Hvor meget skal Novo tjene for ikke at være i krise?

Mon ikke Mike Doustdar fortryder forrige mandags kapitalmarkedsdag? Den skulle have været en festdag men sendte i stedet Novo-aktien yderligere på vej mod helvede.
Det er mærkeligt at høre Novo omtalt som en virksomhed i alvorlig »krise«. I 2025 høvlede selskabet svimlende 127,7 milliarder kroner hjem i driftsoverskud på en omsætning på 309,1 milliarder kroner. Det er en imponerende driftsmargin på 41,3 procent. Hvor mange virksomheder kan præstere det?
Novo er åbenbart i krise, fordi Eli Lilly og andre konkurrenter har taget en bid af markedet for fedmemedicin – et marked, som investorerne tilsyneladende havde forestillet sig, at Novo skulle have for sig selv. Overskuddet burde altså have været endnu større? Det er jo absurd. Når 127,7 milliarder kroner ikke er nok, er det snarere grådigheden, der er i krise og ikke Novo.
Og mens »aktieeksperter« fælder dom, har Novos nye fedmepille fået en meget stærk start. Den fede dame har altså ikke sunget sidste vers i den klagesang endnu.
Lars Theilade, Valby
EPX-reformen
I forbindelse med den nye uddannelsesreform er det paradoksalt, at det fortsat er uafklaret, om Højere Teknisk Eksamen (HTX) skal bestå i fremtiden.
Det er værd at bemærke, at regeringen ønsker at oprette 2.000 flere studiepladser på STEM-uddannelserne (naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik). HTX har gennem mange år dokumenteret en høj overgangsfrekvens til videregående uddannelser inden for STEM-områderne og spiller derfor en central rolle i den nationale kompetenceforsyning.
HTX er et unikt uddannelsestilbud, hvor teori og praksis kobles tæt sammen, og hvor eleverne udvikler stærke kompetencer inden for naturvidenskab, teknologi og innovation. Det er kompetencer, som efterspørges i stigende grad af både erhvervsliv, universiteter og samfundet generelt.
Hvis det skal lykkes os at skabe et stærkt erhvervsgymnasium (EPX), kræver det samtidig stærke gymnasiale uddannelser, som kan spille sammen med det. De forskellige ungdomsuddannelser er gensidigt afhængige af hinanden og bidrager hver især med noget særligt.
HTX adskiller sig fra både det almene gymnasium (STX) og handelsgymnasiet (HHX) i en sådan grad, at der fortsat er gode argumenter for at fastholde fire gymnasiale uddannelser. Samtidig matcher HTXs undervisningsform og praksisnære tilgang i høj grad intentionerne bag EPX, hvilket skaber oplagte synergier mellem de to uddannelsestyper.
Den nuværende usikkerhed om HTXs fremtid er problematisk. Den skaber tvivl blandt både unge og deres forældre. De spørger naturligt, om uddannelsen fortsat eksisterer om få år og om den uddannelse, de påbegynder, også vil være der, når de afslutter den.
Denne usikkerhed er naturligvis ikke befordrende for en uddannelse, som i forvejen har oplevet faldende søgning på landsplan.
Hvis den grønne omstilling, digitaliseringen og den teknologiske udvikling skal lykkes for Danmark, har vi brug for de talenter, som HTX uddanner. Derfor bør HTX ikke stå i parentes.
Min opfordring til Magnus Heunicke (og Mattias Tesfaye) er derfor enkel: Fjern parentesen omkring HTX og giv uddannelsen den klare fremtid, som elever, virksomheder og samfund har brug for.
Bjarke Valeur Bruhn-Rasmussen, rektor for HTX, IB og EUX på EUC Syd
Den asymmetriske kulturkritik
Hvor er det velgørende at læse Katja Kvaales kommentar 24. september. Jeg har manglet sådan et indlæg fra en dansker af betydning. Hun beder alle de moderate muslimer om at fordømme vold og kvindeundertrykkelse, men forstår også ængstelsen hos de moderate muslimer – for netop islamismens vold og undertrykkelse.
Jeg har hele tiden haft så ondt af de muslimer, der var flygtet til Danmark fra islamisters kontrol og vold, fordi der kort efter kom fundamentale muslimer til landet, som fik en masse taletid – og opbakning fra danskere, der helt sikkert mente det godt, men ikke forstod, at de var i gang med at offergøre den i virkeligheden stærkeste gruppe ved at have ondt af dem.
Vi danskere må først og fremmest kunne rumme, at der er en anden sandhed. At der er mennesker i muslimske lande, der flygtede hertil for at få fred til at kunne leve et helt almindeligt frit liv som os andre danskere. Det er først og fremmest dem, vi skal støtte – og så støtte alle de unge muslimer til at kunne gøre det samme.
Eller sagt med andre ord: kræve af de »gammeldags« muslimer, at de – hvis de vil leve i Danmark – må opdrage deres børn til at give køb på vold og i stedet forstå ligeværdighed og frihed som det, der har bygget Danmark op som det, de jo trods alt sætter pris på, siden de bor her.
Inge Farup, Nærum
Trump
Mange mennesker har gennem tiderne haft lignende karaktertræk som Trump. Gudskelov har de fleste ikke haft så megen magt. Andre har kendt personer af samme støbning. Jeg har fundet et par citater, som for mig er relevante i denne sammenhæng:
»Hans mor burde have smidt ham væk og beholdt storken.« Mae West.
»Han er en selfmade man og tilbeder sin skaber.« John Bright.
Jan Buch, Frederiksberg
Destruktion af bøger i intelligensens navn?
Den 23. september 2026 kan man i Berlingske læse om it-selskabers ødelæggelse af bøger.
Selskaberne bag de store AI-modeller har forgrebet sig på bøger. De opkøber af menneskehedens beholdning af bøger. De sprætter bøgerne op i ryggen. Så sætter de robotter til at læse de enkelte sider. Endelig smider de bøgerne til destruktion.
Det indlæste bruges til at træne gigantiske AI-modeller.
Der er tale om millioner af bøger, nye som gamle. De ofres i den sags tjeneste at skabe kunstig intelligens.
Det er en fuldstændig respektløs behandling af det skrevne sprog.
Er det virkelig nødvendigt at ødelægge bøger for at læse dem?
Søren Højbjerg, Farum
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk



