Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvorfor skal jeg som selvstændig betale for min konkurrents barsel?

»Firmaet er blevet etableret, og der er overskud til at tænke i familieforøgelse. Barselsfonden for selvstændige træder i kraft. Betalt af… selvstændige? Som sjovt nok i samme moment håber, at konkurrenten får ti børn på stribe, så de aldrig kommer tilbage og åbner butikken igen.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Barselsfond for selvstændige

En barselsfond for selvstændige erhvervsdrivende lyder fjollet i mine ører, endog mærkværdigt, når selv agtværdige Berlingske agiterer for slagsen. Som selvstændig lægger man alle sine æg i én kurv, går på kompromis med økonomi, ægteskab og velfærdsstatens velsignelser. I de første tre til fem år holder man ikke ferie, muligvis fordi der ikke er dækning til dette på kassekreditten, men nok snarere, fordi der ikke er tid.

Husk, når den selvstændige har fået en idé, er det hende, der som edderkoppen i spindet har berøring med alle processer. Ferie? Glem det! Barsel?!?

Det forekommer, at selvstændige får børn, men under opstart af virksomheden? Så kan den lige så godt lukke og slukke. Alternativt tager man småbørnene med i virksomheden. Som min kone gjorde. Virksomheden er jo også ens barn.

Firmaet er blevet etableret, og der er overskud til at tænke i familieforøgelse. Barselsfonden for selvstændige træder i kraft. Betalt af… selvstændige? Som sjovt nok i samme moment håber, at konkurrenten får ti børn på stribe, så de aldrig kommer tilbage og åbner butikken igen. Så hvorfor i alverden skal jeg som selvstændig erhvervsdrivende betale en krone for, at min konkurrent kan gå på barsel? Det næste bliver vel en feriefond for selvstændige. Thomas Barnes, Helsingør

Danmark, vågn op

Embedsmænd i forskellige styrelser har tilsyneladende en noget lemfældig omgang med betroede offentlige midler, og svindel har trukket et trecifret millionbeløb ud af borgernes lommer. Først var det den afrikanske dronning Britta, og nu ser vi måske parallelle skudhuller i forsvarets bygninger.

Over et par årtier har diverse kapitalfonde overtaget halvoffentlige virksomheder - eksempelvis i infrastrukturen - og belønner nu sig selv og deres topchefer med tocifrede millionbeløb i årslønninger samtidig med, at de malker vort samfunds fundament. DSB kører på skinner, men det er kun når tingene virker, ellers må borgerne, der i miljøets interesse burde benytte de offentlige transportmidler, tage bilen ud på et overbelastet vejnet. Postnord ligger på knæ foran finansministeren og beder om et trecifret millionbeløb for at få virksomheden til at fungere. Og efter at have fået alle danskere til at flytte deres postkasse helt ud på vejen, modtager vi kun besøg af postbuddet i samme frekvens som en gammel borger på et plejehjem.

Skattevæsenet ved ikke, hvad der er op og ned i de offentlige ejendomsvurderinger og svindlere lænser kassen for millionbeløb. Sundhedsvæsenet er så meget bagud, at man næsten fristes til at skulle springe en generation over, for at kunne få ventetiden til at matche sygdommenes ankomst, og diverse elektroniske platforme skaber overtid på den administrative konto, hvilket ingen bliver raske af. Og man kunne blive ved med en kavalkade af helt uacceptable omkostninger på statens regnskab.

Det er altsammen penge, vi som borgere har bidraget med under et af verdens højeste skattetryk. Derfor er det vel ikke helt ved siden af, at den danske borger og dermed undertegnede fremsætter to krav:

For det første: Jeg ønsker en samlet opgørelse på, hvad disse »omkostninger« løber op i? Jeg tror og håber, at et sådan tal kan blive et wake up call, der vil runge.

For det andet: Må jeg få de ansvarlige til at gribe til handling - og for en stund lægge »den grønne linje« på køl således, at vi kan få råd til de grønne tanker i et statsbudget, der ikke har disse førnævnte »omkostningshuller«. Stefan G. Rasmussen, Frederikssund

Energien er væk

Næsten to årtiers dynamik i dansk politik har mistet sin energi og tyranni fra Dansk Folkeparti og tak for det. For første gang i mange år er stramninger i udlændingepolitikken ikke længere bindemidlet mellem forligspartierne bag finansloven. Det har skabt en længe tiltrængt ro på udlændingeområdet, som både danske ægtefæller til udlændinge og anerkendte flygtninge har trængt til i årevis. Den borgerlige regering har gennem Inger Støjberg (V) og Martin Henriksen (DF) gjort tilværelsen for disse familier ulidelig, stressende og har ødelagt mange borgeres forhold og livsindhold.

Aftalen om finanslov 2020 mellem den socialdemokratiske regering og EL, SF, R og ALT er som forventet på udlændingeområdet. Det bliver desværre småting, der kommer på udlændingeområdet i de næste tre år, da det meste allerede er vedtaget.

Peter Skaarup (DF) synes, at det går den gale vej, og spørger »Hvornår holder socialdemokraterne op med at lempe udlændingepolitikken?« Ud fra mit arbejde i og med Indvandrerrådgivningen i 20 år, vil jeg sige, »hvornår begynder Socialdemokratiet at lempe udlændingepolitikken, så Danmark igen kan fremstå som et humanistisk og ikke et ekstremt forskelsbehandlende samfund på udlændingeområdet?« Leif Randeris, kontorleder, Indvandrerrådgivningen