Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvordan kan vores woke kvindelige folketingsmedlemmer finde sig i det?

»Mogens Jensen er budbringeren, ingen tvivl om det, men kuglerne er støbt af andre,« skriver en læser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali

Ækelt mandschauvinistisk citat

Torsdagens Berlingske side 7: Et rystende billede.

Ikke pga. Mogens Jensen der træder vande foran en række journalister. Men at vores »woke« kvindelige parlamentarikere finder sig i det! At det ikke allerede er blevet overmalet med tjære af bevidste studerende – fra Kunstakademiet.

At der aldrig har lydt et kritisk ord fra dem, der daglig passerer dette ækle mandschauvinistiske citat – formentlig fra Jyske Lov 1241 – som udtaler: »Lov skal gøres efter alle mænds gavn«. MÆNDS! Koranen kunne ikke have udtalt det mere præcist. Ebbe Flatau, Frederiksberg

Der skal både være forskningsfrihed og politisk frihed

Efter jeg har valgt at fjerne Roskilde Universitets rapport Magt og (m)ulighed fra mit ministeriums hjemmeside, er jeg flere gange blevet anklaget for at knægte forskningsfriheden. Senest mandag i denne avis, hvor professor emeritus ved sociologisk institut på Københavns Universitet, Heine Andersen, igen kritiserer beslutningen og kalder det »mangel på demokratisk format«.

Jeg er helt uenig. Forskere kan forske frit og herefter offentliggøre deres resultater på deres universiteters hjemmesider og i øvrigt ellers frit fortælle om deres forskning på bl.a. sociale medier eller andre steder i det offentlige rum. Det er forskningsfrihed. Og det bakker jeg fuldt op om. På samme måde kan jeg beslutte, hvad der skal være tilgængeligt på mit ministeriums hjemmeside. Det er politisk frihed.

Mange unge mennesker og især kvinder med anden etnisk herkomst end dansk står lige nu midt i en frihedskamp. De vil gøre op med negativ social kontrol og have retten til at leve deres eget liv, som de vil. Jeg ønsker derfor ikke, at nogen skal blive i tvivl om, hvorvidt regeringen bakker op om rapportens anbefalinger om at anvende arabisk- og koranundervisning som led i at dæmme op for negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter. For det gør regeringen ikke.

Derfor er rapporten ikke på ministeriets hjemmeside. Men anbefalingerne ligger frit tilgængeligt på RUCs hjemmeside. Der kan de selvfølgelig læses og diskuteres af enhver. Sådan skal det også være. Mattias Tesfaye (S), udlændinge- og integrationsminister

Hvis Arne var minkfarmer

Mange spørger sig selv, hvordan hele Danmarks statsminister samt hendes håndgangne mand og partiets næstformand, Mogens Jensen, kan behandle minkfarmerne så katastrofalt dårligt, som de gør. Men disse hører jo næppe til S-kernevælgere. Sådan som Arne. Længere er den nok ikke. Nils Sjoegren, Rungsted Kyst

København under pres fra øst og vest

Uffe Palludan har 12. november skrevet en kronik i Berlingske, hvor han redegør for, hvordan København gennem århundreder har været under pres fra svenskerne i Stockholm. Men samtidig ønsker man i Skåne at knytte sig til København, dels af historiske grunde, dels af geografiske grunde – Skåne er tæt på København, men langt væk fra Stockholm.

Felttoget mod Danmark under Karl Gustav krigene 1657 – 1659 gik ud på at knuse København totalt, så Stockholm kunne blive den betydeligste by i Norden. Det lykkedes ikke, men det lykkedes heller ikke at bringe Skånelandene (bortset fra Bornholm) tilbage til Danmark.

København lå oprindelig midt i Danmark, men efter Roskildefreden i 1658 blev det meste af Østdanmark revet væk, og med tiden fik Jylland større national betydning. Københavns opland blev orienteret mod vest.

De gode hensigter med atter at bringe Skåne tættere på København så ud til at blive realistiske, da Øresundsbroen blev indviet i 2000, men migrantkrisen og coronakrisen har betydet, at disse gode hensigter nu i høj grad er bristet.

Det er et alvorligt problem for København, men Jylland er et lige så stort problem. Jyderne har i flere hundrede år været orienteret mod Altona og Hamborg, og det har Storebæltsbroen ikke ændret på. Vi har set det med anlæggelsen af de mange motorveje i Jylland, mens man ikke kan få bevilling til at færdiggøre motorvejene til Hillerød, Frederikssund, Kalundborg og Næstved, og man har bygget Kronprinsesse Marys Bro over Roskilde Fjord som en betalingsbro, der spalter en hel kommune. Udflytningen af statsinstitutioner og kommunale udligningsordninger bidrager også til at presse København. Alt dette er til stor skade for København.

Set med historiske og økonomiske øjne har København i flere hundrede år været under pres fra både øst og vest. Det er i hvert fald på tide, at presset fra vest holder op, og at man i Jylland forstår, at København er hele landets hovedstad. Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk

De tavse alarmklokker

Børn og politikereskal have forklaring fra sag til sag om alt, hvad de må og ikke må: »Du skal se først til venstre, så til højre, når du over gaden.« Og: »Hvis du pålægger borgere at destruere deres private ejendom, kaldes det ekspropriation. Og det kan du kun gøre ved lov. Det står der i Grundloven.«

Man kan undre sig over, hvad regeringen bruger stabschef, spindoktorer og juridiske rådgivere til, når disse efter sigende vellønnede personer ikke kan forhindre, at statsministeren på et TV-transmitteret pressemøde – forhåbentlig af vanvare – udtaler en grundlovsstridig ordre, som en sekretær kunne have omformuleret til en henstilling indtil lovgrundlaget var i orden.

Man må også undre sig over, at alarmklokkerne ikke ringede straks på pressemødet for de forsamlede journalister, hvor bl.a. DR og TV 2 endnu mangler at opdage grundlovsaspektets alvor i deres dækning.

Grundlovens pgr. 32 stk. 7 lyder: »Ethvert nyt medlem afgiver, når hans valg er godkendt, en højtidelig forsikring om at ville holde grundloven.« Der kunne tilføjes en bestemmelse om, at de ærede medlemmer skal have teksten liggende på deres natbord, lære en ny paragraf udenad hver aften og blive hørt i den dagen efter. Ove Steen Smidt, Rødovre

Løgn i politik

Vi har alle lært, man ikke må lyve, men den seneste udvikling i minkskandalen eskalerer mistanken om, at der er to, der har alvorlige problemer med sandheden – vores magtfuldkomne statsminister Mette Frederiksen og hendes tro partikammerat, fødevareminister Mogens Jensen.

Statsministeren har dygtigt sparket problemerne nedad, væk fra hende selv, og ned på Mogens Jensens skrivebord, men virkeligheden har indhentet hende, og nye oplysninger peger på, at statsministeren – stik imod hendes egne oplysninger - var involveret i beslutningen om at slå alle mink ihjel. Hun sad simpelthen for bordenden, da beslutningen blev taget, og bærer derfor helt åbenlyst sin del af skylden for, at flere tusinde mennesker i dag har mistet deres eksistensgrundlag.

Mogens Jensen er budbringeren, ingen tvivl om det, men kuglerne er støbt af andre, og her skal vi ikke vente, at statsministeren går frem i mediestormen og tager kuglerne for sin fødevareminister. Grænsen mellem lodret løgn, hvide løgne og kendsgerninger er hårfin i politik, og i denne skandalesag er det ikke fake news, at tilliden til den socialdemokratiske regering eroderer. Torben Busekist, Hellerup