Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Ikke alle Gentofteborgere er egoister

Det er ikke alle i Gentofte, der deler Andreas Weidingers synspunkter og drømmer om at få en luksusghetto for sig selv, mener Helene Brochmann, Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Som født og opvokset i Gentofte skal jeg være den første til at skrive under på, at det er en dejlig kommune at bo i. Men der er en slange i paradiset. Den består i, at andre tror, at man tilhører en særligt fordomsfuld og egoistisk del af menneskeracen, når man kommer herfra.

Den opfattelse får virkelig ny næring på skammelig vis, når det konservative kommunalbestyrelsesmedlem Andreas Weidinger her i avisen erklærer, at Gentoftes strande bliver »misbrugt« – ikke af folk i almindelighed, men af folk fra andre kommuner i særdeleshed.

At opfatte strandene som mere vores end alle mulige andres er i sig selv meningsløst, og alle Weidingers anbringender og kommunechauvinistiske forslag er da også allerede fint imødegået af lokalpolitikere fra oppositionen i lokalavisen Villabyerne.

Jeg synes, det er vigtigt her at påpege, at det ikke er alle i Gentofte, der deler Weidingers synspunkter og drømmer om at få en luksusghetto for os selv.

Helene Brochmann, spidskandidat for SF Gentofte til kommunalvalget

Morten Messerschmidt versus Brandes

I Berlingske 14. juli langer Morten Messerschmidt, DFs kulturordfører, hårdt ud efter Georg Brandes. Hans nedgørende påstande bør ikke stå uimodsagte.

Intervieweren spørger ham: Hvad er den største myte eller løgn, vi fortæller om vores kulturliv? Messerschmidt svarer: At Georg Brandes var en stor litteraturkritiker. Han var en billig kopist af etablerede europæiske tendenser.

Det er hård kost. Kopist?  Brandes pyntede sig ikke med lånte fjer, kopierede ikke – men han formidlede. Han promoverede for fuldt drøn filosoffer og digtere som Stuart Mill og Friedrich Nietzsche; sidstnævntes tidlige verdensry kunne han takke Brandes for. Ligeså med Henrik Ibsen. Fremragende samtidige betegnede Brandes som verdens førende litteraturkritiker. Næppe helt uden grund!

Det er naturligt, at konvertitten Messerschmidt anser ateisten Brandes som en modstander, en modpol. Men det ville klæde ham at anerkende Brandes’ format. Som Brandes gjorde det med sine modpoler – f.eks. Kierkegaard, som han skrev en storartet bog om, hvor Kierkegaard fremstilles positivt og anerkendende.

En kvinde fremsatte engang over for Brandes nogle nedsættende bemærkninger om Grundtvig. Brandes reagerede: »Pas på, hvad De siger! Jeg kan ikke fordrage ham, men han var fandeme stor!«

Messerschmidt indrullerer sig i kompagniet af Brandes-nedrakkere. Såsom Søren Krarup og frem for alt litteraturhistorikeren og antisemitten Harald Nielsen, som viede sit liv til bekæmpelsen af Brandes – og som følgerigtigt endte i nazismen.

Det er jo meget på mode at vælte statuer. Men uanset hvor mange, der letter ben op ad hans minde, skal Brandes’ verdensry nok holde sig. Messerschmidt bør koncentrere sig om politik – og ikke forsøge at slå sig op som kulturpave.

Niels Bach, Samsø

Chok og tragedie

Midt i sommervarmen bliver et ungt ægtepar på Frederiksberg ramt af en tragedie før det, der ellers skulle være en lykkelig begivenhed. Nemlig fødslen af deres andet barn til august.

Glæden ved den forestående begivenhed er nu »erstattet af chok«, forklarer ægteparret til Berlingske. Årsagen er, at deres (sviger)forældre fra Sydafrika ikke kan være i Danmark i forbindelse med fødslen på grund af de coronarelaterede rejserestriktioner. Det er »en kæmpe tragedie«, forklarer det unge par.

Enkelte – mig inklusive – kunne måske synes, at ordene »chok og tragedie« er ekstremt store at bruge, fordi (sviger)forældre – midt under en pandemi – må vente nogle måneder på at se deres barnebarn. Men har man den holdning, må det være, fordi man er følelseskold, idet flere folketingsmedlemmer åbenbart er ganske enige i tragedien.

Således udtaler Jan E. Jørgensen fra Venstre om rejserestriktionerne, at »det er decideret hjerteløst og meningsløst«. Og Karina Lorentzen Dehnhardt fra SF følger op med ordene: »Det skærer mig i hjertet, når bedsteforældre bliver udelukket fra sådan en begivenhed«.

Jo, vi danskere lever i et smørhul, når ovenstående historie kan fylde to sider i min avis og afføde spørgsmål fra folketingsmedlemmer til justitsministeren.

Helge Adam Møller, Næstved