Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvorfor bliver vi ved med at insistere på karakterer, hvis de bidrager til en perfekthedskultur?

Skal karakterer erstattes af en udtalelse? Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Vi vil have mere fordybede, nuancerede og motiverede unge mennesker. Bidrager karakterer egentlig til det?

Jeg har netop fået feedback på en klumme, som jeg har skrevet i dansk om præstationspres og karakterræs. I den konkluderer jeg, at vi overdriver karakterernes betydning. Jeg foreslår i stedet verbal feedback, som flytter fokus fra et tal til det, man konkret gjorde godt, og hvad man kan forbedre. Jeg er så heldig at have fået både feedback og et lille fint tal for min opgave. Responsen lyder:

»Du er en fremragende skribent, Rose-Maria. En stor fornøjelse at læse dit skarpe indlæg. Du har fundet et godt emne at reflektere over, og dit indhold er interessant og overbevisende. Det får læseren til også at reflektere med over emnet. Godt.

Klummen som genre er dog ikke tydelig - dit indhold har mere form af et debatindlæg. Da genren er en del af opgavens krav, bliver karakteren (desværre) 10.«

Jeg bliver selvfølgelig først glad for de rosende ord - men derefter skuffet over, at jeg »desværre« har fået 10. Det lille ord »desværre« giver mig som elev en oplevelse af, at karakteren ikke er tilfredsstillende. Jeg får at vide, at jeg har skrevet en fremragende tekst, men alligevel kan jeg ikke være helt tilfreds, for syvtrinsskalaen har sat sit stempel: Denne tekst er (desværre) 10 værd!

Min pointe er, at hvis jeg kun havde fået feedbacken »fremragende skribent, skarpt indlæg, interessant og overbevisende, klummen som genre ikke så tydelig, osv«, ville jeg have været yderst glad for den flotte respons, og dernæst lært klummegenren bedre at kende. Men fordi teksten suppleres af en karakter, efterlades jeg nu med en følelse af ikke at have præsteret helt godt nok. Jeg er 10, men jeg er »desværre« ikke 12.

Min bekymring er, om vi mister noget af det nuancerede, fordybende og lærerige i processen, når vi placerer et tal i panden på vores skoleelever, i stedet for at bruge dialog og udviklende feedback til læring. Behøver vi det tal, eller bidrager det kun til den perfekthedskultur, som mange unge i dag føler sig presset af?

Jeg læste i skriveprocessen en artikel om, at det er selve fokusset på præstation og topkarakterer, der gør elever dovne og umotiverede. Jeg tror, at der er noget om det, og jeg undrer mig: Hvorfor bliver vi ved med at insistere på karakterer, hvis de bidrager til en perfekthedskultur, og der kommer mindre fordybede, nuancerede og motiverede unge ud af det? Rose-Maria Kjær-Westermann, skoleelev på N. Zahles Gymnasieskole, 15 år