Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvorfor skal vi tvinge børnefamilierne ud af byen?

»Vi skal ikke have en VIP-by udelukkende for velhavende singler med akademikerjob i Indre By, par uden børn og mobile ældre mennesker, som kan leve med, at deres bil er opmagasineret i et P-hus langt fra deres hjem,« skriver Cecilia Lonning-Skovgaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Lige nu er et usædvanligt flertal på Københavns Rådhus ved at tegne en ny retning for København.

Byens udviklingsplan for fremtiden - Kommuneplan 2019 - var egentlig på plads efter en offentlig høringsperiode. Men på et møde i Økonomiudvalget 3. december, kom et nyt grønt flertal (Alternativet, SF, Enhedslisten, Radikale og Dansk Folkeparti) med en stribe ændringsforslag, og kommuneplanen er nu sendt i supplerende høring indtil 15. januar.

De ændringer, som partierne stod sammen om, er funderet i en indædt modvilje mod privatbilisme, og medfører blandt andet, at nye byområder fremover vil blive etableret som »bilfrie« og nærmest uden parkeringspladser. Og her må Venstre sige fra. Vi kan ikke acceptere et København, hvor vi tvinger børnefamilierne ud af byen.

Vi ønsker, at København skal være en bæredygtig storby. Det skal vi på den »grønne måde« – og derfor hilser vi den teknologiske udvikling velkommen, hvor el-biler, brintbiler og hybridbiler, som udleder ingen eller minimalt CO2, over tid vil minimere miljøpåvirkningen fra biler

Men Venstre ønsker også, at København skal være bæredygtig med respekt for rummeligheden i en storby. Altså på en social og inkluderende måde.

Vi skal sikre, at vi får en by, der er for almindelige mennesker. Vi skal ikke have en VIP-by udelukkende for velhavende singler med akademikerjob i Indre By, par uden børn og mobile ældre mennesker, som kan leve med, at deres bil er opmagasineret i et P-hus langt fra deres hjem.

København skal også være for de børnefamilier, der flere gange om ugen skal transportere børn til legeaftaler, fællesfødselsdag i et legeland i Herlev og udebanekamp i Dragør. Familier som engang imellem skal i sommerhus eller besøge svigerfamilien i Jylland.

Alle, der som Venstre råber vagt i gevær, bliver beskyldt for, at vi er imod klimaet. Det er et gammelt kneb, hvor alt gøres sort-hvidt:  Enten er man imod biler i byer, eller også er man imod klimaet. I Venstre accepterer vi ikke den form for argumentation.

København skal selvfølgelig gå forrest med klimatiltag. Men vi skal gøre det på en effektiv måde, der batter noget for kloden, og som ikke sender København i en skæv og forkert retning. Vi skal satse på forskning, på iværksættere og på at hjælpe erhvervslivet med at skabe nye grønne teknologier.

Samtidig skal vi fokusere på at udarbejde en kommuneplan, der gør det bedre at være københavner og skaber frihed og fællesskab på tværs af hele byen. Vi må ikke gøre København til et VIP-projekt for de få.

Cecilia Lonning-Skovgaard, beskæftigelses- og integrationsborgmester, København, Venstre