Dette er et debatindlæg. Det er skribentens holdning, der kommer til udtryk. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Hvorfor er vi så bange for at menneskeliggøre dyr?
Hvad er menneskeliggørelse for en størrelse? Hvorfor skrives der så meget om, at vi ikke må menneskeliggøre vores kæledyr? Hvor kommer angsten fra?
Definitionen på ordet menneskeliggøre eller antropomorfisme er det at opfatte og fremstille guder, overnaturlige væsener og dyr i menneskelig eller menneskelignende skikkelse.
Betegnelsen bruges også til at forklare dyrs adfærd med menneskelige følelser og motiver.
Flere præster har i den seneste tid haft travlt med at understrege, at det at sammenligne et dyr med et menneske vil udviske forskellen imellem os. I kristendommen har man sat mennesket over dyret og holdt fast i, at der er en skarp grænse mellem mennesket og dyret.
Descartes (1600-tallet) sagde meget forenklet, at dyr ikke havde en menneskelig rationel sjæl og beskrev dem i høj grad som mekaniske væsener.
Men er vi ikke kommet videre?
Alle, der har haft dyr tæt på sig, ved, at dyr har en sjæl. Vi lærer vores dyr at kende, og vi fortolker deres adfærd og kropssprog. Vi udvikler en samhørighed og forstår vores dyr.
Vi anvender menneskelige termer om deres humør og lyster, men hvad andet kan vi gøre?
Det er vores måde at udtrykke os på, men bestemt ikke det samme som at sammenligne hunden med et barn, som flere ytrer.
Moderne forskning har rent faktisk vist, at dyr har følelser, sociale relationer og hukommelse.
Det er jo ganske ubehageligt at tænke på, hvis man overfører det til vores produktionsdyr. Tænk på soen, der ligger fastspændt i månedsvis. Tænker den over sit liv? Føler den ubehag? Har den modstand mod mennesket, der tilser den?
Så er det nemmere, hvis dyret ikke føler eller tænker noget. Selvom man ved, at svinet er et meget klogt dyr, måske endda klogere end hunden.
Kathrine Lilleør føler skam over at sørge over sin hund, men erkender også, at savnet er stort. Hun mener dog, at hunden ikke er uerstattelig, som et menneske kan være. Altså, savnet kan ikke sammenlignes.
Dyrene bringer os en tilstedeværelse i nuet, viser os, hvordan vi bare kan være til uden bekymring. De giver os kærlighed og tillid og er der i både gode og dårlige tider. Uden en skjult agenda eller krav. De er den sørgendes vej tilbage til hverdagen, den ensommes vej ud i livet. De skaber glæde for unge og gamle.
Hvis ikke vi skal sørge over dem på linje med at sørge over et andet tabt familiemedlem, så giver det ikke mening.
Jeg menneskeliggør ikke mine dyr. Det ville være uværdigt over for dem. De er nok i at være det, de er – hund, kat eller hest.
Birgitte Langvad, dyrlæge og forfatter til »Sorgen over at miste sin hund«
Hvorfor lytter vi stadig til politikernes tomme løfter?
Situationen i Europa er alvorlig. Alligevel virker den danske debat om penge til trængte områder altid som en grammofonplade, der har sat sig fast.
Man kunne nærmest bruge kunstig intelligens (AI) til at skrive politikernes svar, for de siger altid det samme:
»Som minister holder jeg skarpt øje med dette område.«
»Regeringen vil afsætte flere penge til at løse problemet.«
Men er der overhovedet nogen, der har styr på alle de penge, politikerne lover væk?
Vi, der gik i skole i gamle dage, ved godt, hvordan virkeligheden hænger sammen: Der sker utrolig lidt, og alt tager enorm lang tid.
Det eneste, der med sikkerhed stiger, er antallet af kontorfolk og bureaukrater i staten. Det skyldes, at politikerne inde på Christiansborg og i EU hele tiden laver nye regler i den bedste mening – men reglerne er blevet så komplicerede, at vi ikke længere kan styre dem.
Det er utrolig kedeligt at blive ved med at tale om, hvor ineffektivt systemet er. Det burde politikerne efterhånden selv kunne se.
Men det kan nok ikke være anderledes, for politikerne afspejler jo bare de vælgere, vi har i Danmark.
Jeg håber stadigvæk, at vores natur kan forblive ren, og at det gamle Danmark, hvor bøgen spejler sin top i bølgen blå, vi kender og holder af, kan overleve.
Torben Jensen, Rødovre
Kongeportræt I
Kritikere overser, at maleriet af kong Frederik ikke kun er et maleri af Kongen, men at HELE maleriet symboliserer Kongen og hans gerning.
Det er en genial idé at bruge egetræets blade som baggrund. Egetræet er symbol på styrke, visdom og udholdenhed. Eller som arkitekt Ulla Lunne skriver i sin bog om egetræet – det er naturens superhelt.
Margueritbladene, der er drysset nederst i maleriet, er en tak til dronning Margrethe for den opvækst, Kongen har fået.
At så uniformen er lidt stor, som Nikolaj Bøgh skriver i Berlingske, er o.k. Vi ved jo, der er muskler under den. Blikket er godt og fast og siger: JEG PASSER PÅ JER.
Tak for maleriet.
Bitten Bjerre, Hellerup
Kongeportræt II
Jeg synes ærligt talt, at skriveriet om det nye portræt af Kongen er lidt afsporet. Jeg synes, vi bør respektere majestætens valg af kunstner. Også hans tilsyneladende accept af maleriet.
Jeg holder meget af kunst, men kan ikke kalde mig kunstkender. Dog synes jeg, at værket er fascinerende, og at jeg klart kan genkende kong Frederik.
Kunstneren har fanget et udtryk i ansigtet, hvor jeg synes, man kan spore en følsomhed og også en slags hemmelighedsfuldhed. Som om Kongen ikke vil give sig selv helt.
Jeg vil gerne have sådan en følsom og selvstændig regent.
Lad nu det kunstværk være i fred. Der kommer helt sikkert flere portrætter, som måske vil tilfredsstille de kritiske røster!
Christian Martins, København
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Det konservative medlem af Folketinget Christian Vigilius vil gerne have, at kristne værdier fylder mere i samfundet, og at indvandrere med muslimsk baggrund tager den kristne kulturarv til sig. Han er også åben om, at han selv er dybt troende, men der er en grænse for åbenheden. Vigilius vil ikke svare på, hvorvidt han bekender sig til en variant af kristendommen, der er ortodoks, højreorienteret og missionerende. Medvirkende: Christian Vigilius, udlændinge- og integrationsordfører (K) Vært: Jacob Rosenkrands
Del:
