøjten er hægtet bagpå, og tag en tur til stranden med ungerne.
Bo Arup, Charlottenlund