Hvorfor er der ikke nogen, der taler om, hvordan vi skal leve, hvis coronaen bliver en bestandig faktor i tilværelsen? Det ser jo ud til, at der hele tiden opstår nye mutationer, og den nye brasilianske variant af virussen, hvor flere er blevet syge på trods af, at de allerede har haft covid-19, burde få flere til at overveje, hvordan vi skaber at samfund og en verden, hvor sygdommen altid lurer.
Der er givetvis adfærds- og fremtidsforskere og andre kyndige, der arbejder på, hvordan en sådan virkelighed ville kunne tilrettelægges. Men indtil videre er det hold-ud-indtil-alt-er-normalt-igen-retorikken, der dominerer meget af den offentlige samtale.
Man kunne godt savne at høre om mulighederne, hvis coronaen bliver en permanent faktor i tilværelsen. Skal vi blot fortsætte med mundbind i busserne og afstand i supermarkedet? Eller skal hjemmearbejdet gøres permanent, og kunne man endda begynde at spekulere i løsninger for kultur- og nattelivet?
Skal der installeres bedre udluftning i teatre og biografer? Skal man booke bord på både barer og natklubber samt fremvise vaccinepas og have taget temperatur i døren for at komme ind?
Det lyder selvfølgelig drastisk med sådanne tiltag, men alternativet er jo, at det hele forbliver lukket. Uden konkrete løsningsmodeller for, hvordan en bar, et spillested eller teater kan holde åbent med covid-19 i luften og menneskerne omkring os, er der jo ingen udsigter til, at vi får den del af vores liv tilbage.
Derfor bør samtalen efterhånden udvides, så den ikke blot indbefatter de to ydrepoler af stram, midlertidig forsigtighed på den ene side og opgivende sygdomstræthed på den anden, hvor man blot vil smække dørene til samfundet op og lade tingene gå, som de går.
Spørgsmålet bør i stedet være, hvordan kan vi indretter et samfund med konkrete tiltag og ny praksis, hvor vi bliver i stand til at sameksistere med virussen?
Martin Ellermann, Hedehusene
