Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvordan skaffer vi akut hjælp til sygehusvæsenet?

»Vi har brug for akut hjælp, ikke mere bureaukrati, men mindre,« skriver Bente Flindt Sørensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Brasen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er nok at tage sig til hovedet over for tiden. Nu har Lars Løkke Rasmussen fået den idé, at regionerne, som han selv var hovedarkitekt på i 2007, skal nedlægges, hvis man skal redde sygehusvæsenet.

Det er en absurd idé, når man påtænker, hvor store konsekvenser det har at gå fra en struktur til en anden. Det skaber kaos i flere år, og der kommer ikke én ny medarbejder ud af det. Tværtimod kræver det i en årrække tilførsel af endnu flere medarbejdere for at få den nye struktur på plads, herunder oplæring i nye funktioner og samarbejdsrelationer. Forventeligt er det også, at mange søger væk fra området, da erfaringen viser, at en del medarbejdere er utrygge over for noget nyt.

Kort sagt ikke lige det, man har brug for, når vi taler om, at regeringen her og nu skal løse de akutte problemer med mangel på medarbejdere på hospitalerne for at kunne komme ventelisterne til livs.

Må jeg som fhv. statsforvaltningsdirektør tillade mig at minde om, hvad der skete, da man i 2018 besluttede at afskaffe statsforvaltningerne og lade hele familieretsområdet overgå til Familieretshuset, der en fælles myndighed for hele landet. Det førte til urimelige ventetider i årevis og tilførsel i mange år af millioner af kroner i merudgifter til ekstra medarbejdere, der skulle hjælpe med den pukkel af sager, der opstod. Først nu er man ved at have afviklet sagspuklerne.

Selvfølgelig kan man som regering pålægge regionerne ensretning på nogle områder. For eksempel at gå over til et fælles it-system for alle regioner, så man sikrer patienternes velfærd og undgår nye unødvendige undersøgelser og unødigt dobbeltarbejde med at skulle taste de samme oplysninger ind flere gange. Men grundlæggende er det godt at bevare en regional enhed med nærhed til hospitalerne, frem for en fjern administrativ enhed, der udsender regler og rammer uden kendskab til lokale forhold og behov.

Vi har brug for akut hjælp, ikke mere bureaukrati, men mindre.

Bente Flindt Sørensen, fhv. statsforvaltningsdirektør, Skodsborg

Vi må tage vores ansvar

COP27 var det seneste i perlerækken af FNs klimatopmøder, hvor vi alle mødes for at konstatere, at vi er kommet et år tættere på afgrunden – men alligevel også endnu et år, hvor flosklerne vejer tungere end forhandlingerne, og hvor håbet må leve videre uden handlingerne.

For det meste kan vi alle jo godt blive enige om nogle fine målsætninger langt ude i fremtiden, men hver gang vi kommer til den reelle handling, går vi i stampe.

Klimaet venter ikke. Det har vi vidst de sidste mange år. De sidste mange COPer. Så min store utopi er, at den nu står på selvransagelse og handling blandt verdens ledere.

Det helt afgørende princip i klimakampen har altid været, at de, der sviner, selv skal betale for de skader, de påfører. Det er den mest effektive måde. Den billigste måde. Og den mest retfærdige måde.

Men dette princip må så også gælde globalt. De rige lande, som historisk set har udledt suverænt mest CO₂, må nemlig tage ansvar for de massive ødelæggelser, som de har forsaget i netop de dele af verden, som er suverænt mindst skyld i selvsamme ødelæggelser.

Derfor bliver Vesten simpelthen nødt til at påtage sig ansvaret og både yde klimakompensation til det globale syd og få udbredt de teknologiske løsninger, som kræves til at accelerere den grønne omstilling. Det er os, der har krænket klodens klima, så det er også os, der må tage ansvar for de konsekvenser, som handlingerne har medført.

Simon Andersen, Skatte- og Finansordfører i Venstres Ungdom, Aarhus

Klimaimperialisme

Med en kort notits fra Ritzau fortalte Berlingske 16. november, at en række vestlige lande, herunder Danmark og EU, vil bruge 143 milliarder kroner til blandt andet at sikre, at Indonesiens kulkraftværker lukkes. De skal erstattes med såkaldt grøn energi.

Dette sker samtidig med, at mange af de »gode« lande selv genstarter kulfyrede kraftværker i stort omfang. Den officielle begrundelse er, at billig gas fra Rusland er faldet bort. Den egentlige grund er, at de højt besungne »grønne« energikilder ikke kan sikre samfundets forsyning med energi. Set i det lys er projektet i Indonesien en højst risikabel affære, som om nogle år meget vel kan blive stemplet som »klimaimperialisme«.

Er der en voksen til stede, som kan formå at få de pågældende lande til at genoverveje projektet? Ja, måske finde en mere fornuftig anvendelse af 143 milliarder kroner?

Bertel Lohmann Andersen, Kgs. Lyngby