Klimaretfærdighed er et nyt begreb, der betyder at kampen mod klimaforandringer hører tæt sammen med kampen mod den kapitalisme, der har ansvaret for både klimaforandringer, ulighed, forskelsbehandling, undertrykkelse og kolonialistisk tankegang. 

Derfor kan klimakampen ikke adskilles fra kampen mod kapitalismen, mener dele af klimabevægelsen også her i landet. Senest set gennem opbakning til aktivisten Greta Thunberg, der kobler klimakampen sammen med befrielsen af Palæstina. Ingen klimaretfærdighed på besat jord, lyder parolen. 

Er der så til gengæld klimaretfærdighed at hente i Kina, der har skabt øget velstand ved at brænde så meget kul af, at landet udleder lige så meget drivhusgas som EU, USA, Indien og Rusland tilsammen? Hører klimaretfærdigheden bedre hjemme i Mellemøstens muslimsk undertrykkende oliestater, der forskelsbehandler kvinder og homoseksuelle end på »besat« jord i Israel? 

Hvis kampen mod klimaforandringer kun kan tages i følgeskab med kampen for det socialistiske idealsamfund, kommer vi til at vente længe på en bedre kulstofbalance i atmosfæren.

Pauli Andersen, Roskilde

Demokratisk korruption

Korruption er defineret som misbrug af betroet magt for egen vindings skyld. I lyset af kampen om de knappe goder vil jeg under denne definition også anbringe demokratiets virkemåde, hvor man jo køber stemmer for vælgernes egne penge for at blive ved magten med tilhørende fordele. 

Som eksempel tænker jeg her og nu på køb af offentlig ansattes stemmer ved at dele ekstra lønninger ud. Jeg tænker på den netop vedtagne finanslov for 2024, hvor der blev købt stemmer raden rundt. Enhedslisten dog undtaget. Prisen var for høj – trods det, at vi har penge nok. Så længe Nationalbanken har tryksværte og papir, får vi ingen problemer. Og skulle det gå galt, har vi jo »råderummet«. Inflation (skjult skat) ikke nævnt.

Hvad kan man så gøre ved denne svaghed ved demokrati? Tja, nok ikke ret meget. Systemet har over tid gjort befolkningen til velfærdsnarkomaner og/eller beskæftiget med produktion af offentlige ydelser. Vi er ligefrem blevet glade for skatter. Man kan dog prøve at gøre det sværere for simple flertal af snuppe andres penge til fordeling, hvor det giver flest stemmer.

Svend E. Just, Fredensborg

Ikke absurd

Nej, Alexander Blavnsfeldt (politisk leder i SF Ungdom), det er ikke absurd, at der er forskel på behandlingen af mennesker med dansk statsborgerskab og folk uden, som du hævder i din kommentar 6. december. Det er tværtimod sund fornuft.

Det ville være absurd, hvis vi reducerede statsborgerskabet til i praksis intet at betyde, hvilket ville være resultatet af din politik. 

Din her fødte ven, som ikke er dansk statsborger, har netop ikke opfyldt de samme krav som du selv. Han mangler blandt andet kravet om at være dansk statsborger – et privilegium, som medfører en hel del fordele (og nogle krav), som din ven ikke har hhv. ikke skal opfylde. Blandt andet er han ikke pligtig til at skulle indgå i dansk militær i påkommende tilfælde.

Fakta er, at det på trods af diverse krav stadig er alt for let at opnå dansk statsborgerskab. Prøv du at undersøge, hvad nogle af de øvrige vestlige lande stiller af betingelser for at opnå privilegiet; du vil blive overrasket.

Niels B. Larsen, Randers

Budget-strandhugst

En sveddryppende febrilskhed er over os. De kommunale budgetter nærmer sig kalenderårets afslutning og ve den formastelige, der lader positive midler stå uberørt hen, da det kan udløse tilbagebetaling. Budgetegoismen er et nationalt fænomen og intet skånes, selv ligegyldige borgmesterportrætter synes pludselig at blive vurderet tifold – mindst.

