Elever i gode hænder
En kirurg uden lægeuddannelse. En pilot uden pilotuddannelse. En forsvarsadvokat uden advokatuddannelse.
Scenariet er svært at forestille sig og har nærmest et komisk skær over sig.
At det ikke bare skulle være en enlig svale men hver femte kirurg, hver femte pilot og hver femte forsvarsadvokat, der var uden uddannelse, er endnu mere utænkeligt.
Det er ikke desto mindre hverdagen i en af vores vigtigste samfundsbærende institutioner: Folkeskolen. Og her bliver det komiske hurtigt tragikomisk.
For faktum er, at hver femte underviser i folkeskolen ikke har en læreruddannelse. Eleverne får flere og flere vikarer, der højst kommer med en studentereksamen i rygsækken. De gør ofte deres bedste, men i et samfund som vores er det ganske enkelt ikke godt nok.
Vi ved fra forskningen, at en dygtig lærer kan løfte eleverne både fagligt og socialt. Og med alle de udfordringer, folkeskolen står over for – og med tanke på den store ressource, eleverne er for Danmarks fremtid – er det helt utroligt, at vi accepterer denne tilstand.
De sidste to år er der rundt regnet forsvundet én lærer på hver folkeskole. Et fald, der overstiger faldet i elevtallet.
Og mens den gode nyhed er, at Danmark faktisk har masser af læreruddannede, så er den dårlige, at de i stigende grad vælger folkeskolen fra. Der findes 84.400 læreruddannede, men kun 44.000 arbejder i folkeskolen – og mange forlader den efter ganske få år.
Det, der kan få dem tilbage til klasseværelserne, er et arbejdsmiljø, hvor man kan holde til at være – ikke kun som nyuddannet, men gennem et helt arbejdsliv. Det kræver rammer, hvor man kan løse sin opgave og kan bruge sin faglighed.
Vi skal have lærerstartsordninger i alle kommuner, hvor vi hjælper de nye lærere godt i gang. Få flere til at blive meritlærere. Give lærerne mere indflydelse på egen arbejdstid. Lave vikarkorps, der består af uddannede lærere, på alle skoler. Få langt mere co-teaching og faglig og specialpædagogisk støtte til elever, der har behovet i almenklasserne.
Og så skal de kommuner, der efter mange års besparelser er begyndt at investere i folkeskolen, holde øje med, om de rent faktisk også får flere lærere ud på skolerne.
En patient på operationsbordet, en passager i et fly og en anklaget i en retssal har krav på at være i gode hænder – hos én med uddannelsen i orden. Det har eleverne i den danske folkeskole også.
Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening
Moms på fitness
Fra 1. januar skal der betales moms af kontingent til fitnesscentre.
Det vil sandsynligvis gå ud over folkesundheden, eftersom nogle ikke vil have råd fremover.
Det vil i givet fald betyde, at nogle fitnesscentre må lukke, hvilket igen betyder at nogle mister deres arbejde.
Jeg synes ikke, det er særlig genialt af EU. Danmark, som har formandskabet i øjeblikket, burde tage emnet op.
Dorrit Vejen, København
Hop Karoline, hop!
Citatet tillægges Bjørnstjerne Bjørnson, da han vendte hjem til sin trofaste kone i Norge efter en udlandstur til Frankrig, hvor han erkendte at have været hende utro, og hun havde truet med at hoppe fra verandaen, hvis han ikke holdt sig fra andre kvinder.
Godt nok er det i virkeligheden fra en revy, men det passer perfekt på den omsiggribende tendens til »partihopperi«, som vi igen har været vidner til efter det nyligt overståede kommunalvalg i Danmark. Det er til at »brække sig over«, både for de svigtede vælgere og de partier, som det i den enkelte kommune lige nu måtte gå ud over.
Ikke desto mindre er det jo bare en fortsættelse af mange års uskik ved konstitueringer efter kommunalvalg, men også i det danske demokratis fornemmeste og hidtil øverste organ: Folketinget. Her sågar nærmest permanent, fordi det ikke er begrænset til selve konstitueringen efter et valg.
Hos vælgerbefolkningen kan det kun skabe politikerlede, men hos politikerne selv og deres respektive partier ytres kun utilfredshed, når det tilfældigvis rammer en selv eller ens eget parti i form af en misset borgmesterkæde (eller måske bare et lukrativt »ben« i form af en udvalgspost).
Hvad kan være forklaringen på, at denne himmelråbende uretfærdige tilstand får lov til at fortsætte og nærmest eskalere igennem måske mere end 50 år, uden at et eneste parti løfter et øjenbryn?
For mig er det indlysende svar herpå, at de fleste af de valgte politikere ved selve valget af dem selv mener at have fået et våben, som kan udnyttes af den enkeltes til etablering af en politisk karriere/beskæftigelse/forsørgelse.
Dette synes der at herske såkaldt »konsensus« om blandt alle vores politiske partier, og reelt står selve vælgerbefolkningen jo magtesløs heroverfor.
Skal vi lave demonstrationer, undlade at stemme eller blot slå os til tåls med, at i Danmark er der kun tale om det, som jeg vil kalde et rent »Pinocchiodemokrati«?
