Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvordan vil undervisningsministeren indhente elevernes tabte læring og viden?

»Det er ikke nok bare at sænke forventningerne og niveauet, hvilket lader til at være vores uddannelsesminister gennemgående strategi. Det bliver vores børn og unge ikke klogere af,« skriver Pia Stangerup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Helms

Manglende læring

Som mor til tre skolesøgende børn har jeg gennem det forgangne år på nært hold oplevet, hvordan skole, lærere og vi forældre sammen har forsøgt at opretholde en vis form for læring med nedlukning og nødundervisning som hverdag.

Nu med endnu et skoleårs afslutning inden for nær fremtid er jeg ganske forundret over undervisningsministerens fuldstændige fravær af strategi, plan og fokus på at indhente den tabte læring og viden. Hvornår skal vi have dialogen om at ruste vores børn og unge, så de ikke skal stækkes af et års manglende læring og dermed viden i deres fortsatte rejse gennem uddannelsessystemet?

Det er ikke nok bare at sænke forventningerne og niveauet, hvilket lader til at være vores uddannelsesminister gennemgående strategi. Det bliver vores børn og unge ikke klogere af.

Pia Stangerup, Holte

At være ældre i Danmark

En fortælling fra virkeligheden: Min moster på 92 år er ikke online. Hun har ti procent syn, men klarer sig ukueligt i eget hjem i Holstebro. Når hun skal betale regninger, begiver hun sig ud på en tre (!) timer lang vandretur med rollator til nærmeste Nordea. Nordea kvitterer ved at trække 50 kroner ekstra fra min mosters konto for hver (!) overførsel.

Selvom hun er imponerende selvhjulpen, har hun dog måttet udlicitere græsslåning. Min moster besluttede i stedet at hæve et større beløb og betale havehjælpens regning kontant. I Danmark kan man få håndværkerfradrag. Min far hjalp hende med at dokumentere regningerne overfor Skat. Skat kvitterede med en restskat, fordi man ikke kan få fradrag, når man betaler kontant.

Min moster vil nu begive sig ud på endnu en tre timers gåtur med rollator for at betale sit udestående til Skat og havehjælp, og så kan Nordea igen trække 100 kroner ekstra fra hendes konto.

Bankerne har lukket filialerne, så slet nu anstændighedsvis offlinegebyr for aldersgrupperne 75+ og opefter.

Annette Møller, Holte

Folkemøde og festivaler

Vi er begyndt at genåbne Danmark med meget små skridt, men der sker fremskridt.

Nu kan Folkemødet på Bornholm godt gennemføres om end i mindre format.

Til gengæld gælder dette ikke de mindre festivaler, for selvom de har under 10.000 deltagere og det er OK, er det for farligt, fordi deltagerne oftest overnatter. Det samme gælder diverse markeder, hvor endnu færre overnatter.

Man må således forstå, at politikere og ikke-bornholmere rejser frem og tilbage til folkemødet hver morgen og aften, eller har jeg misforstået noget?

Hvis ikke, savner begrundelserne for forbeholdet for små festivaler og ditto markeder ikke rigtig sammen, eller gælder der særlige regler, når det er politikerne, der kan få deres synspunkter frem?

Jan Dollerup, Nykøbing Falster

De Radikale og meninger

I forbindelse med Radikale Venstres aktuelle stillingtagen til loven bag udsendelse af syrere – en lov som de selv stemte for, men som de nu undsiger – foreligger der nu atter dokumentation for rigtigheden af følgende udsagn, som tillægges Svend Auken: »At holde de Radikale fast på en mening, svarer til at sømme budding op på en væg«.

Niels-Henning Jakobsen, Humlebæk

Sikkerheden i Syrien

Jeg har indtil nu ment, at syriske flygtninge skulle hjem – jeg troede, der var sikkert i Syrien. Det tror jeg ikke mere – så jeg har skiftet mening.

Men kære modstandere af hjemsendelse – I kunne have fået  mig – og sikkert andre – over på jeres side langt før og mere entusiastisk hvis I 1) havde argumenteret med det faktuelle vedrørende den manglende sikkerhed og havde undladt at bygge jeres argumentation på følelsepornografiske nyhedsindslag – og 2) havde undladt at tilsvine alle, der har tilladt sig at være uenige med jer, med sprogets værste gloser.

I får altså ikke nogen i tale, hvis I bare sviner dem til. Og jeg går ud fra, at I ønsker dialog og debat, som det hører sig til i et demokrati. Jeg har skiftet mening på grund af oplysninger om forholdene i Syrien – ikke på grund af jeres udskamning. Den virker modsat. Så overvej, hvad I vil opnå.

Alexander Borg, København