Hvor er de republikanske politikere?

Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvor de folkevalgte republikanske politikere er henne.

Gang på gang ser vi politikere, der synes at have opgivet enhver form for selvstændig dømmekraft og i stedet stiller sig bag Donald Trump, næsten uanset hvad han siger eller gør. De klapper, smiler og nikker, selv når præsidentens udtalelser er fornærmende, nedgørende eller direkte splittende.

Man kunne næsten få det indtryk, at nogle af dem konkurrerer om, hvem der kan være mest loyal. Til tider kommer de til at ligne mere ukritiske følgere end folkevalgte repræsentanter.

Men hvor er deres selvrespekt? Hvor er deres politiske integritet?

Trump har åbenlyst bragt sig selv til et punkt, hvor der synes at være meget lidt vej tilbage – ganske uhyggeligt. Det burde netop være nu, op til midtvejsvalget, at de republikanske politikere stod fast og sagde fra, hvis de mener, at udviklingen bevæger sig i en forkert retning.

I stedet ser det ud til, at mange har valgt frygten for Trumps retorik frem for deres ansvar over for vælgerne og de demokratiske institutioner.

Politisk loyalitet er naturligvis en del af demokratiet. Men loyalitet over for en præsident bør aldrig betyde blind lydighed. En folkevalgt politiker er valgt til at repræsentere borgerne – ikke til ukritisk at følge en enkelt leder.

Det er måske det, der bekymrer mig mest. Ikke alene, hvad Trump selv siger og gør, men hvor få af hans egne partifæller, der tilsyneladende er villige til at sige: hertil og ikke længere.

Et demokrati er ikke kun stærkt, fordi det har love og institutioner. Det er også stærkt, fordi mennesker i magtfulde positioner har modet til at sige fra, når de mener, at grænser bliver overskredet.

USA har i generationer været et forbillede for mange demokratier verden over. Derfor er det dybt bekymrende at se et politisk system, hvor så mange folkevalgte synes at være mere optaget af at bevare deres plads og deres politiske loyalitet end af at forsvare de principper, de selv er valgt på.

Man kan kun spørge:

Kan de virkelig se sig selv i spejlet og mene, at de gør deres pligt som folkevalgte, mens USA bevæger sig i en stadig mere alvorlig og polariseret retning?

For hvis alle omkring magten holder op med at sige nej, hvem er så tilbage til at gøre det?

Thomas Huusom, Espergærde

Spiralsagen

Tak til Jonas Christoffersen og Jensine Nedergård for deres meget vigtige indslag, hvor de med væsentlige juridiske argumenter kalder beskyldningen om folkedrab »fuldstændig grundløs«.

Men – og man tør næsten ikke spørge – der er en ting, som undrer mig i den her debat, og det er, at vi ikke har et eneste input fra læger eller sundhedspersonale, der var i Grønland dengang.

Hvorfor – hvis ikke for at »begå folkedrab« – syntes man, det var en god idé at opsætte spiraler i ganske unge piger?

Vi er jo tilbage i en anden tid – en tid, hvor der ikke var fri abort. Var der andre regler i bygderne om unge pigers ret til selvbestemmelse og indgang til voksenlivet?

Der må da være nogen, som har været i Grønland dengang, som ved lidt om det her.

Birgitte Willumsen, København

Tak til de stålfaste journalister

Den politiske debat vedrørende Pia Olsen Dyhr (SF) har transcenderet til et nyt meta-niveau. Debatten handler ikke længere om sagens konkrete indhold, men snarere om håndteringen heraf. For nylig holdt SF et pressemøde, hvortil de fremmødte journalister som sultne hajer blev ved med at spørge ind til sagen. Hovedpersonen selv kvitterede med rygsvømning til den helt store guldmedalje.

På papiret var det en knap så frugtbar arbejdsdag, da journalisterne hver og en blev spist af med tillukkede svar. Sidenhen har man også kunnet læse delte meninger på de sociale medier.

Den fremlagte politik vakte nemlig ikke særlig stor interesse hos det glubske publikum.

Sagen har da også været i søgelyset længe, og kritikere vil efterhånden påstå, at suppen begynder at smage en anelse tynd.

Disse mennesker overser blot sagens vigtigste faktum: såfremt Pia Olsen Dyhr, eller en hvilken som helst anden politiker, blot kan trække tiden, indtil vælgernes interesse falmer – ja, så har demokratiets frie presse for alvor tabt.

Uforløste sager som denne må ikke have en udløbsdato. Konsekvensen bliver indlysende nok den, at politikerne selv kan diktere dagsordenen.

Journalisterne står derfor nu med muligheden for at udstille en udenomssnak af nærmest satirisk karakter. Optimalt set bliver eksemplet statueret for alle rigets politikere til erkendelsen af følgende: den stædige journalist lever i bedste velgående, og denne lader ikke pølsesnak gå ustraffet hen.

Tak til jer stålfaste journalister, der opildner til demokratisk gennemsigtighed. Kritikerne vil mene, at I spilder jeres tid på at stille rudimentære spørgsmål, men I udstiller blot den problematiske udenomssnak i det politiske klima. Før kritikken til ende, og lad det være et vendepunkt i demagogernes storhedstid.

Sebastian Kerff Michelsen, København

Overflødige ord

Er der en læser, som kan forklare, hvorfor der sniger sig et stigende antal fyldord ind i både det skriftlige og talte sprog?

Eksempel 1: Tidligere kyssede man sin kæreste eller kommenterede et udsagn. Nu kysser man på sin kæreste og kommenterer på et udsagn. Forleden skrev Berlingskes udmærkede Kristian Mouritzen i en kommentar, at »det vil være hasarderet at tolke på Trumps udmeldinger«. Det hedder vel, at man tolker noget eller nogen.

Eksempel 2: Tidligere spurgte journalisten politikeren »Hvorfor gjorde du det«. Nu spørger hun »Hvorfor er det, at du gjorde det«. Ukønt og unødvendigt.

Jørgen Lind, Helsingør

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk