Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvor længe skal imamer lege stilleleg i kampen mod terror?

De såkaldt »moderate imamer« er nok mere noget, der hører til i en fantasifuld svensk multikulturel børnebog, end det er noget, der foregår i virkeligheden, mener Lars Aslan Rasmussen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Vesten er under angreb fra islamisk terror. Det samme er alle de få ikke-muslimske mindretal, der er tilbage i Mellemøsten. Og på ganske kort tid har vi set terrorangreb rettet mod både Frankrig og Østrig. Særligt Frankrig har været særligt hårdt ramt, især fordi landet modigt står fast på, at man har lov til at gøre grin med religiøse autoriteter, og derfor har forsvaret retten til at vise eksempelvis Muhammedtegningerne.

Reaktionerne på dette har været voldsomme. Tyrkiets Erdogan har truet Frankrig og krævet Macron mentalundersøgt, og en lærer fik skåret halsen over, fordi han viste sine elever Muhammedtegningerne. Det har naturligvis chokeret os alle med undtagelse af imamerne og de muslimske trossamfund i Danmark, der leger stilleleg.

Lad det være sagt med det samme: Jeg mener ikke, at man som muslim har en pligt til at sige fra over for terror, hver eneste gang det sker. Omend jeg tror, det ville sende et stærkt positivt signal til den danske offentlighed, hvis en masse mennesker med muslimsk baggrund demonstrerede til støtte for Frankrig foran deres ambassade. Især fordi den eneste demonstration, vi har set med deltagelse af folk med indvandrerbaggrund, var demonstrationen imod Frankrig arrangeret af Hizb ut-Tahrir.

Hvad der derimod er dybt beskæmmende er tavsheden fra imamerne i Danmark. De har et særligt ansvar for at stå på den rigtige side af historien nu. Stoppe med at tale med to tunger og vise, om de er moderate, eller i virkeligheden spiller et dobbeltspil, og derfor er det vigtigt, at de kommer på banen. Men det sker ikke.

De har ikke indkaldt til en eneste demonstration til støtte for ytringsfriheden, skrevet debatindlæg eller på anden måde stået frem i offentligheden med en klar opbakning til Frankrig og de vestlige værdier. Hvis nogle terrorister nærmest på ugebasis påberåbte sig, at de handlede på vegne af Socialdemokratiet, hver gang de begik terror, ja, så ville det være helt være helt naturligt, at socialdemokratiske ledere gik ud og fordømte det utvetydigt og i klare vendinger.

Men det gør imamerne ikke, hvilket med al tydelighed beviser, at de såkaldt »moderate imamer« nok mere er noget, der hører til i en fantasifuld svensk multikulturel børnebog, end det er noget, der foregår i virkeligheden.

Imamerne er nemlig tavse, hver gang det handler om at kigge indad, og de er ude af stand til at tænke på andre end dem, der tilhører deres egen menighed. Endnu engang beviser det bare, at når det handler om integration og sammenhængskraften i vores samfund, er imamerne en del af problemet – ikke en del af løsningen. Lars Aslan Rasmussen, (S), MF