NATO valgte nok mest af hensyn til Rusland ikke at påbegynde optagelsen af Ukraine i NATO under sidste topmøde i juli 2023. Men i lyset af Ruslands uforudsete hastige oprustning må den samme fejl ikke begås igen på det kommende topmøde i USA.

NATO har nemlig i den aktuelle sikkerhedspolitiske situation stort behov for Ukraine som medlem af alliancen. NATO er til for at beskytte Europa, men siden Ruslands invasion af Ukraine for to år siden har ingen nation bidraget mere til Europas sikkerhed end Ukraine ved nedslidningen af de russiske invasionsstyrker, der aktuelt presser på langs den 1.000 km lange front.

Europa har en større befolkning end den amerikanske, men kan på grund af årelang nedrustning og manglende politisk vilje desværre ikke forsvare sig selv og vil ikke kunne gøre det i mange år. Oprustning tager jo tid – modsat nedrustning!

Europa er ikke sikker, før man kan modstå russiske styrker alene og uden amerikansk hjælp. En ny præsident truer jo i horisonten. Mange nationer i Europa taler derfor nu om øget og hurtigere oprustning, men det går alt for langsomt – også i forhold til Rusland, hvis rustningsindustri nu udkonkurrerer Europas.

Ingen synes i dag bedre til at stoppe russerne end Ukraine, der med Vestens våbenhjælp m.m. nu har noget nær Europas stærkeste hær. Ukraine vil derfor være en stor sikkerhedspolitisk gevinst for NATO – selv med besatte landområder. 

Lykkes det Rusland, der jo allerede påstår, at man er i krig med NATO, at besejre Ukraine på grund af svigtende hjælp fra Vesten, vil det opfattes som et nederlag for NATO. Rusland vil samtidig stå kamptrænet og sejrrig ved flere NATO-landes grænser. 

Optagelse i NATO har været lovet Ukraine i snart 20 år, men ikke realiseret af frygt for Ruslands reaktion – til ingen nytte, som man ser.

Medlemskab af NATO såvel som af EU er et nødvendigt politisk signal til Rusland, nu hvor USAs og Vestens militære støtte desværre vakler, og det vil fremtidssikre, at Vestens massive våbenhjælp forbliver i alliancen. 

Ukraines optagelse i NATO, evt. med de områder man behersker, vil også give de bedste garantier for nationens overlevelse. Det vil fordre politisk fleksibilitet, men kræver efter NATO-traktaten ikke styrker indsat i Ukraine.

Svigter den politiske vilje til at producere nok ammunition og våben til at redde Ukraine og påbegynde en optagelsesprocedure i NATO såvel som for EU, er det utilgiveligt og ulogisk. NATO med svage konventionelle styrker har jo netop nu brug for Ukraines kampkraft. Ellers vil det medføre endnu større militære og sikkerhedspolitiske omkostninger senere, når Rusland igen »banker på«.

Jørgen Jelstrup, oberst emeritus, Odense