Det var hurtigt, vi kom op på de anbefalede to procent af BNP til Forsvaret! For kun tre måneder siden fik vi at vide, at hjælp til Ukraine ikke talte med i opgørelsen. Det har vor forsvarsminister selv hørt i en samtale i NATO. Har han papir på det? For det indebærer jo, at NATO modsiger sig selv.

To ting er dog glemt. Dels at vi så ikke leverer de resterende F-16-jagere til Ukraine, men sælger dem til Argentina. De skal vel så trækkes fra i regnskabet. Dels at der nu så åbenbart er to militære alliancer i Europa, det ligner da et godt bud på et nyt gratis forsvarssamarbejde.

Ole Ørslev, Hellerup

Store leveringsproblemer

Jeg leder hver dag i avisen efter blot en lille notits, som informerer de sagesløse læsere om de åbenlyse leveringsproblemer, som plager Berlingske, og dermed kunderne, i form af en håbløst dårlig distribution siden årsskiftet. Enten er avisen voldsomt forsinket, eller også kommer den slet ikke.

Det ville klæde avisen, hvis man ville krybe til korset og måske bringe et lille nøgternt indlæg med en beskrivelse af problemet og et estimat for, hvornår prøvelserne forventes at være overstået. Ellers kunne man fristes til at tro, at der internt i huset er nedlagt veto mod at omtale dette forhold, som snart nærmer sig en skandale.

Jens E. Kris, Almind

Forskel på hospitaler

Når jeg læser om dem, der er taknemmelige, fordi de har fået forlænget deres liv med en organtransplantation, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg er taknemmelig, fordi jeg ikke lyttede til Rigshospitalet. Selvom jeg var i god form, ville Riget ikke give mig en hjerte-bypass på grund af min alder (84), så jeg måtte tage til Odense for at få den foretaget.

Steen V. Skånstrøm, Nærum

Politiet i fornem udgave

I forbindelse med et dramatisk trafikuheld forleden, som kun var min skyld, kom jeg i kontakt med politiet. En politibil holdt lige foran lyskrydset H.C. Ørstedsvej – Åboulevard, hvor ulykken skete. Jeg skulle dreje til venstre ud på Åboulevard, men drejede for tidligt og baldrede lige ind i lygtepælen med lyssignalet. Som derefter ikke fungerede. Det betød at al trafik stoppede på denne hovedfærdselsåre – i myldretiden.

Tre unge uniformerede betjente steg ud af bilen og spurgte som det første, om jeg var okay. De kunne se, at det var jeg ikke. Næste spørgsmål var om jeg havde drukket. Det havde jeg ikke; men vi bliver jo nødt til at tage en alkoholtest, sagde de, næsten undskyldende.

Jeg pustede og pustede ind i måleapparatet, som viste, at mine ord stod til troende. Nej, du har absolut ikke drukket, konstaterede de smilende.

Derefter satte den ene betjent sig ind i min bil for at se, om den kunne køre. Det kunne den, kun kofangeren var blevet bulet. Vi gik over på den anden side af boulevarden og talte sammen nogle minutter. De spurgte igen, om jeg var okay, og om der var nogen nærtstående, de skulle ringe til, så jeg kunne blive kørt hjem. Men det mente jeg ikke, de behøvede. Hvis bilen fungerede, ville jeg selv køre den hjem.

De indså, at det var forsvarligt. Men når du sætter dig ind i bilen, så sid lige lidt og fald til ro, inden du kører, var det omsorgsfulde råd.

Vi sagde farvel, og jeg undskyldte endnu en gang for al den ulejlighed, jeg havde forvoldt. Du har ikke noget at sige undskyld for, var svaret fra disse tre venlige mennesker.

Der har været megen berettiget kritik af vores politi og deres indimellem voldelige metoder; men denne ikke helt tilsigtede oplevelse fortæller, at vi trods alt har en velfungerende ordensmagt, som sørger for borgerne på fornemmeste måde.

Og tak for det.

Julie Fabricius, Charlottenlund