Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvor var minkeksperterne?

»Vi er mange ikke-eksperter, der har undret os over, at de døde mink ikke blev brændt med det samme,« skriver Hanne Lindholm. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andrew Kelly / Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Hvor var eksperterne henne, dengang alle mink var aflivet og skulle destrueres? Eller bare den sunde fornuft?

De blev som bekendt gravet ned i massegrave, og få dage efter forlød det, at der ville være stor risiko for forurening af en nærliggende sø, grundvandet m.m.

Derfor bliver de gravet op og skal brændes. Nu kommer eksperterne så og siger, at det kunne og burde de være blevet straks.

Jamen, jamen. Det behøver man ikke være ekspert for at tænke og mene. Vi er mange ikke-eksperter, der har undret os over, at de døde mink ikke blev brændt med det samme.

For ikke at tale om den uhyrlige regning efterfølgende.

Absurd teater. Eller ren molbohistorie.

Hanne Lindholm, Skælskør

Yderligere nedskæringer på DR1

På andendagen ser jeg nu, at der ikke længere er tv-avis på DR1 om morgenen. Vi spises af med en fem minutters radioavis på DR2 og ti minutters tv-avis kl. 12 samt kl. 18.30.

Er medarbejderne på tidlig sommerferie, eller er endnu et program blevet skrottet? Der er vist ikke mange andre lande, der ikke sender nyheder om morgenen.

Kunne man dog ikke spare andre steder? Det er efterhånden meget lidt, man får for sine licenspenge. Evindelige genudsendelser og ligegyldige underholdningsprogrammer uden substans.

Jeg gider ikke betale ekstra for at kunne tage TV 2, der ikke sender noget af interesse for mig udover et par nyhedsprogrammer. Kors, hvor man savner et program med kulturelt indhold.

Heldigvis kan jeg tage Sverige 1, 2, 4 og en anden kanal, hvor der er interessante, oplysende programmer, men det er jo grov udnyttelse af os tvungne licensbetalere at byde os så overall elendige programmer … og så i en coronatid, hvor så meget er lukket ned, og der ikke er ret meget andet at foretage sig end at glo på den kasse.

Brita Dalsgaard Boolsen, Kokkedal

Forfejlet tankegang

Hvis nu Svend Guldager (Berlingske 2. juni) tænkte sig lidt om, så ville han indse, at det er en vis gruppe flygtninge/indvandrere samt efterkommere, som betinger den påståede udbredte racisme.

Meget få, om overhovedet nogen, har noget imod eksempelvis efterkommerne af de vietnamesiske flygtninge, mens mange har meget imod folk med baggrund i MENAP-landene (Mellemøsten, Nordafrika, Afghanistan og Pakistan). Hvorfor er det sådan?

Svaret er indlysende: Vietnameserne forsøger ikke at ændre vort samfund i en retning, som er de fleste danskere inderligt imod. Det gør derimod en hel del af menneskene fra MENAP. Vietnameserne begår ikke udbredt kriminalitet. Det gør derimod en hel del af menneskene fra MENAP. Vietnameserne udstiller ikke deres religiøsitet offentligt. Det gør derimod en hel del af menneskene fra MENAP. Vietnameserne var reelle flygtninge. Det er derimod en hel del af menneskene fra MENAP ikke, selvom de påstår det. Vietnameserne er som gruppe betragtet nettoydere for samfundet. MENAP-menneskene er som gruppe betragtet nettonydere i samfundet.

Og blandt andet af nævnte årsager har et flertal af danskerne forskelligt syn på disse befolkningsgrupper. Andet ville også være underligt.

Hvad mange ser som racisme, har intet med det begreb at gøre. Folk bryder sig bare ikke om at være til grin for egne penge, bare fordi en flok politikere ikke kan handle fornuftigt på grund af forældede konventioner. Tryk avler som bekendt modtryk.

Niels B. Larsen, Svenstrup

Kan jeg få indfødsret?

Der var indfødsretstest 2. juni. Jeg kiggede af nysgerrighed og blev overrasket over flere sjuskede og besynderlige spørgsmål.

Nr. 36: »opsagte i juni« (skulle være opsagde i juni).

Nr. 40: »d. oktober«. For d. ? oktober.

Navnet på en ubetydelig socialdemokratisk embedsmand var svaret på et kryptisk spørgsmål. Jeg besvarede 35 af 40 spørgsmål rigtigt.

Jeg kender en begavet udenlandsk dame i Næstved, som jeg uden videre ville indstille til statsborgerskab. Hun taler dansk som en indfødt og er stærk i dansk historie. Har ældre danske borgere indstillingsret? Det kunne være et spørgsmål næste gang. Jeg håber, at spørgsmålene bliver skrevet på korrekt dansk til den tid.

Carsten Seeger, Østermarie