I søndagskroniken 17. maj kaster forfatter og bestyrelsesmedlem i DR Ole Hyltoft sig ud i en sand helgenkåring af familien Stangerup »i storhed og fald« og især af familiens senior, dr. Hakon Stangerup, Hyltofts forgænger som næstformand i det daværende Radioråd. »Og hvad kunne vi ikke have udrettet sammen til DRs gavn og rigets kulturelle højnelse?« som Hyltoft med uskrømtet selvglæde lader os vide. Kronikkens kyniske karaktermord på afdøde lektor Henning Elbirk nødvendiggør imidlertid korrektion.

I modsætning til Ole Hyltoft gik jeg 1952-53 i klasse (1. G.) på Gl. Hellerup Gymnasium sammen med Henrik Stangerup, hvis sidekammerat jeg endda var. Adskillige gange besøgte jeg også som Henriks kammerat det herskabelige hjem i Sorgenfri. Blandt skolens mange gode lærere, udmærkede vor dansk- og sanglærer Henning Elbirk sig som pædagog og engageret litteraturformidler, der bl.a. satte os drenge til at læse Hans Scherfigs dengang ret nye og for mange provokerende roman Det forsømte Foraar. Elbirks minde fortjener ikke, at Ole Hyltoft pådutter ham at have begået »den svinestreg at spørge eleverne i Henriks gymnasieklasse, om de vidste, at denne latterlige dr. Horn i Scherfigs romaner var Henriks far«, hvilket jeg kan forsikre om, at han aldrig gjorde, selv om klassen nysgerrigt udfrittede ham om personerne bag Scherfigs romanfigurer, da han indrømmede, selv at have været både elev (lidt efter Scherfig) og senere lærer på Metropolitanskolen.

Da Ole Hyltoft ikke som jeg gik i klasse med Stangerup, kan han kun have de Elbirk tillagte belastende udtalelser fra Stangerup selv, der også i sine romanbiografier om den unge Henriks konfliktfyldte opvækst har slået sig løs i, hvad professor Billeskov Jansen kaldte »uforbeholden bekendelesslitteratur« karakteriseret ved »konvulsivisk stil«. Og jeg kan forsikre om, at den eneste, der i vor gymnasieklasse interesserede sig for at berette eller høre om dr. Hakon Stangerup, uanset dennes noget problematiske fortid under besættelsen og tvivlsomme oversættermeriter – var den ukritisk beundrende søn Henrik Stangerup, som jævnligt påberåbte sig sin fars fortræffeligheder.