Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

I fodbold kan alle acceptere høje lønninger – men ikke i erhvervslivet

Ørsteds administrerende direktør, Henrik Poulsen, stopper som topchef senest 31. januar 2021. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Business-sektionen i Berlingske 17. juni havde en rammende overskrift på forsiden: »Hvem vil være Ørsted-topchef for 16,7 mio. kroner om året?«

Spørgsmålet er særdeles relevant, da topchefers »høje« lønninger jævnligt dukker op i medierne. Næsten altid suppleret med diverse venstreorienterede politikeres fordømmende udtalelser. Ingen nævnt, ingen glemt. Denne gang finder man dog også René Christensen fra DF i koret af »misundelsesdebattører«.

Årsgagen på 16,7 mio. om året er ikke mere, end hvad en topfodboldspiller tjener på to uger. Det er der ingen, der bliver dårlige af. Bestyrelserne (i klubber, erhvervsvirksomheder m.v.) betaler kun den løn, der er nødvendig. Deres opgave er nemlig at sætte det bedst mulige hold. Man vil have topkvalitet. Kravene er derfor også høje. Hvis der ikke bliver leveret, så er det ud.

På baggrund af den afgående topchef Henrik Poulsens afsked, har Ørsted sovet i timen. Man kan nok ikke forvente at få mere end en 3. divisionsspiller fremover. En chef i topklassen fås kun, hvis man betaler markedsprisen. Ellers er der andre, der både kan og vil betale. Eventuelt i udlandet. Er det i aktionærernes (og Danmarks) interesse?

Det er nok for meget forlangt, at politikere på venstrefløjen skal forstå erhvervslivets vilkår. De fleste har desværre kun en fortid i den offentlige sektor eller i fagforeninger. Derfor har de ofte kun en fjern, tåget og ganske urealistisk forestilling om forretningslivet. Dette til trods for, at det er den private sektor, som danner grundlaget for hele samfundet. Når det gælder fodbold, kan alle være med, og de synes derfor, at lønningerne er helt ok. Det kan Danmark desværre ikke leve af. Jørgen Johnsen, Tappernøje

Hvad vil Horesta?

TV 2 News bragte torsdag 18. juni et morgeninterview med Horestas adm. direktør Katia K. Østergaard. Direktørens budskab er, at Danmark er europamestre i forsigtighed i forbindelse med coronaepidemien. Flot PR-udtryk, tillykke!

På interviewerens simple spørgsmål om mere åbne grænser og hotelgæster fra hele verden ikke vil give mere smitte, var direktørens triste svar, at hun ikke var medicinsk ekspert. Det svar er for usselt. Hvis man vil blande sig i debatten og oven i købet har overskud til at håne sine modstandere, bør man som minimum have mod og mandshjerte til at stå ved sine synspunkter og vedgå, at mere åbenhed uundgåeligt giver mere smitte. Horesta, det er en ommer, og det haster. Anders Nørskov, Birkerød

Hvor er bierne?

Vor have svulmer med blomster, men ikke en bi, en hveps, en humlebi. Knap nok fluer. Solsortene, som der plejer at være tre-fire af alene heromkring og kræve hver sit territorie i dagevis, har vi faktisk ikke hørt fra. Området er åbenbart ikke længere godt nok. Vi troede ikke, at man allerede var nået så langt, at man som lægmand ville lægge mærke til det i det daglige. Har de forskellige organisationer, som kræver skærpet kontrol med sprøjtemidler, ret? J.M.Stewart-Ferrer, Odense C

Lukkede grænser

Jeg er forvirret. Vores grænser var lukkede. Hvordan kan et fly fra Pakistan få lov til at transportere over 300 mennesker ind i landet 6. juni, når vi andre på det tidspunkt ikke måtte bevæge os nogle steder hen? Kan nogen forklare det? Erik Svanberg, Charlottenlund

Boykot politisk korrekthed

Jeg er normalt meget forsigtig med at kalde meninger og holdninger for fascistiske, fordi det er en så alvorlig anklage med historiske konnotationer. Når jeg alligevel kalder den omsiggribende politiske korrekthed for fascistoid, er det, fordi jeg ser nogle fascistiske træk. Nogle mennesker, der ikke er blevet valgt af nogen, der ikke har mandat fra nogen som helst til noget som helst, opstiller regler for, hvilke holdninger og ytringer, man har lov at give udtryk for. Alle skal pr. dekret overholde disse regler - gør man det ikke, er moralsk fordømmelse, udelukkelse og berufsverbot en sikker følge. Hvem har givet politisk korrekthed status som verdensideologi? Hvem har ophøjet den til universallov? Jeg anerkender ikke politisk korrekthed – og agter ikke at rette mig efter det. Jeg opfordrer til boykot af politisk korrekthed, mens vi stadig kan. Alexander Borg, København S