Lad mig til sidst påpege, at det stadig her i det kommende år 2026 kan være en stemme fra Grønland eller Færøerne, som bliver udslagsgivende for, hvilken regering vi her i Danmark skal have i den næste valgperiode.
Stig Werdelin, Charlottenlund
Nærmest farceagtigt valg
Kommunalvalget og specielt valg af borgmestre – har været og er – nærmest farceagtigt. Det er svært at gennemskue, om det er ildsjæle, der ønsker at gøre noget for borgerne, eller om det er magtens sødme, der fylder mest.
Flere er parat til at gå langt i forsøget på at smykke sig med en borgmesterkæde. Uden at nævne navne har tonen været unødvendigt hård, hvilket har været uklædeligt. Men vi mangler stadig den endelige afgørelse på det konstituerende møde i december, skønt det nok ikke ændre meget!
Irene Bjerrehuus, København
Spild af offentlige midler
Skattestyrelsen kører i disse uger en radiokampagne for at fortælle danskerne, at forskudsopgørelsen for 2026 nu kan ses og rettes. Men var det virkelig nødvendigt at bruge offentlige midler på en reklamekampagne for noget, alle i forvejen kender – og som allerede er bredt omtalt i medierne?
Forskudsopgørelsen er ikke et nyt fænomen. Hvert år bliver den dækket i aviser, på tv, af banker, fagforeninger og i stort set alle kanaler, hvor danskerne i forvejen får deres økonomiske information. Og myndighederne har oven i købet sikret sig, at borgerne blev orienteret ved at Skatteforvaltningen – ganske gratis – har sendt en notifikation via Digital Post. Det er netop derfor, systemet eksisterer.
Radiokampagnen fortæller i øvrigt ikke engang, hvad borgerne konkret skal forholde sig til. For langt de fleste danskere er der få eller ingen ændringer at rette, og budskabet ender i praksis med blot at være en påmindelse om noget, der allerede ligger automatisk i kalenderen for de fleste.
Det rejser det oplagte spørgsmål: Hvorfor bruge penge på både produktion og afspilning af dyre reklamer, når bedre og billigere løsninger allerede findes?
Pengene ville være langt bedre givet ud på et simplere skattesystem, bedre kontrol og indkrævning – eller endda lavere skat. Det er indsatser, der på sigt vil få danskerne til at værdsætte Skattestyrelsen langt mere end en kortvarig radioreklame.
I en tid, hvor det offentlige taler om stramme budgetter og behovet for at prioritere klogt, virker denne kampagne som et unødvendigt eksempel på dårlig ressourcedisponering. De penge kunne være brugt på kernevelfærd – eller blot sparet.
Det er på tide, at vi forventer større omhu med vores fælles midler. Især når billigere, mere målrettede og mere effektive kommunikationskanaler allerede er til rådighed.
Rune Larsen, Vedbæk
Forbyd partiskift under konstitueringen
Hver fjerde november oplever vi det samme: På valgnatten bliver danskerne præsenteret for et klart valgresultat, men i dagene efter udspiller der sig et politisk spil i kommuner og regioner, som få borgere forstår og endnu færre har tillid til. Konstitueringsforhandlingerne bliver ofte præget af taktiske manøvrer, personlige hensyn og ikke mindst partiskifter, der kan vende op og ned på vælgernes mandatfordeling.
Vi har set forfærdelige eksempler i Middelfart, Ringkøbing-Skjern, Aarhus og Slagelse. Det øger ikke ligefrem tilliden til os folkevalgte. Jeg har allerede skulle forklare de nævnte sager i min omgangskreds. Heldigvis havde vi i Vordingborg kommune en fredelig konstituering.
Men det er et demokratisk problem.
Derfor bør det være ulovligt at skifte parti eller blive løsgænger i perioden fra valgnatten og frem til det konstituerende møde. Hvis et medlem alligevel vælger at gøre det, bør mandatet automatisk gå tilbage til det parti, som vælgerne har givet det til. Det er den eneste måde at sikre respekt for vælgernes vilje og skabe en mere rolig og gennemsigtig konstitueringsproces.
Det handler ikke om at begrænse folkevalgte. Efter det konstituerende møde skal de nuværende regler selvfølgelig gælde. Man skal fortsat frit kunne melde sig ud, skifte parti og agere efter sin overbevisning. Men lige præcis i de få dage, hvor demokratiets puslespil lægges, må hensynet til vælgernes mandat trumfe hensynet til personlige forhandlinger.
Et mandat er nemlig ikke en personlig præmie. Det er et tillidsbevis fra borgerne. Og den tillid risikerer vi at undergrave, når enkeltpersoner kan vippe magten alene ved at skifte parti på et tidspunkt, hvor ingen vælgere kan reagere.
Vi skylder borgerne en konstituering, der er rolig, redelig og baseret på politiske visioner, ikke på studehandler eller personlige ambitioner. Derfor er tiden inde til at ændre reglerne. Vælgerne fortjener, at den konstituering, de står op til dagene efter valget, faktisk afspejler det valg, de traf i stemmeboksen.
Jesper Adler, medlem af kommunalbestyrelsen i Vordingborg (K), genvalgt 18. november 2025
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
