Stemningen på sociale medier er blevet hård – alt for hård. Vi er holdt op med at lytte til hinanden, især til dem vi er uenige med.
Jeg ser det særligt i debatten om transpersoner, hvor fronterne er trukket skarpt op, og hvor både organisationer og politikere står på hver sin side og råber deres sandheder i hovedet på hinanden.
Politikerne vælger ofte de mest ekstreme eksempler for at fremme deres sag. De finder én vanvittig situation, puster den op og bruger den til at skaffe likes, kommentarer og opmærksomhed. Men hvad med de mange nuancer, som vi aldrig hører om? Hvad med de 999 andre situationer, der ikke passer ind i et skarpt politisk narrativ?
Særligt efter at Trump er blevet præsident igen, ser vi, hvordan hans tilgang til politik og mennesker smitter af på Danmark. Vi overtager de samme fjendebilleder og skyttegravskrige, som dominerer den amerikanske debat. Det er skræmmende at se, hvor hurtigt det sker.
En politiker som Morten Messerschmidt er enormt dygtig til at formidle komplekse emner på en måde, så de fleste kan nikke genkendende til hans konklusioner. Han taler ind i vores alle sammens »svinehund« – den del af os, der søger enkle forklaringer på komplicerede problemer.
Men hvor ville jeg ønske, at han og andre politikere oftere tog samtalen. Ikke for at vinde en debat eller score billige point, men for at forstå den anden side. For at vi alle kunne blive klogere.
Morten, hvis du på en eller anden måde læser dette, så håber jeg, at jeg en dag kan møde dig til en ægte samtale. Måske kunne vi finde noget, vi er enige om? Og hvis ikke, så går det nok – men vi ville i det mindste have lyttet til hinanden. Jeg giver gerne en kop kaffe.
Jeg er ikke selv transperson, jeg er en mand, der elsker en anden mand. Og jeg ser med bekymring på, hvordan homoseksuelle i stigende grad bliver skubbet ind under en bred »woke-paraply«, der kun gør det nemmere for politikere at skabe fjendebilleder. Men det er en samtale til en anden dag.
I en verden, hvor alle råber, er det vigtigere end nogensinde at lytte. Ikke fordi vi nødvendigvis skal være enige, men fordi alle har ret til at blive hørt. Og hvis vi ikke begynder at lytte til hinanden igen, hvad er det så egentlig for et samfund, vi er ved at skabe?
Benjamin Holstebroe, Hinnerup
Grønlandsk ligestilling
Udfordringerne med vores forhold til Grønland synes at fortsætte, hvilket bliver tydeligt i den meningsmåling, der netop er foretaget i Grønland. Ikke overraskende mener flertallet, at Danmark fortsat skal have pligt til at sende penge nordpå, hvis Grønland bliver selvstændigt.
Vi er i en situation, hvor vi formentlig inden længe skal finde os i at blive anklaget for folkemord, fordi nogle kvinder har fået en spiral. Vi skal have renset vores sprog for krænkende udtalelser, for eksempel »grønlænderstiv«, og derudover i øvrigt opdrages til at tage specielle hensyn, når vi møder en grønlænder i Danmark.
Som helt »almindelig« borger i den sydlige del af riget er det tid at sige: »Stop så, nu bliver det for groft.« Hvis grønlænderne ønsker selvstændighed, så »ja tak« herfra, dog under den forudsætning, at det bliver fuld selvstændighed, det vil sige, at Grønland må forsørge sig selv, med alt hvad det indebærer.
Alle historier får en ende, og historien om rigsfællesskabet må gerne ende nu, hvis en fortsættelse betyder, at vi i Danmark både skal udskammes og gøres økonomisk ansvarlige til evig tid.
Grønlænderne må selv tage ansvar for eget liv, herunder betale egne regninger, det er ligestilling, og det er, hvad vi »normalt« siger kendetegner vores moderne og oplyste samfund.
Fillippa Gottlieb, Allerød
Brydningstid
Vi er i en voldsom brydningstid i Danmark, i rigsfællesskabet, i Europa og i alle verdens lande.
Få er i tvivl om, at vi i det demokratiske Europa står med dårlige kort på hånden over for verdens autokratier.
Det er en kendsgerning for mange danskere og mange EU-borgere, at vi desværre står med ringe muligheder for at komme helskindet videre, som en fortsat betydningsfuld spiller på verdensscenen.
Det gør vi, fordi – i hvert fald for Danmarks vedkommende – mange af os ikke har levet op til samfundskontrakten med vores gamle land, og nu bliver mit standpunkt kontroversielt.
Det skyldes, at alt for mange politikere har understøttet et pylre- og/eller et curlingsamfund. Vi er simpelthen fanget i en ond cirkel, som skal brydes.
Hvis ikke, er det ret nærliggende, at prisen kan blive en, for vores hidtil kendte danske samfund, voldsom deroute.
Alle kan se, at store dele af den offentlige sektor ikke fungerer efter hensigten, gode penge smides efter dårlige. Nej, jeg er ikke pessimist, men realist.
Efterhånden har så mange erhvervet sig diagnoser, som gør, at det øvrige samfund skal tage hensyn til dem, men det samfund er jo snart i mindretal.
Løsningen ligger ikke lige for, thi den hidtidige løsning, at så skal diagnosetilkendte jo bare have endnu en stor pose penge af rådighedsbeløbet, ikke duer.
Bare vi var med i forreste række i andet end VM i herrehåndbold.
Torben Jensen, Rødovre
Hvor er fornuften?
Gør det indtryk på Trump, at Mette Frederiksen render rundt i et splittet Europa, som nærmest er forarmet?
Eller at hun spiser porretærte og kylling med de nordiske statsministre? Det kan måske gøre indtryk på Maren i kæret ligesom makrelmadder, men hvor er den stil, man kan forvente af landets statsminister?
Forhåbentlig er det ikke for sent, at Europas ledere kan mødes med Trump og finde en løsning på forsvaret af Arktis, som må være i den vestlige verdens interesse.
Jeg er trods alle odds stadig optimist.
Hanne Williams, København
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