At spare, rationalisere eller finde billigere arbejdsgange er ikke velset og belønnes sjældent. Rettidig omhu er noget, man overlader til det private erhvervsliv, mens man går på budgetstrandhugst. Præstationsmæssig aflønning synes ikke at rumme omkostningsbesparelser, desværre. Den dag man indfører princippet om, at forbrug i det offentlige skal forstås som ens personlige forbrug, den dag vil forbruget af unødvendige omkostninger i det offentlige vende.

Holger Overgaard Andersen, Vedbæk

Den digitale diskrimination breder sig

Efterhånden har samtlige dagligvarebutikker et eller andet rabatprogram for udvalgte medlemmer. Det kræver oftest »blot« at man henter en såkaldt app ned på sin smartfon.

Men hvad med alle dem, der ikke har en sådan smartfon, eller ikke kan finde ud af at hente/vedligeholde sådanne apps? (typisk ældre). De er afskåret fra de gode tilbud, hvilket vel kan betragtes som diskrimination?

Jeg kører selv med en dumfon uden dataabonnement og betaler således cirka det samme om året, som andre betaler om måneden. Og jeg lever glimrende med det! Glem alt om 3- eller 27-G. Der er intet behov!

Senest forlyder det så, at Rejsekortet er på vej med en app, der på længere sigt helt skal udfase det blå plastikkort. Igen diskrimineres folk med dumfoner, med manglende behov eller med begrænset indsigt i smatfoner. De vil ved udfasningen af det blå kort være henvist til at betale fuld, manuel enkeltbilletpris!

Var det ikke meningen, at vi skulle bruge den kollektive trafik frem for bil m.m.?

Dumfoner er på vej frem igen, som et modspil til alle de komplicerede ting, der følger med at have en smartfon. Men det har man måske ikke opdaget?

Eller er det i virkeligheden lobbyister fra telebranchen, der presser på, så de kan få solgt flere af de himmelråbende dyre dataabonnementer?

Og politikere, detailhandlende m.m. nikker naturligvis bare tankeløst med, helt som de plejer?

Jan Hviid, Valby

Fattigdom

Da jeg læste erhvervsjura på Niels Brock, lærte jeg, at der stod i Retsplejeloven, at staten skulle hjælpe med et simpelt hjem til de, som ikke evnede dette af den ene eller anden grund.

Hvad et simpelt hjem er i dag, ved jeg ikke. Men jeg tror ikke, at det omfatter 20 cigaretter eller mere om dagen, masser af øl, energidrikke, junkfood og færdigretter med mere samt et uhæmmet forbrug af el, vand og varme. Eller skulle jeg måske sige, at man kan ikke lever som socialgruppe 1, hvis man ikke gider eller kan arbejde.

Min engelske farmor, som blev tvunget til at føde 11 børn, fordi hendes krigstraumatiserede mand ikke ville bruge det, som hun fik med hjælp fra lægen, og der ikke var fri abort og gratis sterilisation, fik alligevel hjulpet sine børn til en bedre tilværelse end hun selv fik, fordi hun VILLE. 

Her var ikke ynk og klynk, som vi ser i dag, og glæden ved IKKE at ligge andre til last som nærmest i dag er forsvundet, havde hun.

Et kursus i privatøkonomi i folkeskolen samt en økologisk madordning fra dagpleje til og med ungdomsuddannelse kunne nok afhjælpe en hel del på fremtidens »fattigdomsproblemer«. Men disse forslag vil aldrig blive til noget, for hvad skal i cirka 400.000 i godhedsindustrien så lave?

Nadia Garner, Svebølle

Advarsel

Fortalerne for import af udenlandsk arbejdskraft, for eksempel fra Filippinerne, til at aflaste sundhedsvæsenet, burde tage ved lære af en episode, der forleden fandt sted i England: 

En 91-årig kvinde, som var dement, faldt ned og blev fanget under en trappelift på et plejehjem. Personalet, der kom fra Rumænien og Indien, manglede de fornødne sprogkundskaber til at forklare, hvad der var sket, da de ringede til alarmcentralen. Konsekvensen var, at kvinden allerede var død, da ambulancen kom.

Kravet for ansættelse på plejehjemmet er en bestået sprogprøve, hvilket blev negligeret her. I betragtning af, at det danske sprog i forvejen udgør en formidabel barriere, må søgningen i første omgang koncentrere sig om de hjemlige ressourcer.

Robert Ellis, Birkerød