Det er med stærk følelsesmæssig genkendelse, at jeg læser kommentaren i Berlingske 25. november 2024:  »Julehjælp er blevet en stempling af social udsathed«.

Det er som om, at etikette-kulturen vinder. Jeg har gennem det meste af mit liv fået påhæftet mange etiketter – så mange, at jeg til sidst var limet så meget sammen af dem, at jeg ikke kunne røre mig eller trække vejret.

Jeg har aldrig forstået, hvad jeg skulle stille op med etiketten social udsathed eller andre etiketter, og jeg har heller ikke forstået, hvad de egentlig betød eller skulle bruges til. Hvad skulle etiketterne fortælle mig eller andre om mig?

Jeg har aldrig fået en forklaring på etiketterne eller fået fortalt, om jeg kunne komme af med dem, og hvad jeg skulle gøre for, at det måske kunne lykkes.

Jeg har båret på en følelse af, at mit liv og jeg som menneske var beskrevet og defineret fra den dag, jeg blev født. Jeg var ikke en af de normale, gode eller dygtige, og jeg fik med etikkerne troen på, at jeg ikke var et rigtigt menneske.

Jeg var etikkerne, og jeg har det meste af mit liv skammet mig over at være forkert. Jeg har tidligere haft brug for julehjælp men aldrig haft modet til at søge den af frygt for stigmatisering.

Jeg oplever, at vi smider om os med etiketter uden egentlig at gøre os klart, hvad de betyder, eller hvad de indebærer for dem, som får dem. Hvis man slår ordet »udsat« op, er der en klar definition fra Social- og Boligministeriet.

En definition som du kan sætte på mig, fordi jeg blev født ind i en familie med misbrug og vold. Jeg var det meste af min barndom anbragt på døgninstitution. Jeg var i et voldeligt forhold, udviklede psykiske og fysiske lidelser og fik en førtidspension.

Men en anden fortælling om mig er, at det lykkedes mig at holde mig ude af misbrug, kriminalitet og hjemløshed. Jeg klarede mig selv, fra jeg var 17 år. Jeg fik to børn, som jeg opfostrede, og begge er gode samfundsborgere. Jeg uddannede mig til pædagog og var dygtig til mit arbejde. Jeg giftede mig med en »ikkeudsat«.

Det er ikke fair, at mennesker, som i en periode i deres liv har svære kår, skal bære etiketten udsatte. De der søger julehjælp, er modige mennesker, som tør tage imod hjælp.

Jeg foreslår, at vi omdøber »udsatte« til »modige«.

Glædelig jul

Gitte Jørgensen, Skibby

Klimaekstremisme

I sin leder 2. december skriver Amalie Lyhne, at de borgerlige partier i København bør levere bedre politiske alternativer til Københavns fremgangsrige røde partier. 

I den forbindelse nævnes tre mærkesager, som tillægges den yderste venstrefløj – klimaekstremisme, terrorsympati og skøre woke dagsordner. 

Jeg har som ikkesocialistisk medborger intet problem med, at de to sidste kategorier nævnes. Men hvad klimaekstremismen angår, tror jeg, at både Berlingske og de borgerlige partier skal passe rigtig meget på. 

Det er nemlig ikke kun borgere på den yderste venstrefløj, der tager klima- og biodiversitetskrisen ekstremt alvorligt – og lader det påvirke valget af parti. At tage noget ekstremt alvorligt gør ikke én til ekstremist. 

Til gengæld bør man overveje, om det ikke er business-as-usual-attituden, der i dag udgør den egentlige klimaekstremisme. Mon ikke de fleste borgerlige vil være mere nervøse ved en Trump-Lomborgsk klimapolitik end ved Line Barfods? Det er ikke rimeligt at fastholde borgerlighed i klimafornægtelse.

Søren Nielsen, København

Køb af Københavns Lufthavn

Når jeg ser de tilfredse smilende politikere træde frem på tv med information om, at de lige har spenderet 32 milliarder af vore gode skattekroner på et hastigt indkøb, så bliver jeg altid meget bekymret.

Ofte går det for stærkt, og har de forstand på at vurdere det kommercielt? Staten har sandsynligvis været udsat for et veltilrettelagt sælgerkneb, hvor der er trykket dygtigt på panikknappen. Køber du ikke nu, så finder vi en ubehagelig alternativ køber. Almindeligt købmandsskab (og is i maven) bliver sat ud af kraft – ofte nemmere når det er andres penge, man opererer med. 

Jeg vil godt vædde et pænt beløb på, at dette køb bliver tabsgivende for staten.

Allan Troels-Smith, Fredensborg

Bureaukrati og omvendt bevisførelse

Alle taler om mindre bureaukrati, alt imens det kun vokser og vokser. Regler og krav vælter ned over os. Det burde vedtages, at offentlige myndigheder kun kan pålægge borgere og virksomheder inkl. landbrug byrder, som de kan dokumentere har en gavnlig effekt.

For eksempel kravet om at en hestemødding på betonunderlag og med stor gylletank skal overdækkes for at hindre udvikling af ammoniak. 

Kravet fastholdes fordi hestebranchen ikke har udarbejdet en analyse på, at en hestemødding, som har en meget høj tørstofprocent, formentlig ikke udvikler ammoniak i skadeligt størrelsesforhold. Men det er jo den omvendte verden.

For at en myndighed kan pådutte borgere og virksomheder alle disse mærkværdige påfund (listen er lang), burde det være et krav, at myndighederne kan dokumentere en skadelig virkning og omfanget heraf ved en given situation, førend man kan forlange besværlige, dyre, indgribende og ofte nyttesløse krav.

May-Britt Kattrup, Hørsholm

Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk