Min Facebook-side er min digitale dagligstue. De SoMe-profiler, som jeg administrerer, er mit andet hjem. Inden for disse onlinevægge gælder både min og din ytringsfrihed. Andre mennesker er velkomne til at besøge mig her til en snak, men hjemme hos mig gælder selvfølgelig også de høflighedsregler, som medierer alle salgs demokratiske samtaler mellem mennesker.

Jeg vil mene, at gæstens pligt til at bidrage til den gode samtale og stemning trumfer deres ret til at sige hvad som helst, de vil. Mine digitale besøgende har selvfølgelig retten til at kæfte op nøjagtigt som mig, men fordi de gæster mit hjem, så har jeg også retten til at give dem deres hat i hånden og vise dem døren, hvis jeg ikke mener, at de bidrager med noget godt.

Dette har intet med censur at gøre. Det indskrænker ingens ytringsfrihed, da alle er mere end velkomne til at stille sig på deres egen digitale ølkasse og skråle deres meninger ud et andet sted. Dette kan enten gøres i åbne diskussionsgrupper, på private profiler eller på mediernes halvoffentlige sider – mulighederne er mange.

Hjemme hos mig sætter jeg dog selv reglerne for, hvad der tales om. De fleste ville nok være enige om, at det er udtryk for universel dårlig pli og dømmekraft, hvis en person traskede ind til sin nabos havefest og straks begyndte at diskutere med alt og alle om alting. Hvis denne hidsige debattør så samtidig også blev småligt fornærmet det øjeblik, at værten bad vedkommende om at respektere de andre gæster, så ville man resten af aftenen nok ikke kunne lade være med at ryste på hovedet over personens uhørte dårlige situationsfornemmelse.

I praksis oplever jeg desværre oftere og oftere denne type. De misforstår deres rolle som gæst. Hos mig kan de ikke uden konsekvenser sige, hvad fanden de vil. De glemmer, at de taler til et rigtigt menneske og befinder sig i deres onlinehjem. Her er det mit personlige og politiske moralkompas, der fører samtaler på rette vej.

Desuden mener mange så fejlagtigt, at det er udtryk for undertrykkende censur, hvis man beder dem om at tage deres tale et andet sted hen. Nej, det er udtryk for deres uhøflige selvoptagethed, vil jeg mene.

Det er udtryk for en så ringe digital dannelse, at vi bliver nødt til at tage en snak om det. Vi tillader lige nu, at alt for mange digitale værtshusgæster sætter sig ned ved tilfældige selskaber og skråler deres uønskede meninger lige lukt ind i ansigtet på en gruppe af fremmede. Dette ville blive anset som en dybt uforskammet opførsel offline, hvilket det også burde være online.

Oliver Tonning, København