Hvordan stoppe bådflygtninge?

Asger Aamund slutter sin fremragende kronik i Berlingske 24/4-15 med spørgsmålet: »Så hvad venter vi på?« Ja, svaret er nok, at et eller flere lande med kyst mod Middelhavet eller Det Røde hav giver tilladelse til etablering og drift af de af Aamund foreslåede lejre. Noget som formentlig har lange udsigter.

En anden mulighed, som kunne opfylde målet om at forhindre bådflygtninge i at komme til EU, kunne være at lægge ældre af EU lejede passagerskibe på red ud for Nordafrikas og evt. Østafrikas kyst. Sådanne skibe kunne modtage flygtninge og indvandrere, som søger mod EU. Her kunne man behandle asylansøgninger og ønsker om indvandring. De, der ikke opnår asyl eller indvandringstilladelse må rejse tilbage til, hvor de kom fra. Ganske som foreslået af Aamund. De, der ønskes modtaget i EU, bliver på betryggende vis transporteret til et EU-land.

Hvis dette forslag skal realiseres, vil det blive nødvendigt at opnå aftaler med de nævnte lande om passende faciliteter på en mindre kyststrækning tæt på skibene. Herfra kan skibenes tendere sejle fra kyst til skib og tilbage med passagerer og forsyninger. Aftaler om kystfaciliteter vil formentlig være meget lettere at opnå end etablering af lejre.

Kystfaciliteterne kunne være skoler, legepladser, et mindre sygehus og små butikker. I modsætning til den australske løsning af bådflygtningeproblemet, hvor asylbehandling foregår i lejre i Papua Ny Guinea, vil anvendelse af passagerskibe være langt mere humant og hygiejnisk end et lejrliv. På skibene vil der være en mængde relevante arbejdsopgaver, som de flygtende/emigranter kunne være beskæftiget med. Militærpersonale fra EU må stå for sikkerheden.

Fremtidige bådflygtninge, for hvem det lykkes at komme i land i EU, vil umiddelbart kunne sendes tilbage til et af de foreslåede skibe. Når bådflygtninge og drukneulykker kan undgås i Australien, må det også kunne undgås i EU. Måske burde al asylbehandling i EU foregå til søs.