Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvor længe er det rimeligt at vente på en operation?

Det er dybt foruroligende, at sygehussystemet er så presset, at visse højt specialiserede operationer ikke bliver gennemført, og at man på dette område, som patient ikke er sikret behandlingsgaranti, sådan som kræftpatienter for eksempel er, mener Annemarie Carstensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Min kære veninde (74 år) har døjet med en skæv ryg i mange, mange år og venter nu på at blive opereret på Rigshospitalet i København.

Hun døjer med massive smerter og går næsten med en vinkel på 45 grader. Hun har tidligere været tilknyttet Reumatologisk klink på RH Glostrup, som ikke kunne hjælpe hende. Hun har også været tilknyttet smerteklinikken på Gentofte Hospital, som heller ikke kunne hjælpe med andet end smertelindring.

Det vil sige, at det har været en lang, lang række år med stærke smerter og rigtig megen medicin. Endelig i januar 2020 fik hun en henvisning til Rigshospitalet hos kirurgerne. Her blev det aftalt, at hun skulle have foretaget en række undersøgelser, heriblandt en MR-skanning, som hun ventede på et halvt år. Herefter kunne vi igen få en samtale med kirurgerne i begyndelsen af oktober 2020, hvor hun blev hun indstillet til en operation med en ventetid på ni til 12 måneder, dvs. omkring juli-oktober 2021.

Hendes situation er i ventetiden forværret væsentligt, og ved en henvendelse herom til hospitalet, fik hun en ny tid til røntgen og en samtale med kirurgen. Billederne viste tydeligt den væsentlige forværring, men nu var ventetiden forlænget, og nu skulle hun på ny vente op mod 12 til 13 måneder.

Det vil sige, at hvis hun er heldig, kan hun opereres til april-maj 2022, medmindre der kommer for mange trafikuheld, da de selvfølgelig skal foran i køen.

Der er oplyst forskellige årsager til operationens udsættelse. Rigshospitalet er politisk blevet pålagt, at pukkelafvikle almindelige operationer inden sommerferien og vente med de store komplicerede til senere. Der har jo været og er stadig corona i samfundet.

Der er tilsyneladende ansættelsesforhold, som gør, at der ikke er de nødvendige ressourcer (hænder) på Rigshospitalet til at gennemføre netop denne type specialiserede operation. Denne operation foretages kun to steder i landet.

Det er dybt foruroligende, at sygehussystemet er så presset, at disse højt specialiserede operationer ikke bliver gennemført, og at man på dette område, som patient ikke er sikret behandlingsgaranti, sådan som kræftpatienter for eksempel er. Der er tale om sygdom, hvor man ikke kan henvises til private hospitaler. Der er kun én mulighed, én kø.

Smerter, nedsat livskvalitet og bekymring fylder alt, når man dagligt er forhindret i at leve en normal tilværelse, men blot skal sætte sig og vente på, at der er tid i systemet. Jeg ved ikke, om det politiske valg er truffet for at nedbringe ventelisterne, så de hurtigere kan komme til at se pænere ud.

Annemarie Carstensen, Bagsværd